Referenceprogram for unipolar depression hos voksne

studierne imellem, bl.a. mht. medicinering af patienterne, forekomsten af indlagte versus ambulante
patienter og andelen af behandlingsrefraktære patienter.
Konklusionen i de nævne undersøgelser og SBU-rapporten er, at man ikke kan påvise en klinisk
betydende effekt af behandlingen. Imidlertid anbefales yderligere undersøgelser, bl.a. fordi man endnu
ikke har fastlagt de optimale stimulusparametre.
12.3 Fysisk træning
Fysisk træning er i dette referenceprogram defineret som en struktureret aktivitet med en given
hyppighed, intensitet og varighed, der er givet som led i behandlingen af depression.
Den fysiske aktivitet kan være givet som individuel træning eller gruppebehandling og kan omfatte
aerob (konditionstræning) eller anaerob træning (styrketræning). De aerobe træningsformer, fx løb,
ergometercykling og gang, er hyppigst undersøgt.
Effekten af fysisk træning på depression har været genstand for undersøgelse i adskillige studier i
de seneste årtier. Studierne er kendetegnet ved stor heterogenitet hvad angår patientpopulation,
studiedesign samt form og indhold af den fysiske træning. Kvaliteten af de enkelte studier har ofte
været for ringe til at kunne udlede, om der er en sikker evidens for effekten af fysisk træning. Der er
hidtil ikke publiceret undersøgelser, hvor effekten af fysisk træning har været sammenlignet med en
kontrolgruppe, der ikke fik antidepressiv medicin 4 .
Der er nogen evidens (Ib) for, at struktureret og superviseret fysisk træning for patienter med let til
moderat depression kan have en positiv effekt på tilstanden i form af reduktion i sværhedsgrad og
forbedret kognition. Enkelte studier sandsynliggør tillige, at fysisk træning skal udøves med en vis
intensitet for at have effekt.
Der har været foreslået flere forskellige årsager til en mulig effekt af fysisk træning. Regelmæssig
motion ses i vestlig kultur som sundhedsfremmende. Den deprimerede patient, som motionerer
regelmæssigt, får muligvis positiv feedback fra omgivelserne og øget selvværdsfølelse. Fysisk træning
kan desuden medvirke til at fjerne opmærksomheden fra negative tanker, og oplevelsen af mestring kan
være vigtig. Endelig kan fysisk aktivitet have fysiologiske effekter i form af ændringer i endorfin- og
monoaminkoncentrationerne 3 .
Da der kun er få studier af tilstrækkelig kvalitet, der understøtter ovenstående, bør der forskes yderligere
i effekten af fysisk træning på depression, herunder langtidseffekten og en mulig forebyggende effekt.
12.4 Søvndeprivation
Anvendelse af søvndeprivation (vågenterapi) daterer sig fra 1960’erne og 1970’erne. Metoden går ud
på, at patienten holder sig vågen enten en hel nat og den efterfølgende dag (total søvndeprivation) eller
vækkes midt om natten og holder sig vågen den efterfølgende dag (partiel søvndeprivation). Hos ca.
60 % af patienterne med depressiv episode vil én enkelt nats søvndeprivation medføre en halvering af
sværhedsgraden af depression, men også en betydelig risiko for tilbagefald efter få dage.
Gennem de sidste 20 år er der ved flere centre blevet arbejdet på at forbedre metoden gennem
anvendelse af serier af søvndeprivation (ofte i alt 3 med en normal nats søvn imellem) 270 , men også
supplering med lithium, pindolol, lysbehandling og såkaldt sleep-phase advance har vist sig at have en
forebyggende effekt. Der foregår for tiden flere undersøgelser af effekten af søvndeprivation. Metoden
må indtil videre betragtes som eksperimentel og kan anvendes i udvalgte tilfælde.
Referenceprogram for unipolar depression hos voksne 75