CUBGR

mimer skulpturernes fastfrosne positurer, andre skejer ud:
står på hovedet, hopper, stritter med arme og ben. Wiig
Hansens skulpturer har en særlig tiltrækningskraft. Ikke bare
værket ved Esbjerg – i Odense kravler børn rundt på den liggende
kvindefigur Oceania fra 1992 og rutsjer ned af hendes
langstrakte krop. Mennesker samles ved skulpturerne.
Fascineres måske af det kraftfulde udtryk eller de overdrevne
proportioner. Undres over den stivnede anspændthed.
Spejler de små kroppe i de store.
171
De fire menneskefigurer ved havet er fuldstændig identiske.
I hvert fald ved første øjekast. Ser man bedre efter, vil man
opdage, at en af mændene kun har fire tæer på den ene fod.
En anden mands fod har seks. Samlet set er der altså det antal
tæer, der skal være på de fire mænd. Og der må gerne være
noget at undre sig over. Sådan skulle kunstneren have forklaret
sig til en opmærksom håndværker.
Mennesket ved havet. Titlens entalsform understreger, at
Wiig Hansen ikke har fremstillet fire individuelle personer
med hver deres kendetegn. Figurernes kroppe er ensartede,
anonyme og nøgne. Det er Mennesket, vi ser.
Wiig Hansen var interesseret i kontraster og modsætninger, i
spændvidden mellem de store poler i livet: angst, håb, liv, død.
Mennesket og dets eksistensvilkår var et centralt motiv i hele
hans karriere. Hans udtryk ændrede sig i takt med, at den
kolde krig og den overhængende fare for atomkatastrofer stilnede
af, og i de sene år fik både hans malerier og skulpturer et
lysere udtryk. Som de hvide mænd ved Esbjerg. Her er ingen
hårde kontraster, intet tegn på desperation og fortvivlelse.
Figurerne betragter havet med ophøjet ro. Let tilbagelænede,
passive. Tænk, hvor højt de ville rage op i himlen, hvis de
pludselig rejste sig i deres fulde højde.
Mennesket ved havet er et værk, som mange har et forhold til. Nogle elsker værket
så højt, at de bruger det som location for deres bryllupsfotografering. Andre mødes
her, når de skal motionere. Andre igen føler åbenbart trang til at sætte deres eget
præg på kunstværket: Flere gange har skulpturerne været genstand for forskellige
former for hærværk og happenings. Ikke bare tilfældige beskadigelser, men handlinger,
der forholder sig ret direkte til værket. I 2004 fik skulpturerne trukket sorte
hætter ned over hovederne, i 2008 blev to af dem feminiseret med neglelak på
tæerne, og i 2013 blev der spraymalet forskellige statements som ”White trash”
og ”White Niggaz” på den hvide beton.
Th: Svend Wiig Hansens Oceania fra 1992. Flakhaven i Odense.
Nederst: Svend Wiig Hansen var også maler. I hans ekspressive malerier fremstilles
mennesket ofte som angstfuldt og ensomt, vandrende hjemløst rundt i store trøstesløse
landskaber, som vi fx ser det i Menneskeridt fra 1959. Afmagten og desperationen
fra efterkrigstiden og den kolde krig fremstilles hudløst og grusomt. Wiig
Hansens dystre undergangsvisioner er præget af en dramatisk farveskala og markante
sorte konturer. Hans malede menneskeskikkelser vidner om uddannelsen
som billed hugger: Selv på det flade lærred fremstår de voluminøse, modellerede,
med stor fylde og tyngde. Præcis som hans skulpturer.