CUBGR

også en umiddelbar, letaflæselig pointe: ”Der er slået hul i
muren – fangerne flygter!” Værket stimulerer fantasien og
håbet og leder tankerne ud.
Med sin åbenlyse, næsten banale, symbolik er altertavlen atypisk
for Øivind Nygårds praksis. Han tilstræbte at skabe værker,
der ikke er låst fast i entydige pointer, men som er åbne
for fortolkning. På den anden side ligger altertavlen fint i tråd
med mange af hans skulpturer: Den kombinerer geometri og
asymmetri, den twister det traditionelle, og den forholder sig
direkte til sine omgivelser, til det lokale sted. Nygård tillagde
stedet stor betydning. I et interview fra 1987 beskriver han
omgivelserne som ”det resonansrum, som værket taler til og
får betydning fra.” Altertavlens resonansrum er dobbelt:
kirke og fængsel.
Øivind Nygård havde stærke holdninger til kunstens rolle i
samfundet og mente, at den indeholder et demokratisk potentiale,
fordi den kan appellere til subjektive fortolkninger og
meninger. ”Kunst i det offentlige rum er udtryk for, at der er
plads til den frie tanke”, argumenterede han i et interview i
2001 og fortsatte: ”Nutidskunsten er det eneste område, der
arbejder på tværs af alle samfundsmæssige strukturer, og kunsten
i det offentlige rum kan på den måde siges at være noget
af det tætteste på demokratiet omsat i praksis.”
Modstående side: Udenfor fængselskirken står skulpturen
Sagens akter, som Nygård også skabte til stedet. Den fem
meter høje bronzeskulptur er et billede på en enorm stabel af
papirer – ”bureaukratiets arketypiske grundform: A4 formatet”,
som han skrev i sit skitseforslag – og refererer til de
omfangsrige sagsakter, der produceres om hver enkelt indsat.
Som mange af sine generationskollegaer brugte Nygård
flittigt af skulpturhistoriens store reservoir af motiver og stilarter.
Nygård lod sig inspirere til værkets snoede form af
Giovanni Lorenzo Berninis søjler fra 1624-33 i Roms Peterskirke,
mens søjleformen leder tankerne tilbage til Constantin
Brancusis The Column of the Infinite fra 1938.
I 1992 indviede Øivind Nygård værket Observatorium på Mølleplads
i Aalborg. Otte år senere blev værket fjernet igen.
Ikke fordi det var slidt og ødelagt, men fordi byens borgere,
med den kunstkritiske lagerforvalter Peter Rindal i spidsen,
var utilfredse med udsmykningen. ’Danmarks dyreste hundetoilet’
blev værket kaldt, fordi mange mente, at ingen andre
end byens besørgende hunde havde lyst til at være på pladsen.
Man ville hellere have haft nogle træer i stedet for den
”omgang blik, som enhver blikkenslager i Ålborg kunne have
lavet”, protesterede Rindal. Efter årelang debat blev skulpturen
flyttet til parken udenfor byens kunstmuseum, og Mølleplads
er i dag overtaget af cafeer med udendørs fadølsservering.
Balladen om Mølleplads giver anledning til at stille
spørgsmål ved Nygårds tanker om kunst i det offentlige rum.
Kan man virkelig tale om denne type kunst som en særligt
demokratisk praksis? Sagen er i hvert fald et klart billede på,
at det ikke er alle, der oplever placeringen af kunstværker
som demokratisk, lige som den illustrerer, at langt fra alle
værdsætter og forstår den moderne kunst.
235