CUBGR

I en dansk kontekst leverer de nyeste udenlandske mærkevarer
også eksempler på præcise ’brands’. Steven Holls Heart,
kunstmuseet i Herning, og Coop Himmelb(l)aus Musikkens
Hus i Aalborg er eksempler på nye billeder til provinsbyen; en
’imagemaking’, der i denne Bilbao-light version imidlertid
rummer visse problemer i den danske oversættelse. Coop
Himmelb(l)aus arkitektur leverer en udfordrende symfoni af
orkestrerede sammenstød fra arkitekturens billedverden og
bærer dermed mere mesterens fingeraftryk fremfor stedets.
Situationen og det stedsspecifikke har begrænset betydning,
og huset vender da også ryggen til byen. Denne barokke håndtering
af virkemidlerne er særdeles befriende udansk, og
dansk arkitekturs pænhed udfordres. Men det kan alligevel
være svært at tage Musikkens Hus alvorligt, fordi huset bærer
præg af, at vi i Danmark endnu ikke har fået forståelse for
starchitecturens nødvendige økonomi. De stramme budgetter
har sat deres tydelige aftryk på den ekspressive formgivning,
og bygningshåndværket er simpelthen ikke godt nok. På
denne måde kompromitteres både den arkitektoniske og vel
særligt den kunstneriske kvalitet.
Den manglende styrke i det enkelte værk synes dog ikke at
give samme problem, når billedkunstnerne nærmer sig arkitekturen.
Hvor Per Kirkebys tidlige murstensværker naturligt
blev oplevet som arkitektoniske, så er de dog klare skulpturelle
udsagn, der udforsker teglens formevner – på trods af, at
de har karakter af murerens svendestykker. I Olafur Eliassons
store føljeton af mere integrerede værker bevæger man sig fra
Oslo Operaens The other wall, en garderobevæg, som vel giver
den smukkeste iscenesættelse af et toiletbesøg i en opera, man
kan forestille sig, via den nye ’Stadtkrone’ på kunstmuseet
ARoS i Aarhus, Your rainbow panorama, der reflekterer farvespots
ud til byens rum og samtidig danner det nødvendige diadem
til en stræbende by, og op til Henning Larsen Architects’
smukke kulturhus Harpa i Reykjavik, hvor Eliassons krystallinske
facade raffineret spejler omgivelserne og vejrliget – og
således fanger havets og himlens lys, samtidig med, at den
sætter forventningens glæde om en kunstnerisk oplevelse
stærkt i scene.
Alle værker er tydelige integrerede kunstprojekter, og alle er
betydelige succeser. Vi befinder os med andre ord i den integrerede
billedkunsts superliga. Alligevel kan man spørge, om
der ikke er en fare ved, at kunstværkerne på denne måde påtager
sig egentlige funktioner? Man kan sige, at risikoen ikke så
meget består i sammenblandingen af kunstarterne, men i at
kunst bliver til design forstået som funktion. Kunsten bliver
herved normaliseret for at kunne fungere, og noget af dens
særkende, som den altid bør holde i hævd, nemlig at sejle mellem
de yderste skær og udfordre skæbnen, søge originaliteten,
måske ligefrem provokere, synes at gå fløjten i iveren efter at
please … Man kan mene, at kunsten så at sige forsvinder i
design, og at den dermed mister sin dynamiske stræben. 1
I denne generelle og gensidige tilnærmelse mellem kunstarterne
forsvinder måske også noget af den kontrast, som kunsten
typisk bringer ind i arkitekturen. Mødet mellem kunst og
arkitektur skal indeholde en vis modstand, en friktion, der
bringer værkerne i en frugtbar dialog med det arkitektoniske
rum – ellers ender det hele i pænhed og normalitet. Friktionen
133