CUBGR

kunstværket som en statisk udsmykning til en ’begivenhed’,
der finder sted i et samspil med publikum. Samtidig markerer
årstallene en periode i kunsthistorien, hvor installationskunst
og performancekunst har holdt deres indtog. Erfaringerne fra
disse handlingsorienterede kunstformer har på afgørende vis
påvirket den måde, hvorpå kunstnere nu ofte arbejder med
relationen mellem kunstværk, sted og publikum. Det er derfor
sigende, at det nye kunstneriske vartegn i Aarhus på toppen af
kunstmuseet ARoS ikke blot er en genstand, man kan gå
rundt om, men en mangefarvet udkigspost, publikum går
rundt i. Den dansk-islandske kunstner bag Your rainbow panorama
(2006-11), Olafur Eliasson, har i mange sammenhænge
gentaget sit mantra om at lave kunst, hvor folk ”ser sig selv
sanse”. I Eliassons regnbue får man så at sige et filter for
øjnene, så man bliver meget bevidst om, at Aarhus opleves
gennem noget. Byen er med andre ord iscenesat.
Samtidskunstprojekter til det offentlige rum anno 2014 bliver
således sjældent blot udtænkt som smukke objekter, men også
som virkningsfuld scenografi, der lægger op til, at livet leves,
ikke bare omkring kunstværket, men med det og i det. Kunstnere
arbejder generelt meget bevidst med aktivt at skabe forbindelses-
og måske forundringslinjer mellem det sted, den
geografi og den kulturhistorie, hvor værket er tænkt til, og
de mennesker, der bruger kunsten.
I Ringe på Midtfyn har man diskuteret planerne for et nyt
kunstværk, som alle håber kan blive et tilløbsstykke og vartegn
for byen. Arkitekt og kunstner Poul Ingemann, som Statens
Kunstfond har udpeget til projektet, har foreslået en 60
meter lang ’bænk’ i hvid beton, der skal stå ved Ringe Sø. 2
Som man kan se i skitseforslaget, er bænken delvist opdelt i
overdækkede nicher, der understreger dens karakter af at
være scenografi for folks møde med stedet, hinanden og naturen.
Der er tale om en form for iscenesættelse, hvor det samlede
anlægs udformning gør én bevidst om, at man ikke blot
går i ét med omgivelserne, men iagttager verden fra en position.
Ens blik og tilstedeværelse er på den vis ’medieret’.
Lige som udsigten fra regnbuen i Aarhus.
Det er imidlertid ikke kun værkerne, der ændrer sig. Også
vores forudsætninger for at opleve kunst i det offentlige rum
er under konstant forandring. Kunstværker betyder ikke det
samme for alle mennesker til alle tider, lige som en del af de
kunstneriske betingelser for at lave kunst er meget forskellige
fra 1964 til 2014. At rose et kunstnerisk udtryk for at være
’tidløst’ eller ’eviggyldigt’ er derfor noget vrøvl. Kunstværker
er påvirket af såvel den tid og de betingelser, hvorunder de er
skabt, såvel som af den situation, hvori de opleves.
’Maren’ i Holstebro er ikke blot forandret, fordi Giacomettis
værker med tiden er blevet milliondyre investeringsobjekter,
og hun derfor må have ’cab-in’ til natten, men også fordi man
filmer hende, viser resultatet på YouTube, Instagram og
Snapchat eller laver en loge i hendes navn og skriver et musikstykke
til hendes ære. 3 Hun er med sin på én gang solide og
skrøbelige fremtoning ikke blot et sindbillede på et grundlæggende
menneskeligt eksistensvilkår – som er et klassisk bud
på fortolkningen af Giacomettis karakteristiske figurer.
97
Alberto Giacometti:
Kvinde på kærre, 1942-63
Holstebro Rådhus
Olafur Eliasson:
Your rainbow panorama, 2006-11
ARoS Aarhus Kunstmuseum