CUBGR

tvKUNST var eksperimenterende videokunst lige lukt ind i
stuerne – og i øvrigt første gang Udvalget for Kunst i det
Offentlige Rum støttede videokunst. Noget sent vil nogle
måske – med rette – sige, men ikke desto mindre et forsøg på
at finde nye offentlige rum til nye kunstformer og på den måde
forholde sig aktivt til de forandringer, som både kunsten og de
steder, den vises, undergår.
Til fortsat inspiration kan man se på de mange nye udstillingssteder,
som til stadighed dukker op, og som viser kunst på
utraditionelle steder, som eksempelvis på Vallensbæk S-togsstation
syd for København, hvor den digitale kunsthal DIAS
(Digital Interactive Art Space) har til huse i området på og
omkring stationen for her at give over raskende oplevelser til
de togrejsende. Eller på Sydhavn S-togsstation i København,
hvor stationens reklameplakater i perioder udskiftes med
kunstneriske udsagn. I forbindelse med det omfattende metrobyggeri
i København er der opstået et nyt offentligt rum: 6 km
ekstra hegn, som afspærrer byggepladserne og som Metroselskabet
har stillet til rådighed for blandt andet kunst og formidling.
Byens Hegn hedder projektet, som finansieres af
reklamer på udvalgte dele af hegnene. Ud over naturligvis at
være et forsøg på at kompensere for de gener som metrobyggeriet
fører med sig, er projektet et godt eksempel på, hvordan
man også kan bruge det rum, som ellers typisk er reserveret
udelukkende kommercielle formål, til kunstneriske formål.
De sociale medier fremstår som et endnu relativt uudforsket
rum, som både er offentligt, privat og stærkt kommercielt.
Men hvad med flygtige kunstformer som performance og lydkunst?
Statens Kunstfond har for nylig gjort det muligt for
institutioner i hele landet at søge om at få opført en performance
i deres hverdagsomgivelser. I foråret 2014 kunne en
klasse på Horsens Gymnasium derfor blive del af en performance
af kunstneren Heidi Hove. Det kan være et første skridt
på vejen til et revideret syn på, hvilken slags kunst, Statens
Kunstfond kan placere i de offentlige rum. For måske er det
permanente værk ikke altid at foretrække? Der er ingen tvivl
om, at Statens Kunstfond byder på et overflødighedshorn af
permanente værker. Hvad der imidlertid kan ses som en
styrke, kan også til tider være en begrænsning. Ser man på
internationale kunstproducenter som Creative Time i New
York og Artangel i London, som i henholdsvis de sidste 40 og
20 år har arbejdet med at kommissionere ambitiøse, midlertidige
værker, er der i hvert fald store potentialer i denne værktype.
Også for oplevelser, som, om end tidsbegrænsede, kan
sætte varige spor i både betragteren og samfundsdebatten,
såvel som i kunstens egen historie.
En orientering mod det midlertidige værk vil også i højere
grad kunne inkludere den mere handlingsbaserede del af samtidskunsten,
der har de sociale relationer, dialog og møder
mellem mennesker som sit primære materiale. Ligeledes vil
nye formidlingstiltag, måske inspireret af den store ’Danmarks
tour’, som KØS Museum for kunst i det offentlige rum
afholdt i 2014, i højere grad kunne gribe offentligheden, hvor
offentligheden er. På den måde vil Statens Kunstfond ikke blot
facilitere kunsten, men også tage ved lære af den. Hvilket vel i
bund og grund er det mest frugtbare forhold mellem kunst
og stat.
19
Kunstorganisationen Artangel
stod bag den britiske kunstner
Rachel Whitereads kontroversielle
projekt House: en afstøbning
af det indre af et saneringsmodent
hus i det østlige
London. Tusindvis af besøgende
lagde vejen forbi skulpturen,
som kunne ses fra oktober
1993 til januar 1994. Det
omvendte hus skabte stor
debat i lokalområdet, i pressen
og hele vejen op i det britiske
parlament, og blev til slut revet
ned som følge af offentlighedens
protester.