Lindebladet nr. 3, 2008 - Bupl

More documents

Recommendations

Info

Politikerne har måttet indse, at pædagoger, der kæmper en fælles kamp, kan man hverken undvære eller trampe henover. Og det vil få stor betydning i fremtiden, mener Kalundborg Kommunes to fællestillidsrepræsentanter, der sammen med en flok entusiastiske tillidsmænd ledede slagets gang under forsommerens strejke Af Dorde Køhler Foto: Tine Borring En del stemte ja, men endnu flere stemte nej. Og så var pædagogernes strejke en realitet. Herefter var det – ifølge Pia Ungstrup Petersen og Pernille Bilsteen, begge fællestillidsrepræsentanter i den strejkeudtagne Kalundborg Kommune–flintrende ligegyldigt, om man havde været for eller imod. Fra Dag 1 arbejdede alle for sagen. Et samarbejde, der under forløbet udviklede sig til ægte sammenhold, fællesskab og solidaritet. - Det var meget få steder, vi var nødt til lige at sige hallo, kom nu, fortæller Pia. Hvorfor det var netop nu, at ”nok var nok”, har de to FTR’er, der i forsommeren kom helt i front i deres livs første arbejdskamp, flere forklaringer på: Pernille: - Der havde allerede gennem et stykke tid været meget fokus på kvindeløn og ligeløn i den offentlige debat. Jeg tror, at mange kvinder gennem sammenligninger af lønninger var blevet bevidste om de store forskelle. Det blev i hvert fald tydeligt, at pædagogerne har diskuteret det i personalegrupperne. Desuden er der en ny generation af pædagoger på vej. De læser diplom og videreuddanner sig og vil ikke finde sig i, 4 Nr. 3 <strong>2008</strong> RIGTIG LØN = RIGTIGE PÆDAGOGER Det var livet i højeste at løn og uddannelse står i kontrast til hinanden. Oven i hatten kom så de meget dårlige arbejdsvilkår med konstante forringelser, som pædagogerne i Kalundborg har måttet leve med siden kommunesammenlægningen. - Mange steder arbejder de efter dårligste fællesnævner, tilføjer Pernille. - Vi ligger 25-30 % under landsgennemsnittet, og vi er mega pressede, supplerer Pia. Samtidig ville man indføre områdeledelse, hvilket vi gerne ville have udskudt i tre måneder. Og til trods for at der stod en hel hær af magenta-farvede pædagoger, valgte man at stemme områdeledelse ind. Det var et stort slag for os. - Vi var helt nede, og det var en mavepuster af rang. Men vi kom op igen, da vores formand, Bertha Langhoff Hansen, viste sin dygtighed. Vi var 450 pædagoger til stede, Bertha kom, rullede champagne ind til alle og fik pumpet gejsten op igen. Så bliver man glad. Den slags opog nedture var der mange af i strejkens forløb. Det var meget intenst og virkelig livet i højeste gear. Goodwill Allerede inden den afstemning, der gjorde strejken til en Pia Ungstrup Petersen, fællestillidsrepræsentant realitet, holdt pædagogerne i Kalundborg medlemsmøde, hvor også en eventuel strejke var på dagsordenen. FTR’erne meddelte, at hvis det blev et nej, skulle man mødes hver morgen kl. 9.00 i Gørlevhallen. Det gjorde man – alle 450 – første gang den 19. maj. Pia: - Men allerede halvanden måned før begyndte vi at lave aktioner rundt i kommunen og stod hver fredag med vores magenta-farvede bluser og delte foldere ud. Det gav masser af goodwill fra folk, der var enige i, at vi trængte til mere i løn. - Vi mødtes også i weekend- erne, og rigtig mange – med vores tillidsrepræsentanter i spidsen – tog hele tiden initiativer, tilføjer Pernille. Og da strejken var i gang, stod vi på indfaldsvejene om morgenen og i centrene om eftermiddagen. Desuden var vi også med til støttedemonstrationerne i de andre kommuner. Knap så sjovt Til slut var det knap så sjovt, husker Pernille. Kom der en lockout på banen, ville ressourcerne være begrænsede, og det ville begynde at gøre rigtig ondt. På den anden side var der også
gear Pernille Bilsteen, tidl. fællestillidsrepræsentant den holdning, at når vi havde sagt ja til det her, måtte vi kæmpe videre. Pia: - Det blev så ikke afgjort i vores rum. Det var hele landet, der stemte. Men under alle omstændigheder var vi nødt til at lande det her godt. Vi disku- Et fag med struktur og orden terede sagen og var enige om, at var der én eneste pædagog, der skulle gå fra hus og hjem, så havde vi tabt. Vi havde allerede vundet så meget. Vi var i en kommune, hvor vilkårene var ekstremt svære, men vi havde fået opbygget et kæmpe fælles- ”I starten måtte vi famle os lidt frem, og her fandt vi ud af, at pædagoger generelt ikke er så gode til at arbejde uden struktur. Mange kolleger blev hurtigt rastløse og spurgte hele tiden: Hvad skal vi så i morgen? I overmorgen? På onsdag? Vi er nok et fag, der godt kan lide struktur og orden og planer. Her skulle man lige lære selv at tilrettelægge, hvad der skulle ske.” Pernille Bilsteen RIGTIG LØN = RIGTIGE PÆDAGOGER skab og en solidaritetsfølelse. Vi kendte hinanden og kunne nå hinanden, og det skulle vi ikke tabe ved at have en kollega, der måtte gå fra hus og hjem. Nu skulle vi kæmpe kommunalt for bedre vilkår. Og den var folk med på. Til slut takkede vi hinanden for det store arbejde, alle havde gjort. - Vi har fået et tæt forhold til både medlemmerne og fagforeningen, siger Pernille. BUPL Midtsjælland har kørt det her virkelig professionelt. De har bakket os op hele vejen og forstået at tackle vores følelsesmæssige svingninger. Der var jo medlemmer, der var kritiske, men alt blev behandlet på en god og fornuftig måde, så alle kunne se hinanden i øjnene bagefter. Jeg synes, vi har en dybt professionel fagforening, som jeg er meget stolt af at være medlem af. Pia: - Det var medlemsdemokrati i sin yderste konsekvens. Der blev virkelig lyttet til medlemmerne. Vi kan godt Og hvad har pædagogerne i Kalundborg så lært af det her lange forløb? - Vi har lært, at det her kan vi godt. Vi kan godt strejke, kommer det prompte fra Pia. - Og så er jeg sikker på, at når vi ved næste overenskomstforhandling hiver de magenta-farvede bluser frem, vil ingen være i tvivl om, hvem der viser flag. Det er vigtigt, for vi har ikke tidligere været gode til at fortælle, hvad vi kan. Nu ved politikerne, at vi står sammen, og at pædagoger ikke er nogen, man bare lige tramper hen over. Og at vi ikke kan undværes. Pernille: - Vi har også lært, hvor tungt systemet er, og at det i virkeligheden er regeringen, der styrer de her paragraffer. Men jeg er sikker på, at vi har markeret os, og den markering kan vi bruge i lang tid frem over. Vi fik fortalt, hvad pædagoger laver, og hvad vi står for. Vi kom ud i alle krinkelkroge, fik sat diskussioner i gang og vandt stor forståelse og opbakning. I særdeleshed fra forældre og bedsteforældre. - Jeg tror på, at kommer der en besparelse om lidt igen, så vil forældrene sige: Jamen, nu kan det være nok. Forældrene napper ikke endnu en besparelse, og det er en sidegevinst, for det er jo borgerne – her iblandt forældrene – der sætter krydset. Nr. 3 <strong>2008</strong> 5
Page 1 and 2: LindeBladet Solidariteten er genops
Page 3: Af Dorde Køhler Den store strejke
Page 7 and 8: Af Dorde Køhler Foto: Tine Borring
Page 9 and 10: Et stimulerende børnemiljø - Hvad
Page 11 and 12: A B C D A-dage er de dage, hvor alt
Page 13 and 14: Det handler om uddannelse Hvis vi k
Page 15 and 16: Etikdebatten får luft under vinger

Lindebladet nr. 3, 2008 - Bupl

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?