CUBGR

216 Her er et sted med en parkeringsplads, en strand, et hav, en
horisont. Den slags steder er der mange af i Danmark. Men
det her sted er noget særligt. Ikke fordi der er opstillet en
spektakulær skulptur eller et imposant vartegn. Nej, her er
noget helt andet på færde. Imellem den her parkeringsplads
og den her strand breder der sig et tungt tæppe af sirligt
anlagte teglsten. Stenene svøber sig tæt ned over klitterne,
følger deres bløde kurver. Som en saddel er teglstensbelægningen
spændt ud over sanddyngerne. Længere nede ligger en
bronzeskulptur som en lang, tyk streg i sandet. Vestled ved
Hvide Sande er en kunstnerisk bearbejdning af landskabet,
som er skabt af arkitekt Carsten Juel-Christiansen, landskabsarkitekt
Torben Schønherr og billedkunstner Marianne
Hesselbjerg i 2003-06.
Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum under Statens Kunstfond
havde i 2003 taget initiativ til, at der skulle skabes et
kunstværk et sted på den jyske vestkyst. Valget faldt på Hvide
Sande, hvor udvalget foreslog ”en kunstnerisk bearbejdning af
parkeringsanlægget og stiføringen fra parkeringsanlægget til
sandstranden, herunder opholds- og udsigtspladsen.”
De mange røde tegl fungerer på en gang som sti og som plads:
Via dem kan man komme ned til stranden, eller man kan blive
stående på den faste grund, stenene danner og nyde udsigten.
Bevæger man sig hen over det 1.350 m 2 store teglbelagte
areal, får man øje på horisonten. En skarp vandret streg
yderst ude. Et flot modspil til teglstensbelægningens krumninger
og kurver. Horisonten er udgangspunktet for Vestled:
Værket forholder sig til horisonten og undersøger denne uendelige
vandrette linjes relation til den lodrette menneskekrop
og det kuperede terræn. Nede på stranden mimer bronzeskulpturen
ydmygt den fjerne streg. Som et tungt drivtømmer,
et lille stykke horisont, der er skyllet op på stranden. Bronzeskulpturen
fungerer som siddeplads for dem, der gerne vil
hvile benene og se ud over havet. Kunstværket Vestled er funktionelt
og imødekommende – det byder sig til med siddemuligheder
og fast underlag, så også kørestolsbrugere og
barnevogne nu kan få adgang til stranden.
En stringent betonkant adskiller teglstenspladsen fra strandens
sand. Stenene er lagt i en enkel forbandtmønstring, der
af og til ændrer retning for at tilpasse sig klitternes kurver og
sving. De milebrændte tegl er fremstillet med udgangspunkt i
en teknik, man brugte til egnens gamle klitgårde. Selvom materialet
på den måde knytter direkte an til stedets historie, bliver
oplevelsen fremmed: Ved at anvende stenene som belægning
i stedet for som murværk, fordrejes det velkendte udtryk.
Når sandet fyger, fornemmer man, at den barske vesterhavsnatur
hele tiden forsøger at generobre sit territorium. Hvis
ikke der blev fejet regelmæssigt, ville teglene langsomt blive
begravet og skjult under nye klitdannelser.