CUBGR

Titlen Elia slog ned i kunstneren som et lyn
en eftermiddag i 1989. Da han efterfølgende
konsulterede et leksikon, blev han forundret
over koblingen til den bibelske profet Elias:
Det var ham, der under et uvejr steg til
himmels i en ildvogn trukket af ildheste.
”I gammeltestamentlig forstand er dette kunstværk det
tyvende århundredes ultimative alter – et sted, hvor vi for et
øjeblik må lægge Bilkaposen og fjernbetjeningen til side og
stille os op og vente på miraklet” Karsten Ohrt, daværende direktør på
Brandts Klædefabrik, i sin tale ved indvielsen af Elia, september 2001
185
I 1989 fik kunstneren Ingvar Cronhammar en idé til et kunstværk,
der var så stort og dyrt at realisere, at det skulle tage 12
år, før værket kunne indvies. Undervejs var projektet blevet
opgivet flere gange, og budgettet var vokset fra de først anslåede
fire-fem millioner til 23 millioner. Pengene blev doneret af
forskellige offentlige myndigheder, Statens Kunstfond, Ny
Carlsbergfondet, en lang række private fonde og virksomheder
– og ikke mindst År 2000 Fonden. Værket blev nemlig indhyllet
i den generelle hype, der prægede tiden op til årtusindeskiftet.
I forbindelse med et pressemøde i april 2000 blev den store
skulptur italesat som ”et kontroversielt værk, der rækker ud i
det nye millennium med koblinger tilbage til de svundne årtusinder.”
Elia er da også et spektakulært værk. En kuglekalot
med en diameter på 60 meter, bygget af 380 tons stål og kronet
af fire himmelstræbende søjler. Foruden sin kolossale størrelse
drager værket også ved at kunne noget. En computerstyret tilfældighedsgenerator
sørger for, at der en gang imellem – to
gange på en 19 dages periode – sendes en halvanden meter