CUBGR

18 hvordan vi får skabt værker af høj kvalitet, som også fungerer
for brugerne af kunsten i de offentlige rum.
Der ingen tvivl om, at bogens bidrag er tidstypiske i deres
vinklinger. Når Lars Juel Thiis beskriver kunsten som arkitekturens
modsætning, skriver han ind i en aktuel virkelighed,
hvor sparerunder er hverdag, og hvor kunsten dermed bliver
det redskab, der kvalitativt kan løfte et byggeprojekt. Og når
der fokuseres på betragterens deltagelse og brug af kunsten,
som det sker i Lise Skytte Jakobsens og Malene Vest Hansens
bidrag, eller på dialogen som hos Ulrikke Neergaard og Torben
Schønherr, ligger det både i tråd med kunstteoretiske diskussioner
og udviklingen i kunsten i øvrigt, men også med
generelle samfundstendenser, der afspejler sig i alt lige fra
måden, hvorpå vi ser ’tv on demand’, podcaster, tweeter og
instagrammer til mere politiske idéer om demokrati og medborgerskab.
Emnernes tidstypiske karakter afmonterer imidlertid ikke
deres vigtighed. Tværtimod. Deltagelse, dialog og en stadig
vurdering af forholdet mellem kunst og arkitektur må, set fra
mit perspektiv, stå centralt i Statens Kunstfonds fremtidige
arbejde. For når der her i bogen skrives så meget om dialog, er
det måske netop fordi, den ikke altid er til stede. Og når der nu
er en særlig opmærksomhed på deltagelse, både i kunsten og i
samfundet generelt, er der måske også et særligt behov for at
arbejde endnu mere med det.
Statens Kunstfond fejrer 50 år. Intet tyder på, at det ikke
kunne blive til 50 år mere. Som konstruktion er den under
stadig forandring, men dens formål, dels at ”give borgerne i
hele landet mulighed for at møde kunst af høj kvalitet, dels
virke igangsættende og stimulerende for kunstnernes produktion”
6 , er lige så relevant nu som i 1964. Som mæcen er Statens
Kunstfond særlig. Den skal ikke blot støtte kunsten, men
også skabe plads til risikovillighed. Præmissen for Statens
Kunstfonds arbejde med kunsten i det offentlige rum er, at
man aldrig ved, om projektet vil lykkes eller ej, og mange af
de projekter, som er dokumenteret i bogen her, var nok aldrig
blevet virkelighed, hvis giver på forhånd skulle have haft fuld
vished om udfaldet. Nogle vil nok mene, at det var godt det
samme. Men al udvikling, også kunstens, kræver som bekendt,
at der er nogle, som tør eksperimentet.
Statens Kunstfond har også ’initiativretten’. Det betyder, at
Statens Kunstfond også kan igangsætte projekter. Eksempler
på projekter initieret af Udvalget for Kunst i det Offentlige
Rum under Statens Kunstfond er blandt andet De tre tårne i
Ørestaden i 2000; Kunst langs Hærvejen, der blev søsat i 2008
ud fra et ønske om at skabe et forløb af kunstneriske oplevelser
langs den historiske vandrerute; Open Call i 2009, en åben
idékonkurrence med formålet at synliggøre og diskutere nye
muligheder og visioner for samtidskunsten i det offentlige
rum og i 2011, Vores Kunst, en landsdækkende konkurrence,
som Statens Kunstfond afholdt i samarbejde med Statens
Kunstråd og Danmarks Radio, hvor danskerne kunne vinde et
kunstværk til deres lokale område. Senest har Statens Kunstfond,
igen i samarbejde med Statens Kunstråd og Danmarks
Radio, stået bag tvKUNST, et udstillingsrum på tv-kanalen
DR K, hvor 14 videoværker havde fernisering i løbet af 2013.
Stillbilleder fra dokumentationen af Heidi Hoves performance, Matematik Lektionen,
da den blev opført i 2014 for 2.f på Horsens Gymnasium. Matematiklæreren indleder
dagens undervisning på helt normal vis, men til elevernes store over raskelse begynder
han pludselig at danse og synge, inden han takker af og forlader lokalet.