Snytten nr. 4 - 2002 - Sygehus Vendsyssel

ende pr. uge, men det er ikke
politisk godkendt på nuværende
tidspunkt.
Tina Koch: Der er også et vist
tidspres, så “Bioanalytikeruddannelsen
Århus” kan måske
ikke i første omgang tillade sig
at være specielt kritiske. Så
måske slipper vi lettere igennem
end vi måske burde have
gjort.
Hvorfor er det nødvendigt med
flere ressourcer til de nye uddannelser?
Tina Koch: Den kliniske uddannelsestid
for bioanalytikerstuderende
er som tidligere nævnt
forkortet med ca. 15 måneder.
De studerende, der var her
efter den tidligere uddannelse,
udgjorde en arbejdskraft, som
indgik som en del af normeringen.
Den er nu fjernet. Den
arbejdskraft skal afdelingerne
kompenseres for ellers er det
samlet set en arbejdskraftreduktion.
Problematikken indgår
i de økonomiske beregninger
amtet har foretaget, og som
ikke er politisk besluttet på
nuværende tidspunkt.
Gitte Nielsen: For sygeplejerskeuddannelsensvedkommende,
var det en forudsætning, at
der skulle ske kvalitetsforbedringer,
på trods af, at uddannelsen
er blevet kortere. Det skal
der bruges ressourcer til. Der
er i den kliniske uddannelse
indlagt en række opgaver og
øvelser, som vejlederne skal
involveres i. Desuden er
arbejdskraften også her reduceret
i forhold til de tidligere
studerende. Det arbejde, den
studerende deltager i, skal have
et uddannelsesmæssigt sigte,
og ikke være det arbejde afdelingen
lige har behov for bliver
udført.
Tove Munch: Ministeriet har
lavet beregninger for, hvad
reduktionen i arbejdskraft
betyder i sygeplejerskeuddannelsen.
I Nordjyllands Amt har
vi valgt at kalde den forventede
ressourcetilførsel for ressour-
cer til kvalitetsforbedring af
sygeplejerskeuddannelsen. Det
er mere opbyggeligt for de studerende,
end at tale om
arbejdskraft i en uddannelsessituation.
Hvilken rolle spiller det øvrige personale
i uddannelserne?
Charlotte Størup: I ergoterapeutuddannelsen
deltager hele
personalet i den kliniske
uddannelse og har af og til studerende
med som observatører.
Personalet underviser
også studerende, det skal der
samarbejdes om. De fleste
betragter det som en ekstra
udfordring.
Bet Breyen: I fysioterapeuters
funktionsbeskrivelse står der,
at man skal samarbejde med
den kliniske underviser. Uddannelse
af de studerende kræver
et samarbejde mellem mig og
mine kolleger og også med
afdelingerne.
Tina Koch: De andre bioanalytikere
er medspillere i uddannelsen.
Gitte Nielsen: I sygeplejen er
alle forpligtet til at give viden
videre og alle er forpligtet til
at deltage i undervisningen.
Det er selvfølgelig vejlederen,
der har ansvaret for forløbet,
men med 3-4 studerende kan
hun ikke selv klare det hele.
Det er også et gode, at den
studerende har andre rollemodeller.
Vibeke Pedersen: I det daglige
arbejde vil den studerende
være sammen med en af afdelingens
sygeplejersker, radiografer
eller vejlederen. Dog er
det vejlederen, der sammen
med den studerende har ansvaret
for at nå målene for perioden.
Hvad nytte skal reformen gøre?
Gitte Nielsen: Vi skal gerne
have nogle sygeplejersker, som
kan leve op til morgendagens
krav til pleje og behandling.
Bet Breyen: Vi skal også have
bedre muligheder for videreuddannelse.
Tina Koch: Vi håber der kommer
noget godt ud af det. Men
bioanalytikerne har lige været
igennem én reform og skal så
igennem en ny, det er lidt
hårdt. Vi mener, at der skal
bruges flere ressourcer til
introduktion og oplæring af
nyansatte, netop fordi de nyuddannedes
praktiske erfaringer
bliver færre. Vi frygter også, at
det bliver sværere at få arbejdskraft
ud på de små steder i
yderområderne, fordi tilknytningen
til stedet skal skabes i
løbet af bare 9 uger under
uddannelsen.
Bet Breyen: Vi er meget positive,
vi har kæmpet i 20-25 år for
at få uddannelsen forlænget, så
alene det.
Terapierne har kunnet tiltrække
arbejdskraft i de sidste 7-8
år, også på trods af korte praktikperioder.
På sigt skal terapeuterne gå
mere ind i udviklings- og forskningsprojekter.
Tina Koch: Vi synes nok, det er
en flot uddannelse, de unge får,
også i betragtning af at arbejdsområdet
er meget rutinepræget.
Vi håber, der også er
nogle, der vil det, og at de ikke
alle forventer at skulle lave
udviklingsprojekter.
Gitte Nielsen: At de sygeplejestuderende
nu kommer ud i klinikken
allerede i 2. semester
og har haft noget sygdomslære,
det ser vi som en stor fordel.
Tidligere gik de studerende 11
måneder på skolen inden de
kom i praktik, så det har været
overraskende for dem , at patienterne
egentlig er så syge,
som de er. Det har været et
praksischock.
Vil reformen trække flere studerende
til?
Gitte Nielsen: På grund af de
små ungdomsårgange, skal vi
jo ud at kæmpe for at få de
unge mennesker ind i uddannelserne.
Bet Breyen: At der er bedre
muligheder for videreuddannelse,
kan nok trække nogle til.
Der er nogen, der helt fra starten
er indstillet på det.
Kan vi som arbejdssted være
tilfredse med det? Kan uddannelserne
komme til at tiltrække
folk, som blot vil bruge uddannelsen
som springbræt til noget
andet?
Gitte Nielsen: Der er også
brug for nogen, der vil gå videre
og at nogen vil forske. Det
bliver et fåtal, så det gør nok
ikke noget. De kommer til at
give praksis noget tilbage.
Vibeke Pedersen: Radiografuddannelsen
er ikke så kendt,
som de øvrige uddannelser.
Den skal sælges ved at udbrede
kendskabet til uddannelsen og
virksomhedsområdet. Det er
ikke uddannelsesreformen, der
sælger den til de unge.
Tina Koch: Jeg har været til
“Uddannelse uden grænser” og
de, der søger information, er
interesseret i uddannelsesindholdet
og ikke i om uddannelsen
er på SU, det tager man
som en forudsætning. Det
spørges der slet ikke til.
Tove Munch
Chefsygeplejerske
6 Nr. 4 · Juli 2002