CUBGR

100 Stedsspecifikke ambitioner i tid og rum
Når et kunstværk skabes som et bevidst mindesmærke, vil der
ofte være tale om en meget statisk, geografisk udpegning af
stedet i datid: ’Det var her, det skete’, siger kunstværket. Man
skal være opmærksom på, at denne form for stedsbevidsthed
adskiller sig fra den udbredte ambition hos samtidskunstnere
om at arbejde stedsspecifikt. Her samler interessen sig ofte om,
at ’det er her, det finder sted’ – det vil sige, at der arbejdes med
en varig aktualisering af stedet. Når det gælder kunst i det
offentlige rum, er der ofte tale om et vigtigt spil mellem virkemidlerne
’integration’ og ’intervention’. Skal kunsten falde ind
eller gribe ind i stedet. 7
En af de danske kunstnere, der konsekvent arbejder med konkrete
steder i forlængelse af land art-traditionens fortolkninger
af landskaber og brug af naturmaterialer, er den danske
billedkunstner Marianne Jørgensen. I det midlertidige kunstprojekt
love alley (2007-11) skabte hun en miniaturebebyggelse
på en mark i Viby J syd for Aarhus. Hun samarbejdede
med en lang række kunstnere, arkitekter, digtere, opfindere,
forfattere og andre faggrupper, som blev ’parcelister’ i hendes
monumental-entreprise. Som alternativ til hvordan traditionelle
nybyggerkvarterer opstår, eksperimenterede de med at
udvikle anderledes oplevelser af det sted, man bor. Fx var ’vejnettet’
i minibyen bestemt af bogstaverne i navnet ’love alley’,
der først var sprængt ind i jorden og dernæst asfalteret. Siden
har mere traditionel byplanlægning indhentet stedet, der i
dag er udlagt som idrætsanlæg.
Nær motorvejsafkørsel 75 ved Esbjerg kan man opleve en helt
anderledes monumental udformning af et sted. Her har billedkunstner
Eva Koch og landskabsarkitekt og kunstner Steen
Høyer udtænkt værket Lyshøjen (1995-2001), der ikke mindst
består af 800.000 kubikmeter tiloversbleven jord fra motorvejsbyggeriet.
I den 280 meter brede cirkelrunde og græsdækkede
jordhøj er der indlagt 19 lyskupler, der aktiveres af de
biler, der kører forbi. Altså en interaktiv kæmpehøj, der kombinerer
land art og moderne teknologi med et visuelt udtryk,
vi kender fra dansk bronzealders gravhøje. Projektet inkluderer
også forskellig beplantning samt en lang, lige jordvold, der
minder om et gammelt forsvarsanlæg. Jordvolden er med til at
indramme højen og dermed skabe en intensitet omkring stedet
og i folks opmærksomhed, som ellers kan være vanskelig
at opnå med de størrelsesforhold, der er på spil her. Det er et
værk, der giver et bud på, hvad en ’naturlig’ motorvejsskala
kan være, og hvilke oplevelser af tid og rum man kan berige
travle bilister med. Det sker blandt andet i form af ’blinkende
lygter’ og et formsprog, der vedkender sig fortidens måde at
markere et menneskes grav på eller en slægts sidste sted.
I den anden ende af Jylland, på Skagen Skipperskole, har
kunstnergruppen AVPD (bestående af Aslak Vibæk og Peter
Døssing) i 2011-13 lavet tre værker, der specifikt tager
udgangspunkt i stedets betingelser, selvforståelse og historie,
men uden at standse tiden og insistere på monumentet. Light
Tower og Time Light inddrager fx lysets skiften over Skagen.
Det 13 meter høje Light Tower består således af mange små
kamre af glas, der på forskellig vis reflekterer dagslyset.
Time Light er derimod et stykke digital teknologi, som
Marianne Jørgensen:
love alley, 2007-11
Viby J.
Eva Koch
og Steen Høyer:
Lyshøjen, 1995-2001
Motorvejsafkørsel 75
ved Esbjerg