Nr. 3 - 27. årgang August 2005 (104)

More documents

Recommendations

Info

med en form for viden, som man ifølge Descartes ubetinget kunne stole på. Den ny metode blev som ovenfor nævnt beskrevet i Discours og illustreret med de tre ovenfornævnte eksempler indenfor henholdsvis matematik, optik og meteorologi, og hvoraf vi i det følgende skal se nærmere på det tredie eksempel omhandlende meteorologien. Descartes og meteorologien I Les Météores søger Descartes at forklare en række meteorologiske fænomener ud fra ovenfor nævnte grundprincipper samt nogle andre grundlæggende antagelser, som han som udgangspunkt anser for absolut sande, herunder en række forestillinger om materiens eller stoffets struktur. Man kan undre sig over, at Descartes gav et så upåagtet område som meteorologien en så fremtrædende plads i sit første store værk. Forklaringen herpå skal delvis søges i en begivenhed i Rom den 20. marts 1629. På denne dato blev en jesuitisk astronom og en række af hans venner opskræmt af et usædvanligt himmelfænomen i form af ikke mindre end fire bisole og en række buer omkring solen. Forklaringen på fænomenet, vist i Figur 2 (side 27), var ikke kendt i datiden, men er, at solens stråler brydes i et tyndt, højtliggende skylag bestående af iskrystaller i form af ganske små aflange prismer. Beretninger om fænomenet i Rom blev sendt til lærde omkring i Europa og gav anledning til, at den franske lærde Marin Mersenne, der førte en udstrakt korrespondance med mange af tidens fremmeste videnskabs- side 28 • Vejret, 104, august 2005 mænd og filosoffer, udbad sig Descartes’ mening om fænomen- et. Descartes, der så begivenheden som en god anledning til at vise, hvad hans ny system kunne præstere, greb straks anledningen og skriver i oktober 1629 til en af sine venner, at han har lagt sine andre metafysiske studier til side for uforstyrret at kunne koncentrere sig om studiet af meteorerne. Det er for forståelsen heraf vigtigt at erindre, at ordet ”meteor” havde en videre betydning på Descartes’ tid end i dag, idet det dengang som på Aristoteles’ tid betegnede alle de fænomener, som forekom i himmelrummet, herunder også de forskellige vejrfænomener. Allerede på dette tidspunkt synes Descartes at have været ret langt fremme med sine meteorologiske studier, idet han i samme brev skrev, at ”Jeg tror, at jeg nu kan give en forklaring på disse (meteorerne), og har besluttet at skrive en lille afhandling, der vil omfatte en forklaring på regnbuen, som er det problem, der har voldt mig de største vanskeligheder.” Les Météores, som formodentlig blev skrevet allerede i 1629, men som af grunde omtalt ovenfor først publiceret som en del af Discours de la Methode i 1637, består af ti kapitler: 1. Om de jordiske legemers natur 2. Om dampe og uddunstninger 3. Om salt 4. Om vinde 5. Om skyer 6. Om sne, regn og hagl 7. Om storme, lyn og alle andre former for ild der flammer på himlen 8. Om regnbuen 9. Om skyernes farver og de ringe eller koronaer som vi undertiden ser omkring de himmelske legemer 10. Om forekomsten af flere sole De ti kapitler ses at omfatte de fleste vigtige vejrfænomener, og i det følgende omtales nogle af hovedpunkterne, som tilsammen giver et indtryk af Descartes’ måde at tænke og argumentere på. Som allerede nævnt, og som det tillige vil fremgå af det følgende, nåede Descartes i vid udstrækning frem til sine resultater ved at starte ud fra nogle grundlæggende antagelser om stoffets natur, for derefter at ræsonere sig frem til forklaringerne på diverse meteorologiske fænomener. Ræsonnementerne var ofte baserede på dagligdags erfaringer og i nogen udstrækning fortsat præget af aristotelisk tankegods uanset Descartes’ principielle afstandtagen fra den gamle filosof. Skønt logisk opbygget er meget af værket i sagens natur af udpræget spekulativ natur. Hvad angår eksperimenter forkastede Descartes ikke disse, men på den anden side tillagde han dem heller ikke den store rolle, som de senere kom til at spille for udviklingen af det fysiske verdensbillede. (1) Om de jordiske legemers natur Descartes starter sine meteorologiske overvejelser med at udtrykke det håb, at såfremt han kan forklare ”skyernes natur” vil han også kunne forklare alle andre meteorologiske fænomener. Han medgiver, at han i sine over
vejelser må støtte sig til en række generelle principper, som endnu ikke er fuldt belyst, og som sådan må fremsættes som hypoteser. Disse, fremfører Descartes, er imidlertid så enkle og letfattelige, at læseren formodentlig ikke vil have problemer med at acceptere dem. Descartes’ første grundlæggende antagelse i denne forbindelse er, at vand, jord og luft, såvel som alle andre legemer omkring os, er sammensat af ganske små partikler af forskellig form og størrelse. Mellemrummene mellem disse smådele er fyldt ud med nogle endnu mindre partikler, det såkaldt “fine stof”. Der eksisterer således ikke, ifølge Descartes, noget tomt rum eller vakuum. Udover at disse mindste partikler, som udgør det fine stof, udfylder mellemrummene mellem de lidt større partikler, spiller de også en vigtig rolle for udbredelsen af lyset. Descartes’ ”partikler” må ikke forveksles med atomer, et forhold, han kraftigt understreger i slutningen af dette første afsnit, idet han skriver: ”...viid at jeg ikke opfatter de små partikler, hvoraf jordiske legemer består, som atomer eller udelelige partikler; snarere, idet jeg antager, at de alle (partiklerne) består af det samme materiale, at de kan findeles på uendelig mange måder, og at de blot adskiller sig fra hinanden på samme måde som småsten dannet ved sønderdeling af eet og samme klippestykke.” Vi ser allerede her fra starten, hvorledes Descartes bryder med Figur 3. Figuren viser de forskellige former, hvorunder de partikler, som udgør vand eller damp, kan optræde. Omkring A er partiklerne i den ”åleagtige” tilstand, som er karakteristisk for vand, og hvorfra de stiger til vejrs som damp, når de påvirkes af solens stråler. Omkring B findes partiklerne i dampform. De er her i stærk bevægelse, strakt ud i deres fulde længde og roterende om sig selv, hvorved hver partikel optager plads svarende til en lille kugle som skitseret på figuren. Afhængig af, om de befinder sig i varme eller kolde områder samt af andre forhold tillige, kan partiklerne antage andre former som vist på figuren. en af de aristoteliske grundpiller, nemlig antagelsen om, at alt jordisk er opbygget af fire forskellige elementer, jord, vand, luft og ild, samt forestillingen om disses ”naturlige bevægelser”. I stedet forklarer Descartes de forskellige stoffers eller legemers beskaffenhed med, at partiklerne, hvoraf disse består, har forskellig størrelse og form, en antagelse, der spiller en afgørende rolle for forklaringen på de mangeartede meteorologiske fænomener, som han beskæftiger sin med i Les Météores. Han antager således, at de partikler, der findes i og udgør vand, er lange og glatte som små ål, således at de aldrig hænger mere sammen, end at de let kan adskilles. På den anden side antager han, at de partikler, der udgør jord og de fleste andre legemer eller stoffer, herunder også luft, har meget ujævne og krogede former, således at de let hænger sammen og fast i hinanden på samme måde som de enkelte grene i et buskads, en antagelse, der forekommer lidt overraskende hvad luften angår. Descartes forklarer videre om disse partikler, at: ”...Når de er bundet sammen på denne måde, danner de hårde legemer som jord, træ og andre ting; hvorimod de, såfremt de blot ligger langs hinanden og uden at filtres sammen, og ydermere er så små, at de kan bevæges og adskilles gennem virkningen af det fine stof, der omgiver dem, så vil de fylde meget og danne flygtige eller lette stoffer som f.eks. olie eller luft.” Hvad angår lyset forestiller De- Vejret, 104, august 2005 • side 29
Page 1 and 2: Nr. 3 - 27. årgang August 2005 (10
Page 3 and 4: Koblingen mellem klima, hydrografi
Page 5 and 6: Figur 3. (a) Biomassen af rejer ved
Page 7 and 8: Siden slutningen af 1990erne har lu
Page 9 and 10: i de øvre vandlag. Dette skyldes h
Page 11 and 12: Senere har man brugt mængden af ku
Page 13 and 14: af strømmene i Danmarksstrædet -
Page 15 and 16: Anmeldelse: 50 vejrvarsler, der [m
Page 17 and 18: stationer. For typen Lambrecht Hår
Page 19 and 20: den i modsætning til et instrument
Page 21 and 22: Nyt fra formanden Når Vejret dukke
Page 23 and 24: og jeg arbejder sammen med en masse
Page 25 and 26: Figur 1. Øverst: Forårets termogr
Page 27 and 28: René Descartes En stor filosof, en
Page 29: meteorologiske fænomener. Med tide
Page 33 and 34: telse, at vinden skyldes en form fo
Page 35 and 36: pige og stærkeste, og i hvilke omr
Page 37 and 38: forklarer han således ved, at de m
Page 39 and 40: Box 1 - horisontal advektion Horiso
Page 41 and 42: ioden for januarstormen. Udviklings
Page 43 and 44: positivt maksimum umiddelbart nedst
Page 45 and 46: modsat retning. Termalvinden ser de
Page 47 and 48: W2 k W2' W1 W1 W1 W1 W1 a) c) b) d)
Page 49 and 50: aflæste vindmaksimum og bølgelæn
Page 51 and 52: Fra læserne Vil du virkelig være

Nr. 3 - 27. årgang August 2005 (104)

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?