RADIKAL POLITIK 4-2008.indd - Radikale Venstre

52
debat
Jelved til EU
eb b
Meningsmålingerne er bestemt ikke behagelig læsning
i øjeblikket. Valgresultatet har desværre bidt sig fast,
og hverken indfl ydelsen eller fremgangen ser ud til at
være lige om hjørnet. Derfor bør vi tænke alternativt.
Vi må ud af dødvandet, og vi må forsøge at skabe det
vendepunkt, der kan få sagligheden og seriøsiteten (os!)
tilbage i dansk politik. For mig at se vil det kommende
valg til Europaparlamentet være en oplagt mulighed
for at skabe et sådant vendepunkt. Et valg, hvor vi
næsten på forhånd er dømt ude, og hvor det kræver et
markant bedre valgresultat end det i november, hvis vi
skal bevare vores radikale plads i Europa. Men vi har
trumfkortet, der kan skabe det resultat: Marianne Jelved.
Marianne vil være en fantastisk kandidat for os.
En kandidat med ubestridelig stor viden om det europæiske
arbejde. En kandidat der vil have stor gennemslagskraft
i valgkampen. En respekteret kandidat, der
vil tiltrække stemmer fra begge fl øje, og en kandidat
der vil kunne genskabe optimismen i vores parti. Marianne
Jelved kan med andre ord få os på banen igen.
Jelved til EU.
Henrik Larsen
Byrådsmedlem og folketingskandidat,
Kolding
SVAR:
Redaktionen har forelagt Henrik Larsens forslag for
Marianne Jelved. Hun fortæller, at hun ikke er kandidat
til Europaparlamentsvalget. Hun har taget vilkårene til
efterretning, men stiller ikke op, lyder det fra den tidligere
gruppeformand. Red.
The Social Liberal Party
Skal man tro direktøren for CEPOS, Martin Ågerup, så
er Det Radikale Venstre ikke et socialliberalt parti. Vi
er populister, der fl ytter os efter vælgerne. Martin Ågerup
mener nemlig at vide, at socialliberalismen er præcist
defi neret i idehistorien som den retning, hvor man
kun vil omfordele til de, der ikke kan klare sig selv. Som
sand elitær radikal rammes jeg af en pludselig lyst til at
overtage alle Martin Ågerups socialliberale holdninger,
vores engelske navn er jo The Social Liberal Party (fornemmes
ironien?) – som radikal skal jeg jo være socialliberal
og jeg er ikke populist! Inden jeg udskifter mine
holdninger bør jeg måske lige få præciseret, hvordan
socialliberale traditionelt har set på omfordeling.
VÆRDISKABELSE
Første skridt i en omfordeling er, at skatten på værdiskabelse
skal kræves ind. I denne forbindelse leverer
J. A. Hobson og L. T. Hobhouse de første argumenter
i slutningen af 1900-tallet. De to, der blev opfattet
som socialliberale, mente, at velstand ikke skabes
af det enkelte individ, men af individet i samarbejde
med institutioner og det omgivende samfund. Derfor
havde staten et retfærdigt krav på en del af den skabte
velstand. En særlig ret til provenu havde staten i forbindelse
med spekulation. Her var der i særdeleshed tale
om en værdiskabelse, som samfundet og ikke individet
kunne tage æren for. Når skatten på værdiskabelse
er krævet ind, er turen kommet til horisontal omfordeling,
dvs. pension, SU, børnecheck, osv. Her kommer de
økonomiske teorier om eksternaliteter og asymmetrisk
information ind i billedet. Teorierne beskriver hvordan
markedet ikke selv når et pareto-optimal resultat, dvs.
markedet virker ikke til glæde for almenvellet. Særligt
er teorierne vigtige i forbindelse med omfordeling
på tværs af alder. John Stuart Mill (af mange opfattet
som socialliberalismens fader) var utilitarist, dvs. han
mente, at man skulle tilstræbe at maksimere lykken i
et samfund. Dermed er der historisk belæg for at sige,
at statsindgreb ved markedsfejl, i et socialliberalt perspektiv
traditionelt har været ønskeligt. Markedet og
frivilligt indgåede kontakter er ikke hellige for socialliberale.
T. H. Green (opfattet som socialliberal) havde
en neo-hegeliansk opfattelse af staten, som enheden der
skal sørge for social retfærdighed. Målet for staten var
udfoldelsen af det enkelte menneskes potentiale og her
mente han ganske som John Stuart Mill, at statslige indgreb
kunne virke til fremme for menneskets frihed og
selvrealisering.
BRUD MED IMPERIALISMEN
Sidste skridt er at overføre pengene fra de rige til de,
der er knap så rige. Her kommer J. A. Hobson igen ind
i billedet og senere T. H. Green. Han levede i starten af
1900-tallet de teoretiske argumenter for et brud med
imperialismen. Han iagttog hvordan verdens største
økonomiske magt, England, ikke kunne sørge for lån
til den hårdtarbejdende middelklasse. Langt de fl este
lån gik nemlig til kolonierne, til bl.a. mine-projekter;
projekter, der i højere grad var til glæde for overklassen
end middelklassen. Dette blev opfattet som et problem.
T. H. Green havde nemlig tidligere introduceret en skelnen
mellem to slags velstand. Den ene blev brugt til
forbrug, og den anden blev brugt i magtspil. Den sidste
slags var et legitimt mål for staten, for idealet om lige
muligheder er uløseligt forbundet til den socialliberale
tradition. At kapitalen samledes i toppen af samfundet
var altså et problem og det gjorde ikke sagen bedre, at
samfundets top levede af spekulation. Grunden var nu
lagt for et opgør med imperialismen. Samtidig indførte