CUBGR

102 gips i to skotøjsæsker, hvorpå han forsøgte at gå med dem. 9
Det vigtigste i denne absurde handling er ikke at lave skulpturer,
men at undersøge, hvad Nørgaard kaldte ”sagforhold”.
Det er for så vidt meget nøgterne – og meget nørdede – iscenesættelser
af helt konkrete relationer mellem den, der udfører
handlingen, det valgte materiale (fx gips og papkasse) og
så det sted, det foregår, og den tid, det tager. Det er en måde
at rette en ekstrem opmærksom mod verden. Med ”skulpturelle
demonstrationer” gælder det den håndgribelige, fysiske
verden og i andre projekter snarere den politiske.
Den skrøbelighed og midlertidighed, der karakteriser dele af
den mere eksperimenterende og procesorienterede kunst,
betyder, at den sjældnere finder vej til det offentlige rum. Et
godt eksempel på et værk, der opfordrer til en beslægtet
opmærksomhed overfor nye relationer mellem objekter, uprætentiøse
materialer og det levede liv, er imidlertid skulptøren
Ib Braases udsmykning i Dansk Centralbibliotek i Flensborg,
Atelier mellem grænser fra 1989. Og et indendørs eksempel på
denne ’spredte’ tilgang til det skulpturelle arbejde er Martin
Erik Andersens skulpturelle indgreb www.viborg-badgasteinturkmenistan.dk/kontrapost
(2010-11)
på Hald Hovedgaard
ved Viborg, der indeholder strik, en slags stumtjener, et
3D-print, beplantning og en hjemmeside. Både i Ib Braases og
Martin Erik Andersens værker bliver beskueren sat på
arbejde, fordi der ikke er én samlet form, ikke ét billede. Der
er derimod mange materialer, former og muligheder for den
enkelte beskuer til selv at skabe relationer mellem objekterne
og dermed mange mulige møder med kunstværket. Værkerne