måske tre - Socialstyrelsen

En plus en - måske tre

En plus en - måske tre
Anne Skov & Karin Møgelmose
Formidlingscenter Øst

En plus en - måske tre
© 2002 Formidlingscenter Øst
Foto forside: Henrik Sørensen /BAM
Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S
Oplag: 1.000
ISBN: xxxxxxxxxx
Pris: 110 kr. inkl. moms
Kan bestilles hos:
Formidlingscenter Øst
Nørretorv 30,2.
Postboks 220
4100 Ringsted
Telefon: 57 67 46 46
Telefax: 57 67 08 22
E-mail: fc@fc-east.dk
Hjemmeside: www.fc-east.dk
Eftertryk i uddrag er tilladt, men kun med kildeangivelsen:
Udviklingshæmmede som forældre – en kortlægning i 28 kommuner.
Anne Skov & Ulla Henningsen. Formidlingscenter Øst. 2002.

Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Om bogen og tankerne bag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Processen frem til denne bog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Bogens opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
2. Menneskesyn – fra klient til medborger . . . . . . . . . . . . . . . 15
Klientperspektivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
Medborgerperspektivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
Holdninger til udviklingshæmmede som forældre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
De fremtrædende holdninger på din arbejdsplads ? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
3. Etiske overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
En etisk refleksionsmodel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
4. Hjælp os med at beslutte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29
Hvordan hjælpe med at beslutte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30
Tag os alvorligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
5. Sig det, så vi kan forstå det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
Samtaleformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38
Betingelser for en vellykket dialog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
6. Fra forældreevne til forældrekompetence . . . . . . . . . . 47
De fem niveauer i udredningsarbejdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
7. En plus en - måske tre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
Den svære beslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60
Støtten til de vordende forældre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62
Forberedelse til fødslen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
Undgår uønsket graviditet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70
5

8. Den nye familie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
Støtten til familien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76
Støtten i familiens hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
Rollekonflikter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
Metoder til udvikling af forældrekompetencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81
På døgninstitution efter fødslen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85
9. Det svære forældreskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
Frivillig anbringelse eller? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93
Krisereaktioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94
Forberedelse af anbringelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96
Fastholdelse af forældrekontrollen til trods . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97
Bilag 1: Metoder til afklaring af
ønske om at få børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106
Bilag 2: God praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107
Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
6

Forord
“En plus en – måske tre” er et bidrag til at sætte fokus på temaet udviklingshæmmede
som forældre og et supplement til bogen “Udviklingshæmmede
forældre. En kortlægning i 28 kommuner”(Skov og Henningsen, 2001).
Kortlægningen viste, at der er behov for, at den erfaring og viden, som medarbejdere
på de enkelte kommunale arbejdspladser har om metoder i arbejdet med
udviklingshæmmede, bliver videreformidlet, så der kan gøres “mere af det, der
virker” Men ikke kun det. Kortlægningen viste også, at der er behov for at
udvikle nye metoder og gøre noget andet end det, man traditionelt har gjort.
At det er blevet en debat- og inspirationsbog mere end en bog, der udelukkende
beskriver forskellige metoder skyldes, at der ikke kan gives nogen endegyldig
facitliste på, hvad der er gode metoder eller god hjælp og støtte. Gode metoder
og god hjælp er nemlig uløseligt forbundet med det menneskesyn og de holdninger,
der ligger bag hjælpen.
Vi har derfor valgt at tage udgangspunkt i de faglige og etiske refleksioner, som
medarbejdere nødvendigvis må gøre sig i hver enkel konkret situation, når de er
involveret i hjælp og støtte til udviklingshæmmede, som enten er eller overvejer
at blive forældre.
Det er helt bevidst, at vi intetsteds i bogen tager stilling til, om udviklingshæmmede
skal være forældre eller ej. Dette valg kan kun den enkelte udviklingshæmmede
selv træffe. Vores intention med bogen er derimod at gøre opmærksom
på nogle grundlæggende faktorer, der skal være til stede, for at den hjælp,
der ydes udviklingshæmmede, opleves som god og brugbar og er en reel støtte,
når de skal træffe beslutninger, der vedrører deres eget liv.
Vi håber, at ”En plus en – måske tre” vil inspirere til og danne grundlag for
diskussioner både på uddannelsessteder og arbejdspladser inden for social- og
sundhedsområdet.
En stor tak til alle, som har støttet og inspireret os og gjort denne bog mulig.
Formidlingscenter Øst, juli 2002
Anne Skov og Karin Møgelmose
7

Indledning
“Hjælp os med at beslutte – tag os alvorligt”
“Vær ærlig, sig det I mener”
“Sig det, så vi kan forstå det”
“Behandl os ordentlig og giv os ordentlig besked”
“Hjælp os med at blive gode forældre, hvis det er det, vi ønsker”
Dette er budskaber fra en gruppe udviklingshæmmede på en temadag i
efteråret 2001. De har alle oplevet problematikken på egen krop, hvad
enten de har fravalgt forældreskabet eller er blevet forældre. Deres oplevelse
af den gode hjælp har nøje sammenhæng med relationen mellem
dem selv og de professionelle i det offentlige system.
At “en plus en – måske er tre “ er en selvfølgelighed, når det handler
om os selv eller vores venner og bekendte. Når mand og kvinde mødes,
er det en naturlig ting, at de danner par og stifter familie. Men når enten
mand eller kvinde eller begge er udviklingshæmmede, er det ikke helt så
selvfølgeligt. Så er det et tema, hvor både debatten og den offentlige indsats
nemt kan løbe af sporet, og ikke sjældent bliver det en debat om,
hvorvidt udviklingshæmmede har evne og ret til at være forældre.
Lovens rammer giver ikke ret til på forhånd at vurdere og vælge på
andres vegne. Som professionelle er vi derimod forpligtede til at hjælpe
de mennesker, der har brug for vores vejledning, når de skal træffe et
svært valg. Vi skal give dem den støtte og hjælp, de har brug for, hvad
enten det er i forhold til at gennemføre en sterilisation, en abort eller et
forældreskab.
Men netop den opgave er svær, og der ligger en stor faglig udfordring i at
give en konkret individuel vejledning og støtte, som både tilgodeser udviklingshæmmedes
ret til at foretage til- og fravalg og barnets tarv. Mange
værdier er i spil og der er brug for faglig viden og etiske reflektioner.
9

Om bogen og tankerne bag
Intentionerne med denne bog er at videreformidle nogle af de mange
gode erfaringer fra det sociale arbejde – erfaringer om, hvad der virker,
og hvad der opleves som gode og brugbare tilgange i den konkrete opgaveløsning.
Det er samtidig væsentligt for forfatterne også at videregive de
oplevelser udviklingshæmmede har i forbindelse med forældreskab.
I processen frem mod bogen blev det klart, at det er en svær opgave at få
beskrevet den gode hjælp. For hvad er den gode hjælp, når mennesker er
forskellige? Forskelligheden gælder både de mange, der står med opgaven
at skulle hjælpe, og det gælder modtagerne af hjælpen. Samtidig er
de konkrete og komplekse situationer, hjælpen relaterer sig til – konteksten
– også meget forskellig. Det, der opleves som den gode hjælp i én
konkret situation, kan ikke umiddelbart overføres til en anden situation.
Ud fra den betragtning, at der ikke er nogen facitliste – nogle endegyldige
sandheder – på den gode hjælp, tager bogen udgangspunkt i de etiske
og faglige overvejelser, der kan kvalificere hjælpen og som ligger bag de
mange gode erfaringer fra det sociale arbejde. Gennem bogens eksempler,
historier og cases lægges der op til diskussion og refleksion over
egen praksis, ligesom den kan være til inspiration ved den konkrete støtte
og måske bidrage til udvikling af nye metoder.
Bogen er tænkt som inspiration for de mange forskellige faggrupper, der
på hver deres måde spiller en rolle, når der skal gives hjælp og støtte forud
for en eventuel graviditet, under graviditeten, under fødslen og efter
fødslen og under barnets opvækst. Det gælder primært medarbejdere i
kommunale og amtskommunale forvaltninger, bofællesskaber og i støttetilbud.
Men bogen henvender sig også til medarbejdere i sundhedssektoren
og andre, der er involveret i hjælpen og støtten i relation til temaet.
Bogen kan ligeledes være nyttig for studerende på kortere og længerevarende
uddannelser indefor det sociale og sundhedsfaglige område.
10

Processen frem til denne bog
Som inspiration til bogen er der afholdt to vidensproducerende temadage
i august 2001. Her har en række udviklingshæmmede borgere, der har
oplevet problematikken på egen krop, samt en gruppe faglige ressourcepersoner
bidraget med deres viden og erfaring.
På den første temadag deltog udviklingshæmmede med forskellig erfaringsbaggrund.
Nogle havde selv fravalgt forældreskabet eller var blevet
forældre uden at ønske det. Blandt forældrene havde nogle deres børn
hjemme, mens andre havde børnene boende ude.
Det var en meget berigende dag, som bekræftede antagelsen om, at man
kan få utrolig megen viden ved at spørge de personer, det handler om.
Deltagerne berettede om deres oplevelser og erfaringer – både de gode
og de dårlige. Der kom mange tankevækkende udsagn og oplevelser
frem. En mor, der havde oplevet en god støtte fra en sundhedsplejerske,
udtrykte det på denne måde:
“Hun var utrolig god til at vise mig, hvordan jeg skulle gøre,
og roste mig, når jeg gjorde det rigtigt. Jeg kunne også altid
ringe til hende, hvis jeg havde brug for det.”
En anden mor, der havde oplevet det modsatte, udtrykte det således:
“Hun sagde, at sådan skulle jeg ikke gøre – men hvad skulle
jeg så?– En dag sagde hun, at jeg skulle sætte grænser – hvordan
gør man det?”
De mange udsagn og oplevelser er indarbejdet i bogen som citater og
budskaber samt som inspiration til cases.
På den anden temadag deltog en gruppe medarbejdere, som hver især er i
besiddelse af viden og erfaringer i arbejdet med udviklingshæmmede
forældre. Budskaber og udsagn fra de udviklingshæmmede forældre blev
11

præsenteret som udgangspunkt for refleksion over spørgsmål som: Hvad
er god praksis? Hvilke værdier og dilemmaer er på spil? Hvilke overvejelser
skal man gøre sig, og hvad skal der til for at kvalificere hjælpen?
Hvordan og hvornår skal vi leve op til brugernes ønske? Resultatet af
refleksion, erfaringsudveksling og idégenerering over disse spørgsmål
indgår ligeledes som en integreret del i bogen.
De to temadage har givet megen inspiration til bogens centrale temaer og
har bragt forfatterne et langt skridt på vejen. Vi vil derfor her bringe en
varm tak til deltagerne. I processen ligger der derudover læsning af litteratur
på området, som har inspireret til og belyst de valgte temaer i
bogen.
Bogens opbygning
Bogen fører læserne igennem temaet udviklingshæmmede som forældre –
fra spørgsmålet om ønsket om at blive forældre melder sig og til det at
blive og være forældre. Som baggrund for de centrale faser i forløbet
præsenteres læseren for nogle gennemgående temaer i hjælpen:
Menneskesyn og valg af perspektiv i hjælpen. Etiske overvejelser. Støtte
til at træffe egne valg. Dialogen med udviklingshæmmede.
Bogen indeholder derudover en række cases, som beskriver forskellige
konkrete situationer. Situationer, hvor medarbejdere har en opgave eller
spiller en rolle i forhold til forløbet. Ud fra disse cases stilles spørgsmål,
som kan bruges som udgangspunkt for refleksion og diskussion.
Spørgsmålene er ment som en hjælp til de overvejelser, der erfaringsmæssigt
er nødvendige for at kende og erkende egne motiver og baggrunde
for handlinger. En bevidsthed om de værdier og normer, der i de konkrete
situationer er de bærende for valget af handlinger. Hvad er det for
værdier vi repræsenterer? Hvad er det vi gerne vil opnå?
12

Undervejs i bogen vil læseren blive præsenteret for forskellige metoder.
Beskrivelserne vil være korte, og de er på ingen måde dækkende for de
mange facetter og den faglighed, der ligger bag. Præsentationen er ment
som en appetitvækker og som inspiration.
Det er forfatternes håb, at læserne vil tage bolden op og udfordre sig selv
og kollegaer med bogens refleksioner og eftertanker.
13

2. Menneskesyn
– fra klient til medborger
Det sociale arbejde er konstant under forandring. Udviklingen ses både i
national og international forskning og i det konkrete arbejde i den praktiske
hverdag. Der kan spores et perspektivskift – et skift i tankesæt og
menneskesyn. Bevægelsen går fra problemfokusering til ressource-/
kompetenceorientering i arbejdet. Dette gælder både i arbejdet med børn
og forældre og i arbejdet med mennesker med handicap.
Perspektivskiftet handler om et brud med den tankegang, at den professionelle
er eksperten, mens handicappede er objekter for eksperternes
observation og handlinger. Perspektivskiftet bliver ofte betegnet som et
skift fra et klientsyn til et medborgersyn, eller et skift fra et behandlerog
institutionsperspektiv til et medborgerperspektiv.
Med serviceloven er medborgerperspektivet blevet det menneskesyn, der
skal være bærende i hjælpen og støtten til den enkelte. Serviceloven
præciserer, at mennesker, der har brug for andres hjælp og støtte til at
leve deres liv, har de samme borgerrettigheder, som alle andre.
Grundloven og menneskerettighedskonventionerne gælder også for dem.
Den kultur og de normer, der tidligere har været gældende for det sociale
arbejde, skifter dermed karakter. Dette er en længerevarende proces, som
indebærer, at der skal læres nye måder at forholde sig på samt udvikles
nye metoder. Mennesker med behov for hjælp og støtte skal ses med
andre øjne. Men mest af alt indebærer det, at gammelkendte handlinger
eller handlemønstre, som ikke længere slår til, skal “aflæres”. Lad os se
på hovedtrækkene i dette perspektivskift, så vi ved, hvor det er vi kommer
fra, og hvor det er, vi er på vej hen.
15

Klientperspektivet
Det perspektiv, der gøres op med, har forskellige betegnelser. Vi har valgt
at betegne det klientperspektivet, men grundtrækkene benævnes også
behandlertankegang og institutionstankegang.
De professionelle er her eksperterne. Der handles med udgangspunkt i
diagnoser, afvigelser og problemer. Udfra klientperspektivet opfattes det
enkelte menneske – ofte via diagnoser – som en del af en gruppe, der har
fælles træk og samme behov. Opmærksomheden bliver derfor rettet mod
fællestrækkene, og der er tale om en gruppeopfattelse som f.eks., “at
udviklingshæmmede ikke kan være forældre” eller “at udviklingshæmmede
ikke kan tilsidesætte egne behov”. Fokus rettes mod det, der ikke
fungerer. Dette kan resultere i en form for umyndiggørelse, hvor eksperterne,
i stedet for at støtte den enkelte eller familien i selv at klare en
opgave, overtager opgaven – også den del af opgaven, som de pågældende
selv kan magte.
Medborgerperspektivet
Medborgerperspektivet bygger på et menneskesyn, der vægter betydningen
af det enkelte menneskes ressourcer, udvikling af kompetencer og
menneskets ret til selv at bestemme over deres egen tilværelse. Fokus er
her det enkelte menneske, og hvad dette menneske har brug for af hjælp
og støtte. De grundlæggende værdier i et medborgerperspektiv kommer
til udtryk ved, at hjælpen skal gives ud fra det enkelte menneskes behov
og ønsker og på en måde, som det enkelte menneske kan bruge.
Ydelserne skal være individuelle og fleksible.
Nok skal man som professionel bruge sin faglige viden om diagnoser
m.m., men der er i lige så høj grad brug for den faglige viden om almene
menneskelige forhold og for faglig kunnen. En viden og kunnen om
f.eks. kommunikation og aktiv lytning, som anvendes for at finde frem til
det enkelte menneskes livssituation og livsvilkår. Med en omskrivning af
16

Søren Kirkegårds ord, skal mennesket findes, der hvor han eller hun er,
og det er der, hjælpen skal stilles til rådighed. Her er det væsentligt at
huske, at mennesket er mere og andet end det, der kendetegner den
enkelte ved dets handicap. Det betyder med andre ord, at medarbejdernes
faglige bestræbelser skal tage udgangspunkt i, at det enkelte menneske
kan udvikle kompetencer og “myndiggøres” i relation til eget liv.
Nedenstående figur viser en skematisk og forenklet opstilling af de to
menneskesyn. Klientperspektivet, der har været toneangivende i det sociale
arbejde igennem mange år og medborgerperspektivet, som har været
længere tid undervejs, og som mange steder er blevet det toneangivende i
arbejdet.
HOLDNING TIL
DEN ENKELTE
FOKUS
KLIENTPERSPEKTIV
Del af gruppe med
fælles behov
Mangler, diagnoser, afvigelser
MEDBORGERPERSPEKTIV
Individ med forskellige
behov
Muligheder og ressourcer
FORVENTINGER
Passiv modtagelse
Aktiv deltagelse
TILBUD
Kollektiv standardydelser
Indivudelle fleksible ydelser
RESULTAT
Umyndiggørelse
Myndiggørelse
Figur 1. Skematisk opstilling af de grundlæggende træk og tendenser i de to perspektiver
– de to menneskesyn.
Holdninger til udviklingshæmmede som forældre
En kortlægning af kommunernes indsats i relation til udviklingshæmmede
som forældre har vist, at der i kommunerne og blandt de medarbejdere,
som skal rådgive og vejlede udviklingshæmmede om forældreskab, er
meget forskellige grundholdninger til udviklingshæmmede som forældre
(Skov og Henningsen 2001). Kortlægningen viste, at den kommunale
indsats i en vis udstrækning er præget af disse holdninger, hvilket gen-
17

spejles i dialogen med borgeren, vægtningen af tilbud samt tilrettelæggelsen
af støtte til familien.
Udviklingshæmmede kan også
Holdningen i nogle kommuner er, at udviklingshæmmede i lighed med
andre borgere er forskellige, hvorfor den kommunale indsats må ske ud
fra en individuel vurdering. Udgangspunktet er, at nogle udviklingshæmmede
har forældrepotentiale, der kan udvikles til forældrekompetence,
mens andre udviklingshæmmede ikke besidder disse egenskaber og derfor
ikke vil kunne varetage et barns tarv. Forventningerne er, at udviklingshæmmede
gennem dialog kan støttes til at træffe beslutninger om
deres liv, f.eks. valg/fravalg af et barn. Synet på udviklingshæmmede er,
at de er individer med forskellige behov og evner. Deres valg skal respekteres
og opgaven er at bidrage til et så godt beslutningsgrundlag som
muligt.
Udviklingshæmmede kan ikke
I andre kommuner betragter man udviklingshæmmede som en gruppe af
borgere, der generelt ikke er i stand til at udvikle forældreevne og til at
varetage et barns tarv. I disse kommuner kommer denne holdning til
udtryk ved, at der som udgangspunkt arbejdes for sterilisation, abort eller
fjernelse af barnet. Synspunktet i flere kommuner er, at udviklingshæmmede
ikke kan tage hånd om et barn, fordi udviklingshæmmede ikke kan
tage hånd om sig selv. Dette synspunkt er i øvrigt i tråd med danskernes
generelle holdning til udviklingshæmmede som forældre, jf.
Socialforskningsinstituttets undersøgelse (2000:83) om holdninger til
handicappede.
Følgende citater fra to medarbejdere illustrerer disse to forskellige
holdninger:
”Ligesom alle andre forældre har også udviklingshæmmede
vidt forskellige evner som forældre, alt afhængig af deres egen
familiemæssige baggrund, deres viden om og evne til at tage
sig af børn, og deres personlige erfaringer.”
18

”Vi [i gruppen] vil gerne gøre vores holdning klar. Vi skal undgå,
at de får børn. Noget helt andet er, hvis de så alligevel får
børn, så skal de selvfølgelig have den støtte, de har brug for.”
De fremtrædende holdninger på din arbejdsplads?
En grundlæggende forudsætning for at kunne rådgive om et eventuelt
forældreskab er, at den enkelte medarbejder gør sig sin egen holdning til
udviklingshæmmede klar. På arbejdspladsen skal der være en parathed til
at diskutere disse holdninger, baggrunden herfor, bevæggrundene for
handlinger samt faglighed og etik i arbejdet. Men først og fremmest skal
den enkelte medarbejder have klarhed på sig selv for overhovedet at kunne
gå ind i en dialog med den udviklingshæmmede om forældreskab eller
om alternativet til forældreskab, hvis de ikke får de børn, som de måske
gerne vil have.
På arbejdspladserne kan der herske forskellige og modsatrettede holdninger
til udviklingshæmmede som forældre. En sådan forskel i holdninger
kan betyde, at den enkelte medarbejder viger tilbage for at give udtryk
for sit syn på udviklingshæmmedes evne til at varetage en forældrerolle,
og således være en barriere for at emnet bliver taget op til diskussion.
Kender du dine kollegaers holdninger og det etiske grundlag, de arbejder
ud fra?
Uanset hvilket menneskesyn eller hvilket perspektiv, der i en given epoke
er det toneangivende i det sociale arbejde, vil der altid være brug for en
etiske forholden sig hertil. Hvad er det for vægtninger, der foretages i det
sociale arbejde, hvad opnås og hvad er dilemmaerne? Når menneskesyn
og holdninger trækkes frem, er det for at lægge op til refleksion og
diskussion.
19

Refleksion
Tag udgangspunkt i din egen arbejdsplads og arbejdsfunktion og overvej,
hvilket menneskesyn du selv har i forhold til udviklingshæmmede
som forældre?
Se på dine valg af metoder og måder at arbejde på. Hvor vil du rubricere
dit arbejde ud fra din holdning, dit fokus, dine forventninger, de tilbud du
kan give og det resultat, du ønsker at opnå?
Er der overensstemmelse mellem dine holdninger og dine handlinger,
eller oplever du, at du står med forskellige dilemmaer? Mener du, at du
grundlæggende har et medborgerperspektiv, mens de metoder, som du
bruger, tager udgangspunkt i et klientperspektiv?
Kender du dine kollegaers holdninger og etiske grundlag ?
Er der barrierer på din arbejdsplads for en diskussion om holdninger?
Hvilke?
Diskussion
Tag udgangspunkt i konkrete tilbud og metoder i jeres arbejde med
udviklingshæmmede som forældre. Diskuter hvilket perspektiv, der er på
jeres tilbud og metoder? Er den generelle holdning, at udviklingshæmmede
kan også, eller er den, at udviklingshæmmede kan ikke? Diskuter
hvilke begrundelser der er for netop den tilgang, I har. Hvilke erfaringer
og motiver ligger der eventuelt bag jeres holdning? Er der enighed om
holdningen, eller er den afhængig af, hvor i organisationen I arbejder? Er
en fælles holdning nødvendig?
20

Case.
Karen er lige flyttet til X-købing og er så heldig, at hun hurtigt har
fået ansættelse i kommunens handicapafdeling. En af hendes første
opgaver er at skulle rådgive en ung udviklingshæmmet kvinde, som
er gravid i 2. måned. På Karens tidligere arbejdspladser har hun
arbejdet meget med udviklingshæmmede og har kendskab til et par
udviklingshæmmede familier.
I kommunen har man før Karens ansættelse diskuteret holdninger til
det, at udviklingshæmmede får børn. Hendes nye kollegaer har gjort
sig mange overvejelser om bl.a. udviklingshæmmedes evne til at
være forældre, om at kunne magte forældreopgaven, og hvad manglende
forældreevne kan få af negative konsekvenser for både børn
og forældre. Deres erfaringer er, at det ofte fører til tragiske situationer,
hvor børnene må fjernes og forældrene oplever nederlag og
sorg. På baggrund af denne holdningsdiskussion har kollegaerne
foreslået politikerne, at det skulle være en politisk målsætning, at
udviklingshæmmede ikke skal have børn. Politikerne har tilsluttet
sig denne målsætning, som Karen nu skal arbejde ud fra.
Drøft ovennævnte case.
Hvilke dilemmaer står Karen i ?
Hvad vil I gøre, hvis I var Karen?
Hvordan vil I rådgive den unge kvinde?
21

3. Etiske overvejelser
Når du arbejder med mennesker, som har brug for hjælp eller råd og vejledning,
er det vigtigt at gennemtænke, hvordan hjælpen påvirker et
andet menneske. Det handler først og fremmest om faglig dygtighed, dvs.
at være i stand til at omsætte de observationer, du gør, til målrettet handling.
Men af og til kan du komme ud for, at der er ulemper ved de muligheder,
du har. Da de valg, som du må træffe i fællesskab med udviklingshæmmede,
kan få store følger for deres tilværelse, er det vigtigt, at du
reflekterer over, hvad der er rigtig – eller mindst forkert. Du vil ofte komme
ud for, at der er dilemmaer forbundet med de valgmuligheder, du har.
Når du som medarbejder står i en situation, som du har svært ved at
tackle, kan etiske overvejelser eller refleksion hjælpe dig.
Står du over for at skulle rådgive andre mennesker eller hjælpe dem med
at træffe et valg, kan du komme ud for, at nogle af de værdier, du sætter
højt, trues, eller at værdier kommer i konflikt med hinanden. Etiske
dilemmaer handler om, at værdier, som du sætter højt, kommer på koalitionskurs,
når du skal træffe vigtige beslutninger. Værdikonflikter kan
forekomme både ved valg af mål og ved valg af virkemidler. I sådanne
situationer kan det være en hjælp at vurdere handlemulighederne efter en
etisk refleksionsmodel, udarbejdet af Lingås (1997).
En etisk refleksionsmodel
1. Hvilke værdier er relevante i sagen?
2. Hvordan er værdierne i konflikt med hinanden?
3. Hvordan påvirkes du af de rammebetingelser, du arbejder under?
4. Hvilke faktorer i dig selv, påvirker dig til bestemte løsninger?
5. Hvilken løsning udtrykker din gode vilje?
6. Hvad er hensigten, og hvad vil du opnå med at arbejde hen
imod en bestemt løsning?
7. Hvilken konsekvenser vil din beslutning have på kort og
på langt sigt?
23

Case.
Lars og Gitte er et ungt udviklingshæmmet par midt i 20erne. De
arbejder begge på beskyttet værksted. Lars bor i egen lejlighed, og
Gitte bor stadig hos sine forældre, som altid har været en stor støtte
for Gitte. De har dog svært ved at give slip på hende og lade hende
leve et mere selvstændigt liv. Lars og Gitte har været kærester i et
år, og Gitte er nu gravid i 5 uge. Trods forældrenes massive forsøg
på at overtale Gitte til abort, insisterer hun på at gennemføre graviditeten.
Hun er opsat på at blive mor, flytte sammen med Lars og få
sin egen familie. Lars vil gerne flytte sammen med Gitte, men han
har ikke den store lyst til at blive far.
Gittes forældre henvender sig til dig og beder dig hjælpe med at
overtale Gitte til at få en abort. De oplyser, at Gitte under ingen
omstændigheder vil kunne tage vare på et barn. De er overbeviste
om, at barnet vil blive anbragt lige efter fødslen, og de vil være kede
af, at deres barnebarn skal være i pleje hos fremmede mennesker.
De synes ikke, at de selv har overskud til at passe og opdrage et barnebarn.
Du kender både Gitte og Lars, og du tror heller ikke på, at
Gitte vil kunne udvikle forældrekompetence. Lars derimod vil
muligvis kunne lære at tage vare på et barn, men han er til gengæld
ikke interesseret i at blive far. Lars giver dog udtryk for, at når det er
vigtigt for Gitte at få et barn, må hun træffe beslutningen.
I casen er der konfliktstof i forhold til vigtige værdier, både hvad angår
mål og virkemidler. Hvordan kan du forsøge at overtale Gitte til abort og
samtidig fastholde hendes ret til selvbestemmelse og ret til at leve et liv
ligesom andre mennesker? Hvordan kan du sikre barnet tarv og samtidig
være opmærksom på de problemer, der eventuelt vil dukke op, både i forbindelse
med vurdering af forældrekompetence og senere i forbindelse
med barnets opvækst.
For at give et eksempel på brug af den etiske refleksionsmodel, vil vi,
med udgangspunkt i ovenstående case med Lars og Gitte, forsøge at vurdere
vores handlemuligheder:
24

1. Hvilke værdier er relevante i sagen?
Et eksempel vil være værdien af, at det unge par har ret til at bestemme
over deres eget liv og til at være med til at løse deres egne problemer.
Andre kan være værdien af at blive ligeværdigt behandlet og blive
respekteret. Værdien af, at du medvirker til at skabe et godt liv for andre.
Værdien af, at børn får bedst mulige opvækstvilkår.
2. Hvordan er værdierne i konflikt med hinanden?
Hvis du prioriterer selvbestemmelsesretten, er du overbevist om, at parret
vil vælge at gennemføre graviditeten. Men du er samtidig overbevist om,
at parret vil opleve nederlag som forældre og at barnet højst sandsynligt
vil blive anbragt. En aktiv motivering til abort kan virke som tvang og
krænke selvbestemmelsesretten.
3. Hvordan påvirkes du af de rammebetingelser, du arbejde under?
Rammebetingelserne er f.eks. arbejdspladsens faglige ideologi, politiske
prioriteringer, økonomi og administrative forhold. Det er vigtigt, at du er
bevidst om, at disse faktorer påvirker dig, når du skal foretage handlingsvalg,
og at du kan gennemskue dem, når du skal vælge den bedste
løsning. Er du f.eks. påvirket af, at en anbringelse af et barn er en dyr foranstaltning
og kommunen har småt med penge?
4. Hvilke faktorer i dig selv påvirker dig til bestemte løsninger?
Når du arbejder med etiske problemer, er det vigtigt, at du kender dig
selv og er klar over, hvordan tilbøjeligheder hos dig selv kan påvirke dig
i arbejdet. Er du f.eks. tilbøjelig til at skære igennem og være kontant,
eller plejer du at lytte til andres råd?
5. Hvilken løsning udtrykker din gode vilje?
Hermed menes, at du nærmer dig problemet og problemets løsning ud
fra, hvad din samvittighed siger dig, er det rigtige. Du kommer frem til
løsningen ved at vise indlevelse og empati, og du møder den andens
behov ud fra et ærligt sind og en god vilje. Denne måde at tilnærme sig
en løsning på problemet er ikke det samme som at mene at vide, hvad der
er bedst for andre.
25

6. Hvad er hensigten og hvad vil du opnå med at arbejde hen i mod
en bestemt løsning?
Du må nu spørge dig selv, hvilken hensigt du har med den vejledning, du
giver det unge par. Er hensigten, at de skal have lov til at bestemme over
deres eget liv, eller er hensigten at arbejde på, at graviditeten afbrydes?
Rådgives der om prævention, fordi du er overbevist om, at Gitte ikke vil
kunne udvikle forældrekompetence? Er hensigten, at parret selv når frem
til at træffe beslutning om abort? Det er vigtigt, at du gør op med dig
selv, om de metoder du bruger for at nå dit mål, er etisk forsvarlige.
7. Hvilke konsekvenser vil din beslutning have på kort og på langt sigt?
Selv om du har erfaring fra lignende situationer, kan det ofte være vanskeligt
at forudse følgerne af den løsning, du vælger. Hvis selvbestemmelsesretten
for dig er et mål i sig selv, må du spørge, hvilke tiltag der
skal sættes i værk efter at barnet er født. Vil barnet blive anbragt?
Hvordan vil en anbringelse påvirke parret? Hvis løsningen bliver abort,
vil Gitte så forsøge sig med en ny graviditet, fordi det er væsentligt for
hende at få et barn? Hvordan forhindres en ny graviditet?
I en sag som i ovennævnte case er der oftest involveret flere fagpersoner
– medarbejdere fra voksen-handicapafdeling, børn- ungemedarbejdere,
sundhedsplejerske. Det er vigtigt at drøfte konsekvenserne af den valgte
løsning og de etiske dilemmaer, der er forbundet med sagen, med relevante
kollegaer for at forsøge at opnå en fælles holdning til og løsning på
opgaven.
26

Refleksion
Hvis løsningen bliver abort, hvilke værdier har du så vægtet?
• at beslutningen bliver abort – uanset, hvordan I er nået frem til denne
beslutning?
• at beslutningen bliver truffet ud fra Gittes egen erkendelse af, at hun
ikke magter forældrerollen?
Ville du have rådgivet anderledes, hvis du mente, at Gitte muligvis kunne
udvikle forældrekompetence i stedet for Lars?
Vil du ved valg af løsning lægge vægt på Gittes forældres ressourcer?
Hvor meget vil du inddrage forældrene i beslutningsprocessen?
27

4. Hjælp os med at beslutte
I forhold til det at blive eller være forældre står udviklingshæmmede over
for ekstra store beslutninger. De skal ikke kun tage stilling til, om de vil
være forældre, de skal også tage stilling til, om de i stedet ønsker at blive
steriliseret, få en abort eller til at skulle have deres barn anbragt. Det er
store og svære beslutninger i et liv, og de har brug for hjælp i beslutningsprocessen.
Men det er ikke ligegyldigt, hvordan de får hjælp. Der
ligger en stor opgave i at bidrage til at skabe et godt beslutningsgrundlag.
Når medarbejdere inden for socialområdet skal hjælpe udviklingshæmmede
til at træffe egne beslutninger, skal hjælpen tage udgangspunkt i
selvbestemmelsesretten og betydningen af at kunne træffe egne beslutninger
om eget liv. Begrebet selvbestemmelse vurderes ud fra forskellige
aspekter, nemlig:
• retslige aspekter (hvad må, kan og skal du)
• etiske aspekter (bl.a. betydningen for oplevelsen af sig selv, identitet,
selvværd og myndiggørelse )
• resultat og holdbarhed (hvad opnås på lang sigt)
Med hensyn til de retslige aspekter, så giver lovene flere steder udtryk for
et menneskesyn, der vægter betydningen af selvbestemmelse højt. Retten
til at bestemme over eget liv er bl.a. præciseret flere steder i serviceloven.
Det betyder, at du som hjælper er forpligtet til at inddrage og informere
de pågældende om beslutningen om en given foranstaltning, så de bliver i
stand til at forstå indholdet og rækkevidden af beslutningen – samt at
give deres samtykke til den.
Men rettigheder alene er ikke nok. Selv om lovene giver signaler og
påbud, er det nødvendigt at erkende, at der er andre drivkræfter, andre
aspekter, som påvirker valget af metoder, tilbud og handlinger. Her spiller
både betydningen af selvbestemmelsesretten og etiske overvejelser en
rolle. For udviklingshæmmede, som for alle andre, er det vigtigt at
beslutte selv. Det betyder meget for den enkeltes selvopfattelse, identitet
29

og selvværd. Når en beslutning er truffet ud fra det, man selv mener, er
det rigtige, er motivationen til at fastholde og gennemføre beslutningen
større. Mon ikke de fleste genkender det fra sig selv?
Holdbarheden og resultatet af en beslutning hænger altså nøje sammen
med, i hvor høj grad den enkelte har været involveret i hele beslutningsprocessen
og selv er nået til en erkendelse af, at det er den rigtige beslutning,
der er truffet. Som en medarbejder udtaler:
“Når udviklingshæmmede får ejerskabet af deres egne handlinger,
så går de positivt ind for det og forsøger at få det bedst
mulige ud af situationen.”
Hvordan hjælpe med at beslutte
Spørgsmålet er, hvordan du som medarbejder hjælper udviklingshæmmede
med at beslutte, og hvordan du giver dem oplevelsen af ejerskab over
deres egne handlinger og beslutninger. Når du skal bidrage til væsentlige
beslutninger, må udgangspunktet for hjælpen være et medborgerperspektiv.
I det konkrete arbejde kan principperne bag empowerment 1
være en indfaldsvinkel.
Empowerment bygger på principper om, at alle mennesker har ressourcer
og evne til at deltage i beslutninger og handlinger, som vedrører deres
egen tilværelse. Det kræver blot, at det enkelte menneskes potentialer kan
komme til udtryk, og du skal være opmærksom på, om der er nogle
mekanismer i din professionelle måde at forholde dig på, som kan devaluere
det enkelte menneske. Det er i den sammenhæng vigtigt at kunne
anerkende og acceptere, at der er andre måder at leve og håndtere forskellige
situationer på, end vores egne.
[… ] ”det er en forudsætning for, at et menneske kan tage ansvaret for sit
eget liv, at det selv har haft en chance for at formulere præmisserne for
dette. Inddragelse i en sådan proces må nødvendigvis, hvis der skal være
1
Der er ikke nogen entydig definition på empowerment. For den interesserede læser vil vi henvise til
Krogstrup: Det handicappede samfund 1999 og Fauerholm Forældrekompetence i udsatte familier.
Empowerment i praksis 1999.
30

tale om en fair chance, tage udgangspunkt i det enkelte menneskes kapacitet
med hensyn til at foretage valg og afklare sine selvdefinerede behov
og interesser. Såfremt dette ikke sker (enten fordi processen ikke er
pædagogisk tilpasset den handicappedes evner, eller måske fordi handicappedes
behov og interesser ud fra de bedste hensigter defineres af
andre), er konsekvenserne, at bestræbelserne på involvering og selvbestemmelse
undermineres og effekten bliver den stik modsatte af det, der
var hensigten” (Krogstrup 1999:130).
Principperne og processen i empowerment sigter mod at mobilisere menneskers
egne kræfter og styrkeområder. Formålet er, at den enkelte tilegner
sig kontrol over eget liv, personlig virkelyst, mestringsfærdigheder i
det daglige liv og øget selvværd.
Medborgerperspektivet og principperne i empowerment skal ikke misforstås,
så den enkelte overlades til alene at være ansvarlig. Der ligger ikke
en forventning om, at udviklingshæmmede skal komme frem til en
beslutning alene. Medarbejderne er ansvarlige for at bidrage til beslutningsgrundlaget
med synspunkter, menings- og holdningstilkendegivelser,
viden, præsentation af andre muligheder osv.
Der er forskellige elementer i et beslutningsgrundlag, som du skal være
opmærksom på. Elementerne har varierende betydning, både fra det ene
menneske til det andet og fra den ene type af beslutning til den anden.
Hvad der bliver vægtet som væsentligt, når en beslutning træffes, afhænger
af den enkelte og dennes livssituation. De væsentlige elementer i et
beslutningsgrundlag er:
• Erfaringer (hvad har jeg tidligere oplevet)
• Viden (hvad ved jeg / ved jeg ikke)
• Forventninger (hvad vil jeg få ud af det, hvad vil der ske, hvis jeg
beslutter dette eller hint)
• Følelser (hvad kan jeg lide / ikke lide)
• Andres forventninger (hvad forventer andre og især dem, der betyder
noget for mig eller som jeg er afhængig af, hvad vil jeg gerne leve op
til )
31

Når udviklingshæmmede skal have hjælp til at træffe væsentlige beslutninger
i deres liv, skal du være opmærksom på, hvilke af ovenstående
dele af et beslutningsgrundlag, de eventuelt mangler. Du skal også overveje,
hvordan du kan hjælpe dem til et bedre beslutningsgrundlag. Har
vedkommende f.eks. aldrig passet et barn eller haft med småbørn at gøre,
skal du overveje, hvordan du kan give dem erfaringer med dette.
Tag os alvorligt
Tilvejebringelsen af din andel af beslutningsgrundlaget og tilrettelæggelsen
af et beslutningsforløb er væsentligt for udviklingshæmmedes oplevelse
af egen rolle og betydning. Den måde, hvorpå bidrag til vigtige
beslutninger i livet præsenteres, har stor betydning for oplevelsen af at
blive taget alvorligt.
Når vi her fokuserer på vigtigheden af at tage andre mennesker alvorligt,
er det med baggrund i udviklingshæmmedes oplevelser og i konkrete
eksempler fra det sociale arbejde. Rammerne for de gode oplevelser og
erfaringer med beslutningsprocesser skal indeholde følgende aspekter:
• Ligeværd
• Konkret information – også om negative elementer
• Den fornødne tid
• Inddragelse af andres viden i forhold til den aktuelle beslutning, f. eks.
seksualvejleder eller andre udviklingshæmmede med erfaringer i det
konkrete tema
• Adgang til objektive, uafhængige råd og informationer
• Opmærksomhed på egne værdier og motiver
• Støtten til rådighed, når der er brug for den
• Ærlighed i budskaberne
ULF 2 påpeger, at når udviklingshæmmedes skal træffe alvorlige beslutninger,
f.eks. om forældreskab, er de vilkår, de får, ofte meget ringe.
Svære beslutninger kan blive præsenteret for dem ”over opvasken, mens
2
Udviklingshæmmedes Landsforbund
32

vi nu alligevel snakker sammen om noget andet.” Andre gange forventes
udviklingshæmmede at kunne tage stilling til forslag, som medfører store
indgreb i deres tilværelse, inden for kort tid.
Refleksion
Tænk dig til en situation, hvor du skal hjælpe en udviklingshæmmet
kvinde med at tage stilling til, om hun vil steriliseres eller ej.
Hvilke overvejelser vil du gøre dig i forhold til den rådgivning og vejledning,
som hun har brug for?
Vil du inddrage andre i rådgivningen? Hvem?
Hvor og hvornår skal rådgivningen foregå?
Diskussion
Drøft nedenstående citater fra to udviklingshæmmede mødre. Er det udelukkende
udviklingshæmmedes oplevelse, at de ikke tages alvorligt, eller
er der af og til en tilbøjelighed til at nedvurdere betydningen af de vilkår,
udviklingshæmmede får, når de skal træffe svære beslutninger?
”Jeg var på cykel, så kom aflastningsfamilien kørende i bil. De
havde lige været til et møde på kommunen, og de var blevet
enige om, at min søn skulle bo ude hos dem et stykke tid. De
spurgte, om jeg ville være med til det […] Jeg står midt ude på
en landevej og skal tage beslutning.”
”De sagde til os, at vi skulle beslutte os inden næste dag, om
vores barn skulle i den familiepleje. Vi skulle bare tage hjem og
hygge os og så komme til det der møde dagen efter. Vi tog
hjem, men hvordan kunne de tro, at vi kunne hygge os. Vi lå på
sengen og græd.”
33

Case
Da Jytte og Bo fik sønnen Mads, kom de fra fødeafdelingen til en
døgninstitution. Jytte beretter, at de havde fået at vide, at det skulle
de, for ellers ville Mads blive fjernet fra dem. Jytte var ked af at
skulle være et fremmed sted med de mange mennesker, hun ikke
kendte, men hun blev ret hurtig glad for at være der. Det var sværere
for Bo. Han var meget væk fra døgninstitutionen. Han skulle meget
tidlig op for at passe sit job på grund af den lange transport. Når Bo
kom tilbage på døgninstitutionen, var han træt og syntes, det var
svært at skulle leve op til alt det, medarbejderne forventede. Jytte
oplevede, at hun fik megen ros, når hun puslede Mads, og at hun var
god til at snakke med ham og give ham kærlighed. Både Jytte og Bo
var begyndt at glæde sig til, at de skulle hjem alle tre. De blev begge
meget overraskede, da de en dag fik at vide, at de skulle til møde
næste mandag, hvor de skulle tale om familiepleje til Mads. Om
søndagen skulle Mads døbes. Det blev ikke den festdag, de havde
glædet sig til. De var begge slået ud pga. mødet den følgende dag –
især Jytte, hun kunne slet ikke forstå det. På mødet fik Jytte og Bo
at vide, at de ikke kunne magte Mads. Enten skulle Mads i familiepleje,
eller også skulle han blive på døgninstitutionen. Jytte og Bo
syntes, at det var synd for Mads, hvis han skulle blive på døgninstitutionen,
så de sagde ja til familieplejen for, som Jytte beretter: “De
sagde at Mads kom hjem på ferie og på besøg, det passer bare ikke.
Vi må kun se ham to timer hver anden uge”.
Drøft ovennævnte case:
Hvilken hjælp har Jytte og Bo fået for at kunne tage stilling til en frivillig
anbringelse af deres barn?
Hvad er gået galt i beslutningsprocessen?
Hvilke aspekter, mener I, har manglet?
Hvilke elementer i beslutningsgrundlaget mangler Jytte og Bo?
34

5. Sig det, så vi kan forstå det
Når kommunikationen fungerer, tænker og taler vi sjældent om den. Det
er, når det går galt, at man bliver opmærksom på kommunikationens
mekanismer. Da vi på en temadag med udviklingshæmmede hørte om
deres oplevelser og erfaringer i forbindelse med at være forældre eller
deres fravalg af at blive forældre, blev det meget tydeligt, at samtalen /
dialogen har en helt central rolle for, hvordan den hjælp og støtte de professionelle
giver, bliver opfattet. I udviklingshæmmedes fortællingerne
om ”den gode hjælp,” indgik de samme budskaber igen og igen. Det, der
blev lagt vægt på var, at repræsentanterne fra hjælpesystemet:
• sagde det, så de kunne forstå det
• var ærlige
• respekterede dem
• ikke bebrejdede dem
• lyttede
• gav sig god tid
• talte ordentligt til dem
Et ord, der hele tiden gik igen i fortællingerne, var ordet “ordentlig.” I
den gode samtale, den gode oplevelse, talte hjælperen ordentligt og var
ordentlig. Spørgsmålet om, hvad hjælperen konkret havde gjort eller sagt,
blev besvaret med beretninger, der indeholdt ovenstående adfærd fra
hjælperens side. Brugerne oplevede, at de blev behandlet ordentligt.
I fortællingerne om den hjælp, der blev oplevet som dårlig, var kommunikationen
med repræsentanter fra hjælpesystemet derimod kendetegnet
ved de modsatte budskaber. Her var de udviklingshæmmedes oplevelse,
at de ikke var blevet behandlet ordentligt.
Repræsentanterne fra hjælpesystemet:
• brugte ord og vendinger, de ikke forstod
• omskrev sandheden, var uærlige
• påpegede, når noget blev gjort forkert, men uden at vise, hvad der var
rigtigt
• var utålmodige
37

• traf beslutninger uden at inddrage dem
• behandlede dem ikke som voksne mennesker
At relationen mellem hjælper og bruger har stor betydning for samarbejde
og kommunikation, påpeges i Lars Uggerhøjs undersøgelse om samarbejde
og kommunikation mellem truede familier og socialforvaltningen.
Af undersøgelsen fremgår, at relationen mellem rådgiver og familie er
central i forhold til familiens oplevelse af tillid til systemet og for, hvordan
samarbejdet fungerer. I undersøgelsen lægger familierne vægt på
rådgivernes evne til at udvise menneskelighed, ærlighed og engagement.
”Rådgiveren er for familien den absolut mest centrale person,
som har den afgørende indflydelse på familiens kontakt, tillid,
mulighed for at modtage støtte og mulighed for at blive selvhjulpne.
Det er i virkeligheden rådgiveren som person, og
ikke systemet familierne oplever sig afhængige af” (Uggerhøj
1996).
Følgende citater fra udviklingshæmmede viser betydningen af dialogen
med hjælperen:
”Vi har heldigvis Sonja oppe på kontoret […] hun har altid tid
til at lytte […] hun kunne godt se, der skulle ske noget.”
”Det er ikke det samme at skulle tale med Helle, min støttepædagog
– jeg vil bare gøre hende ked af det, hvis jeg bliver
vred eller ked af det – det var noget helt andet at tale med psykologen,
ham kunne jeg vise, hvor vred og ked af det, jeg var.”
Samtaleformer
Kommunikation med udviklingshæmmede om så vanskelige spørgsmål,
som f.eks. at vælge eller ikke vælge at få børn, kræver ikke blot, at du
kan strukturere en samtale og forstå og formidle verbale og nonverbale
budskaber. Du skal også være i stand til at skabe en god atmosfære, og
38

kunne forholde dig åbent til de vanskelige spørgsmål. Du skal være i
stand til at understøtte den andens ressourcer og muligheder, kunne formidle
alternative muligheder og samarbejde om at finde frem til gode
løsninger.
På en temadag afholdt af Kommunernes Landsforening i 1998 over temaet
“Vores sårbare børn” havde de forældre, der deltog, bl.a. følgende
ønsker til hjælpesystemet og dets repræsentanter:
• at dialogen skulle være respektfuld
• at dialogen skulle være individuelt tilpasset
• at der skulle være ærlighed imellem systemet og familierne
Kommunikation er en proces, der involverer både afsender og modtager.
Afsender- og modtagerrollen skifter i processen, og som aktør kan du
bidrage til at gøre kommunikationen god, uanset om du tager udgangspunkt
i rollen som afsender eller modtager. Som afsender handler det om
en bevidsthed om følgende hv- spørgsmål:
• Hvem kommunikerer jeg med ?
• Hvad er mine motiver, mit formål ?
• Hvordan taler jeg ?
• Hvorfor taler jeg, som jeg gør ?
• Hvad er mit budskab ?
• Hvornår er det rigtige tidspunkt ?
• Hvilke ord, hvilken metode skal jeg vælge (f.eks. brug af konkreter,
billeder m.m.)
• Hvor skal samtalen foregå? Hvilket sted er det rigtige ?
Bevidst og ubevidst sender og modtager vi på flere kanaler samtidig. Vi
udveksler fakta, eller det vi tror er fakta; vi forårsager følelsesmæssige
reaktioner og reagere selv følelsesmæssigt; vi udtrykker os på baggrund
af forskellige værdier og opfattelser; vi udtrykker og forholder os til forskellige
holdninger, meninger, synspunkter og attituder, der er helt subjektive.
Som afsender skal du tjekke modtagerens reaktion. Er det kropssprog
eller ordvalg, der går tydeligst igennem? Er I på bølgelængde?
39

Bliver du forstået? Som modtager skal du være opmærksom, aflæse
kropssprog, lytte aktivt til budskaber, spørge, reflektere og opsummere
og tjekke din forståelse af afsender.
Det, der bliver sagt, er ikke nødvendigvis det samme, som det, der bliver
hørt. Det kan meget vel være, at der har været nogle forhold til stede,
som har gjort, at budskaber er blevet overhørt eller blevet opfattet vidt
forskelligt af forskellige af personer. Som professionel står du med
ansvaret for, at kommunikationen bliver så god som mulig.
Aktiv lytning er ofte en forudsætning for, at du dels får ordentlig fat i,
hvad den anden har behov for af hjælp, og dels,at den anden føler sig sikker
på, at du er interesseret og villig til at lytte til det, der bliver sagt.
Aktiv lytning kræver både verbale og nonverbale færdigheder, og kan
opdeles i følgende delelementer:
• Nonverbal adfærd, som viser, at du er rettet mod og opmærksom på
den, du taler med.
• Små verbale opmuntringer, som viser, at du er til stede og følger med i,
hvad der bliver sagt.
• Stiller uddybende spørgsmål til det, den anden taler om.
• Omformulerer det, der bliver sagt, for at nuancere og checke, at du har
hørt rigtigt.
• Spejle den andens følelser og dermed formidle, at du også forstår den
andens emotionelle verden.
• Sammenfatte følelser og indhold af større dele af samtalen for at tydeliggøre
det, du taler om.
Betingelser for en vellykket dialog
Det er relationen mellem hjælperen og brugeren, der skaber mulighed for
udvikling hos brugeren. Vores adfærd i samtalen / dialogen påvirker den,
vi kommunikerer med. Carl Roger (Roger:1980) har beskrevet betingelserne
for en vellykket kommunikation som:
40

• at opnå kontakt
• at der må være et behov
• at vejlederen må være “sig selv”, åben og hel, dvs. være tilstede med
sin opmærksomhed
• at vejlederen ubetinget må acceptere den vejledte, for at han /hun kan
have tillid – ellers må man hellere overlade vejledningen til en anden
• at vejlederen må kunne indleve sig i den vejledtes situation og kunne
formidle dette til den vejledte – være empatisk
• at denne empati og ubetingede positive holdning til en vis grad må
kunne opleves af den vejledte, hvilket kræver, at de øvrige punkter
opfyldes.
Valg af samtaleform er med til at styrke det enkelte menneskes identitet
eller til at fratage dem identitet. Samtaleformen kan hjælpe dem til at
træffe egne valg ved at styrke deres ressourcer, eller den kan gøre dem
mere uselvstændige og afhængige:
”Hun ville lokke mig til at blive steriliseret. Hun sagde, at når
man har børn, kommer man aldrig mere i biografen eller ud at
spise, man kan slet ikke noget, når man har børn. Det passer jo
ikke. Hun har da selv børn, og jeg har da set hende i byen. Så
jeg ville ikke steriliseres, hun skulle ikke bestemme.”
”En dag talte jeg med Naja [pædagog] oppe på værkstedet. Vi
snakkede om det at have børn, og hun spurgte mig, hvad jeg
gerne ville. Men det vidste jeg jo ikke helt. Så fortalte hun mig,
hvordan hun synes, det er at være forældre, at der er mange
glæder, men at det også er besværligt. Naja syntes, at jeg skulle
snakke med Hanne [udviklingshæmmet mor], for hun kunne
fortælle mig lidt mere om, hvordan det er med sådant et lille
barn. Efter det ville jeg ikke have børn.”
I dialogen spiller den enkelte deltagers forskellige opmærksomhedslag en
rolle. Føler den enkelte sig afmægtig, anspændt eller utryg, eller er vedkommende
tryg og rolig i situationen? Dette præger det, der høres. Egne
41

tanker, forventninger og fortolkninger spiller også ind. Kan den enkelte
forestille sig det, der bliver fortalt og bruge det i sammenhæng med sin
egen forståelse af situationen?
I kommunikationen med udviklingshæmmede, stilles der specielle krav
til evnen til at tilpasse budskabet til målgruppen. Du kan understøtte eller
forhindre, at de budskaber, du afsender, bliver modtaget. For at sikre, at I
er på samme bølgelængde, skal du matche modtageren i forhold til, om
vedkommende er primært auditiv eller visuel opfattende og tage hensyn
til ordvalg. De forklaringer, du giver, skal være konkrete og enkle, og
ordene bør ofte understøttes af andre kommunikationsformer, f.eks. film
eller billeder. Ofte slår den traditionelle samtale ikke til. ULF har i forhold
til temaer som alkohol, kærester etc. gode erfaringer med vejledning
givet i grupper eller på kurser, hvor deltagene også kan udveksle erfaringer
i forhold til temaet. De traditionelle samtaler bliver tit meget abstrakte,
mens erfaringsudveksling, bånd, film, og billeder er konkrete og giver
den enkelte en større forståelse og selverkendelse. Disse kommunikationsformer
kan også være velegnede i forbindelse med temaet forældreskab.
Vi vil her gengive nogle gode råd – en top 10 – til en bedre kommunikation.
Rådene er udarbejdet på baggrund i en engelsk undersøgelse, som
afdækkede store forståelsesproblemer i kommunikationen mellem professionelle
og udviklingshæmmede. (VIPU Viden:2001). Gør sproget
mere enkelt
• Anvend kortere sætninger
• Brug mere gestikulation
• Sørg for at have fuld opmærksomhed
• Giv den udviklingshæmmede tid til at respondere
• Sæt tempoet ned, når du kommunikerer
• Tag højde for den udviklingshæmmedes eventuelle synsog
hørehandicap
• Anvend mere nonverbal feedback
• Sørg for din gestikulation og mimik er meningsfuld
• Nedsæt om muligt baggrundsstøj
42

Refleksion
Vi ved, at den samtaleform som udviklingshæmmede ønsker, at vi skal
benytte os af, skal bygge på:
• ligeværdighed
• være ordentlig
• anerkendelse af den anden som menneske
• reel information
• konkret information, også om negative elementer.
Hvilke af ovennævnte elementer har manglet i de samtaler, kvinden i det
følgende har haft, vurderet ud fra citatet?
“De skal ikke sidde og lyve, vi får ikke den rigtige besked …
Da mit barn blev fjernet, fik jeg også først kun hørt mellem
linierne, at det var det, det handlede om. Det ville være rart at
få ordentlig besked og få at vide, hvad der er vores ret som
menneske, når tingene sker.”
Refleksion
I kortlægningen af kommunernes indsats ( Skov og Henningsen: 2001:
23) fremgår det, at nogle kommuner anvender en støttende form for samtale,
hvor målet er, at den pågældende får en forståelse af, hvad konsekvenserne
af et givent valg er, f.eks. et ønske om at få et barn. I disse
samtaler forsøger hjælperen gennem anerkendende spørgsmål at afdække
baggrunden for valget, dvs. om valget er udtryk for et reelt ønske eller
udtryk for et behov, som kan dækkes på andre måder.
Andre kommuner anvender den restriktive samtale, hvor hjælperen meget
direkte fraråder den pågældende at få barn. Hjælperen fremhæver i samtalen
udelukkende alle de negative konsekvenser et sådant valg vil få.
Den restriktive og mere direkte form for samtale opleves faglig set ikke
som optimal, men den anvendes i mangel af andre metoder.
43

Drøft:
• Hvilke samtaleformer benytter I?
• Hvilke erfaringer har I med den valgte form?
• Hvilke værdier kommer til udtryk i jeres valg?
• Gennemgå spørgsmålene i den etiske reflektionsmodel.
44

6. Fra forældreevne
til forældrekompetence
Det primære ansvar for børn ligger hos forældrene. Er forældre ikke i
stand til selv at tage vare på deres børn, har du som medarbejder inden
for socialområdet pligt til at hjælpe dem. Nogle forældre/ vordende
forældre beder selv om hjælp, andre har du allerede et vist kendskab til,
fordi de i forvejen er i kontakt med det sociale system. Det er dog ikke
muligt på forhånd at vide, i hvilken udstrækning forældrene har brug for
hjælp, eller på hvilken måde de ikke magter at tage vare på deres børn.
Selv om du har et vist kendskab til forældrene, er du nødt til at vurdere,
hvad det er for en hjælp, de har brug for. Dette gælder alle forældre / vordende
forældre. Det er derfor nødvendigt at starte med en vurdering af,
hvad det er for dele af forældreopgaven, de ikke magter selv?
Der er stor forskel på den måde, forældrene bliver vurderet på. Vi har her
valgt at stille vurderingen op som et skift fra én faglig kultur til en anden
– fra vurdering af forældreevne til vurdering af forældrekompetence.
Dette skift i det sociale arbejde og i måden at se på forældrene på, kan
kort beskrives som et skift fra fokus på mangler til fokus på muligheder /
ressourcer.
.
Når vi taler om forældreevner, opfatter vi det som medfødte muligheder,
noget man biologisk har med sig fra fødslen. Evner opfattes ofte som
relativt statiske. Enten har man evnerne, eller også har man dem ikke.
Forældreevne vurderes ud fra, om forældrene er i besiddelse af nogle på
forhånd givne egenskaber. Vægtningen er her, om de har eller ikke har
disse egenskaber. Metoderne, der bruges til at vurdere forældreevnerne,
er observation og beskrivelse af de egenskaber, de mangler, f.eks. manglende
evner til at opfylde barnets behov eller manglende evner til at stimulere
barnet.
47

Forældrekompetencer derimod er indsigt og kunnen ud fra potentialer,
der kommer til udtryk. Kompetencer er dynamiske. Kompetencer skabes,
produceres og reproduceres hele tiden i et samspil med andre mennesker.
Mulighed for at udvikle kompetencer er situationsbestemt og vil i den
konkrete situation være afhængig af en række forhold, som f.eks. forventninger
og metoder.
Forældrekompetencer vurderes ud fra om potentialet er tilstede, om det
kan komme til udtryk/udvikles, herunder om de rette betingelser er til
stede. I den konkrete indsats er det væsentligt at fokusere på, om forældrenes
muligheder for at blive gode forældre kan udvikles. Der skal tages
udgangspunkt i de konkrete forældre og deres potentialer. Samtidig skal
der tages højde for opvækstvilkår og betydningen af rollemodeller. Det er
ikke kun forældrene, der vurderes, det er i høj grad også metoders egnethed.
Giver metoderne f.eks. mulighed for at ”træne” konkrete situationer,
som at finde frem til, hvorfor barnet græder og derefter at kunne reagere
”rigtigt” i situationen? Er materialet tydeligt og konkret? Som medarbejder
må du samtidig sætte fokus på din egen rolle i samspillet. Giver du
FORÆLDREEVNE
Medfødt (opfattes generelt som).
Statisk.
Egenskaber man har/ikke har.
Delvis uafhængig af kultur, sociale
forhold og samfundet udviklingsniveau.
Fokus på personen.
Vurderes ud fra
1) hvilke egenskaber/evner, der mangler.
FORÆLDREKOMPETENCE
Tillært.
Dynamisk. Potentialer der udvikles i
samspil med omgivelserne
Socialt/kulturelt bestemt - udvikles ud fra
krav i aktuelle kultur, livsmønstre og
sociale/materielle forhold.
Fokus på samspillet mellem personen og
det omgivende samfund.
Vurderes ud fra
1) hvilke ressourcer/kompetence,
der er tilstede.
2) hvilke kompetencer der hindres i at
komme i brug.
3) hvilke pontentialer der kan udvikles
og hvordan.
Figur 2. Skematisk opstilling af de generelle tendenser ved opfattelsen af forældreevne
og forældrekompetence.
48

anvisningerne på en konkret og brugbar måde, eller er de abstrakte og
upræcise? Viser du, hvad der skal gøres, eller påpeger du det, der ikke
skal gøres?
Forskellen mellem forældreevne og forældrekompetence er søgt tydeliggjort
i figur 2. Figuren viser i forenklet form de generelle tendenser i
opfattelsen som kommer til udtryk, når der tales om forældreevne og
forældrekompetence 3 .
For udviklingshæmmede forældre eller potentielle forældre er det væsentligt,
at du er bevidst om dit fokus. Det er i flere undersøgelser 4 dokumenteret,
at forældrekompetencer er relativ uafhængig af intelligensniveauet.
Der peges derimod på andre forhold, der tilsyneladende har en
større indflydelse på, hvorledes forældreskabet varetages og forvaltes;
forhold som den sociale arv, en institutionel opvækst samt samspillet
med omgivelserne – vores forventninger.
Den sociale arv
En del udviklingshæmmede forældre har haft en socialt belastet baggrund.
Forældre, der ikke selv har fået omsorg som børn, kan have svært
ved at vide, hvad omsorg er, og hvordan omsorg skal gives til deres barn.
Rollemodeller, der har kunnet illustrere, hvad gode forældre er, har her
manglet. Erfaringerne er imidlertid, at mange udviklingshæmmede kan
udvikle disse kompetencer, når de møder professionelle, der med deres
handlinger fungerer som rollemodeller.
Den institutionelle opvækst
Mange udviklingshæmmede har igennem en årrække været afhængige af
det sociale system. I denne afhængighed har mange udviklet en klientiseret
livsform præget af afmagt og passivitet. De er vant til at andre har
overtaget ansvaret, og deres selvstændighed er ikke udviklet.
Udviklingshæmmede, der har boet på institution en stor del af deres liv,
har i deres opvækst også manglet rollemodeller for, hvordan man er som
forældre, og hvordan man lever i en familie.
3
Der tale om generelle tendenser, idet en del professionelle arbejder med forældreevnebegrebet ud
fra et indhold der svarer til det beskrevne under forældrekompetencer.
4
Bl.a. Evy Kollberg og Yvonne Folkeson: Who’s fit to be a parent og Ursula Pixa Kettner
Kan vi eller skal vi forhindre udviklingshæmmede i at blive forældre? I Familier med
udviklingshæmmede forældre. Socialministeriet 1996
49

Samspillet med omgivelserne – vores forventninger
Samspillet med omgivelserne har stor betydning for, at potentielle kompetencer
udvikles. Det er her, du som professionel hjælper, skal være
meget opmærksom på, hvordan dine handlinger virker i forhold til udvikling
af forældrenes kompetencer. Henning Rye (1993) påpeger, at et positivt
samspil er en central forudsætning for tilfredsstillende forældrekompetencer.
Han illustrerer dette med M. Jennes digt:
“Det du tror om meg,
slik du er mot meg,
hvordan du ser meg
hva du gjør mot meg
slik bliver jeg.”
Flere undersøgelser viser, at forventninger påvirker udviklingen af kompetencer
(Rosenthalleffekten). Skulle vi have glemt det, skal vi blot tænke
på os selv, og hvordan vore handlinger bliver påvirket af, om andre
tror eller ikke tror på os.
Kendetegnende for både den sociale arv og det institutionelle miljø er
manglen på rollemodeller. Det er gennem rollemodeller og gode sociale
netværk, at egenskaber som omsorg og nærvær udvikles og læres. I
arbejdet med skrøbelige familier (Bonderup 2001) sættes der fokus på
rollemodellens betydning. Erfaringerne fra dette arbejde er, at forældrekompetencer
kan udvikles. Omsorg læres bl.a. ved, at moderen selv får
omsorg, så hun oplever følelsen af, at nogen tager sig af hende. Hun
oplever tryghed og tillid, og relationen bliver brugbar. Hun får oplevelser,
der kan overføres til eget barn. Hendes omsorgshandlinger forstærkes
ved, at hjælperne påpeger omsorgen i hendes handlinger: ”Se han smiler,
når du ser på ham, det er rart for ham. Så ved han, du er der.” Rosen
gentages og moderen styrkes i omsorgshandlingerne.
Der er ikke noget entydigt billede af “gode forældre”. Mange kommuner
bruger Kari Killéns syv forældrefunktioner, når de vurderer forældreevne.
Disse forældrefunktioner er personbundne og relaterer sig til
50

svigt /mangler i forhold til barnet, og de tager ikke højde for, om betingelserne
for udvikling af kompetencer har været til stede eller kan etableres.
Når det gælder udviklingshæmmede forældre, kan betingelserne bl.a.
også være, at der i den almene rådgivning og vejledning ikke er taget højde
for deres specielle behov.
Nordmanden Pär Nygren (1999) har sammen med praktikere og forskere
udviklet et metodisk værktøj til brug for udredningsarbejdet. Metoden
bygger bl.a. på et helhedssyn, hvor målet er at sikre forældrenes indflydelse,
rettigheder og indsigt som standard for godt professionelt arbejde.
Når forældrene vurderes, sker det for at sikre barnets muligheder og rettigheder
i forhold til tre hovedområder: Barnets behov, udvikling og
opdragelse. Barnet sættes i centrum, men det betyder ikke, at du ikke
samtidig skal være opmærksom på forældrenes behov – tværtimod.
Pär Nygren ser på forældrekompetencer som de kompetencer, der skal til
for at give barnet omsorg. Han opdeler omsorgen for barnet i behovsomsorg,
udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg. Barnet har brug for, at de
voksne besidder kompetencer til at kunne give denne omsorg. Forældrene
har hovedansvaret for omsorgen inden for disse tre områder. Omsorgen
udøves af alle forældre med mere eller mindre held. Pär Nygren påpeger,
at andre i barnets omgivelser også kan tage del i dette ansvar.
Loven har defineret rammerne for, hvornår du som professionel skal ind i
billedet – hvornår forældrene sammen med familien ikke skal stå alene
med omsorgsopgaven. I det arbejde kan Pär Nygrens opdeling i vurdering
af forældrenes kompetencer med fordel anvendes. Har forældrene
kompetencer eller potentialer til:
• Behovsomsorg – at bidrage til, at barnets væsentligste behov bliver tilfredsstillet
på de tidspunkter, der er hensigtsmæssig for barnet, f.eks.
amning af spædbarnet, når det er sulten.
• Udviklingsomsorg – at bidrage til, at barnet udvikler sig socialt, psykosocialt,
kognitivt og motorisk på en hensigtsmæssig måde.
51

• Opdragelsesomsorg – at bidrage til, at barnet lærer at begå sig, tilfredsstille
egne behov og realisere et meningsfuldt liv på en socialt accepteret
måde. 5
Forældrenes kompetencer til at dække barnets behov for omsorg kan
være meget forskellige afhængig af, hvilken del af omsorgen, der er tale
om. På en døgninstitution udtaler en medarbejder: “Min erfaring er, at
udviklingshæmmede forældre er rigtig gode til at give praktisk omsorg.
De sørger godt for alt det praktiske med mad og tøj. Børnene kommer
ikke til at mangle noget der.”
Når medarbejdere vurderer forældrene må de være opmærksomme på, at
forældrekompetencer – omsorgskompetencer – udvikles som en integreret
del af de almene kompetencer, der gør os i stand til at forstå den verden,
vi lever og gebærder os i, i mange forskellige situationer. Pär
Nygren peger på flere udviklingsarenaer, som her bliver relateret til
udviklingshæmmede forældre:
1) Egne erfaringer som barn
Uanset hvor man er vokset op, vil denne erfaring være tilstede hos udviklingshæmmede,
som hos alle andre.
2) Almen uddannelse og påvirkning via medier
Udviklingshæmmedes erfaringer fra dette felt er, som for alle andre,
forskellige.
3) Egne erfaringer fra sociale relationer med venner, partnere m.m.
For udviklingshæmmede, såvel som andre, vil erfaringerne fra dette felt
variere meget, afhængig af opvæksten og de sociale relationer, man har
indgået i.
4) Erfarings og kundskabsoverførelse fra privatsfæren og det sociale netværk
Udviklingshæmmede får denne overførsel i lighed med alle andre afhængig
af familiens traditioner og kultur.
5
En meget forkortet og forenklet omskrivning af side 60-64 i Pär Nygrens Professionel omsorg for
børn og familier - fra teori til værktøj.
52

5) Samspil med egne børn og andres børn
Det daglige samspil med eget barn og andre børn videreudvikler de kompetencer,
man allerede har. Omsorgskompetencerne er større ved barn nr.
to, end da det første barn blev født. Denne udviklingsproces gælder også
for udviklingshæmmede
Forældrene kvalificeres til at hamle op med en lang række af forskellige
krav inden for forskellige livsområder. Et alment krav til behovsomsorgen
kan være at identificere barnets væsentligste behov, f.eks. om det
græder, fordi det har brug for mad, en tør ble eller kontakt. Hvis forældrene
ikke kan dette, kan de heller ikke tilfredsstille barnets behov.
Forældrene skal også kunne vurdere behovene i forskellige udviklingsfaser,
f.eks. hvornår barnet har behov for at lære at cykle, både for at kunne
være sammen med andre børn, men også for at kunne udvikle sig motorisk
og som selvstændigt individ.
De fem niveauer i udredningsarbejdet
For at sikre et helhedssyn i selve grundlaget for vurdering af forældrekompetencer
og udviklingspotentialer opererer Pär Nygren med fem
niveauer i udredningsarbejdet. Han påpeger, at det er væsentligt at indsamle
oplysninger om alle niveauer og at se på samspillet imellem de forskellige
niveauer.
5. Rammer for omsorgsudøvelse og kompetenceudvikling
4. Potentialer for at forandre omsorgsudøvelsen og udvikle kompetencer
3. Forældres livssituation og historie i forhold til omsorgskompetence
2. Forældrenes omsorgskompetence i forhold til barnets
krav og behov
1. Barnets behov, udvikling og opdragelse
53

Vi skal være opmærksomme på, om der er eventuelle hindringer i brugen
af omsorgskompetencer og om hindringerne kan fjernes (ændringspotentialer).
Desuden skal vi se på hvilke årsager, der kan være for eventuelle
huller eller mangler i omsorgskompetencen (udviklingspotentialer). Hvad
kan baggrunden være for, at disse kompetencer ikke er udviklet? Er det
f.eks. mangel på rollemodeller under opvæksten?
Som et eksempel på en konkret vurdering på niveau 3 (se figur 3), hvor
forældrenes livssituation og livshistorie vurderes, skal du være opmærksom
på, hvordan forældrenes daglige materielle ramme, samliv og sociale
netværk, fysiske og psykiske sundhed samt baggrund og omsorgshistorie
spiller ind. En hindring i forældrenes livssituation kan f.eks. være, at
den ene af forældrene, eller dem begge, er af den opfattelse, at egne
behov skal dækkes før barnets. En kombination af en hindring og en
mangel kan være, at faderen f.eks. er bundet af tidligere kønsrollemønstre
og samtidig uden grundlæggende erfaringer / kompetencer om faderrollen,
fordi han er opvokset i et institutionsmiljø.
Når du skal vurdere forældrekompetencer og mulighederne for at udvikle
dem, er det væsentligt at afklare, hvad der er hindringer, og hvad der er
mangler. Det vil ofte være vidt forskellige handlinger og strategier, du
skal arbejde med, når du taler om hindringer eller mangler.
Du skal ligeledes være opmærksom på din egen holdning og hvilket mål,
du har med vurderingen. Fokus og den faglige tilgang kan være forskellige
afhængig af, om du vurderer med henblik på at forberede en anbringelsessag,
eller om du vurderer for at klarlægge, hvilke kompetencer
forældre besidder og hvilke, der skal udvikles.
54

Case
En mor fik udvidet sundhedspleje efter fødslen. Moderen og sundhedsplejersken
udviklede et godt samarbejde. Sundhedsplejersken
kom flere gange om ugen, da familien havde et særligt behov for
støtte og praktisk hjælp. Da barnet var nogle måneder gammelt,
foreslog sundhedsplejersken, at han skulle begynde at ligge på et
tæppe på gulvet, da han var moden til at røre sig noget mere. Ved
næste besøg lå drengen på et tæppe på gulvet, og sundhedsplejersken
påpegede, at han så ud til at trives med det. Hun spurgte moderen,
hvad hun syntes. Moderen tøvede lidt og sagde: ”Jeg ved ikke
rigtig… Jeg synes nok ikke, det er så godt.” Da sundhedsplejersken
spurgte hvorfor, svarede moderen: ”Nej…. Jeg er bange for at træde
på ham, når jeg skal op om natten 6 .”
Udfra en ensidig vurdering af den intellektuelle formåen vil denne situation
blive taget til indtægt for moderens manglende evner til at tage vare
på sit barn, fordi hun ikke forstår, at barnet ikke skal ligge på gulvet hele
tiden.
Men historien illustrerer, hvordan man kan tænke på et konkret niveau og
endda have en psykisk styrke og følelsesmæssig modenhed. Moderen
vover at have en anden mening end ”autoriteten”. Hun viser omsorg for
barnet og bekymrer sig for, hvad der kan ske. Hun kan vurdere, at der er
en fare for barnet. Hvad var der sket, hvis sundhedsplejersken havde sagt,
at hun kunne prøve at lægge ham på gulvet en halv time om formiddagen
og en halv time om eftermiddagen ?
6
Denne fortælling er berettet af Evy Kolberg og Yvonne Folkeson i “Who is fit to be a parent?”
Indlæg på konference 1996
55

Refleksion
“Hun var utrolig god til at vise mig, hvordan jeg skulle gøre, og roste
mig, når jeg gjorde det rigtigt. Jeg var ikke i tvivl, når hun havde været
der. Jeg kunne også altid ringe til hende, hvis jeg havde brug for det.”
“Hun sagde, at sådan skulle jeg ikke gøre – men hvad skulle jeg så?– En
dag sagde hun, at jeg skulle sætte grænser – hvordan gør man det?”
Tænk over de to citater fra indledningen og overvej, hvordan de forskellige
metoder virker i forhold til udvikling af kompetencer?
Hvad er baggrunden for, at man ofte taler om at udvikle kompetencer til
at varetage omsorgen for et barn, når omsorgen skal udføres af professionelle,
medens der tales om forældreevner, når det er forældrene, der varetager
omsorgen for barnet?
Er der mere fokus på lærings- og udviklingsprocessen, når det gælder
professionelles varetagelse af omsorgen?
56

Diskussion
Følgende citater stammer fra tre medarbejdere. De viser medarbejdernes
forskellige måde at arbejde på, når de får kendskab til, at en udviklingshæmmet
kvinde er gravid :
“Sundhedsplejerske orienteres om graviditeten og kommer i hjemmet
allerede under graviditeten. Hun rådgiver om børns krav og behov, og
forbereder forældrene på, at familien skal have støtte, når barnet er født.
Familien forberedes på, at de skal på døgninstitution, når barnet er født,
og under opholdet vil det blive vurderet, om de kan passe barnet. Der
udarbejdes en handleplan, som sendes til barselsgangen, så sundhedspersonalet
kender det videre forløb i sagen efter barnets fødsel.”
“Sagen overgår til sundhedsplejerske, der verbalt forbereder den gravide
til forældrerollen, men med det håb, at samtalerne vil medføre, at den
udviklingshæmmede indser sin manglende forældreevne.”
“Når vi får kendskab til graviditeten og vedkommende vil beholde barnet,
så etablerer vi straks et fagligt team til at støtte den vordende moder.
Vi har dermed også et fagligt team, der kan observere og vurdere moderens
forældreevne. På den måde kan vi hurtigt gribe ind og eventuelt fjerne
barnet lige efter fødselen.”
Drøft ovennævnte udsagn og diskuter jeres egne mål og metoder.
Hvordan arbejder I med forældrekompetencer ?
Hvorledes tænker I Nygrens fem niveauer ind i jeres udredningsarbejde?
Hvordan sikrer I, at I får oplysninger om alle niveauer?
57

7. En plus en – måske tre
Hvad fører til et forældreskab – til at en plus en måske bliver tre? Det
mest almindelige er vel, at et par oplever, at de har nået den alder, hvor
det i vores samfund er mere eller mindre normalt at stifte familie og dermed
også at få børn. Dette gælder også for udviklingshæmmede. Men for
dem, som for alle andre, kan et ønske om et barn være begrundet i flere
forhold. Det kan være udtryk for et ønske om:
- at give omsorg til et barn
- at være normal og leve et normalt liv
- at have nogen at kærtegne
- at blive elsket af nogen
- at få opmærksomhed
- at have identitet
En del udviklingshæmmede bliver dog forældre, uden at der er tale om et
reelt ønske. Det er bare sket som en del af det at blive par og have et seksualliv,
uden at de egentlig er parate til at tage det ansvar for et barns
opvækst og udvikling, som følger af forældreskab.
Det at vælge eller fravælge et forældreskab er en stor beslutning. Netop i
denne fase af livet har mange udviklingshæmmede brug for støtte til at
træffe det valg, der er rigtigt for dem. I denne beslutningsproces har de
professionelles holdninger stor betydning for, at der kan etableres den
tryghed og åbenhed, som er nødvendig, for at udviklingshæmmede kan
træffe et valg på et tilstrækkeligt grundlag.
Når netop tryghed og åbenhed trækkes frem, er det med baggrund i, at
mange udviklingshæmmede forbinder det at have børn med et normalt
liv. Men de ved fra pårørende eller fra andre udviklingshæmmede kvinder
i deres omgangskreds, at hvis de bliver gravide, vil myndighederne
forsøge at overtale dem til abort. Derfor vælger de ikke sjældent at skjule
59

deres graviditet for omverdenen, indtil mulighederne for en provokeret
abort er passeret.
At deres frygt ofte er velbegrundet, fremgår af kortlægningen af kommunernes
indsats i forbindelse med udviklingshæmmede forældre (Skov og
Henningsen:2001). Undersøgelsen viser, at når de kommunale medarbejdere
får kendskab til, at en udviklingshæmmet kvinde er gravid, rådgives
der i stort set alle kommuner til abort. Der er dog stor forskel på den
rådgivning, der anvendes, idet nogle kommuner lægger vægt på, at den
gravide kvinde i videst muligt omfang får en forståelse af sit valg, mens
der i andre kommuner lægges et massivt pres på den pågældende.
En tidlig viden om ønsket om et barn eller om en graviditet er en forudsætning
for, at du som professionel kan give en ordentlig vejledning og
støtte – kvalificere beslutningsgrundlaget – i forhold til den svære beslutning
om forældreskab. Dette kræver, at udviklingshæmmede tør være
åbne over for de professionelle. En forudsætning for en sådan åbenhed er,
at de får en oplevelse af at blive mødt med respekt og ligeværd.
Den svære beslutning
Når du som medarbejder får kendskab til, at en udviklingshæmmet kvinde
– eller par – ønsker at få et barn eller hvor kvinden allerede er gravid,
er det vigtigt, at du giver dig god tid til sammen med pågældende at forsøge
at afklare, hvor reelt ønsket om et barn er. Er der tale om et brændende
ønske om at få et barn og stifte familie? Har pågældende et realistisk
billede af, hvad det vil sige at være forældre? Er ønsket om at få et
barn begrundet i opfattelsen af, at det er nødvendigt med børn for at leve
et normalt voksenliv? Eller er der dybest set ikke tale om et ønske om
børn, men om at dække egne behov for at nusse om nogen?
Udviklingshæmmede er som tidligere nævnt retmæssigt stillet ligesom
alle andre borgere og har retten til selv at træffe beslutning om at få et
barn. Denne ret skal respekteres. Men samtidig skal du som professionel
60

uste de potentielle forældre, så de kan træffe beslutning på et tilstrækkeligt
grundlag. Du skal derfor gennem samtaler og eventuel ved brug af
konkrete metoder sikre dig, at de potentielle forældre, i den udstrækning
det er muligt, bliver afklarede og på det rene med konsekvenserne af
deres valg.
Der er mange forskellige metoder, der er anvendelige i en afklaringssituation.
I bilag 1(xxx) er der en liste over de mange metoder, der benyttes i
det sociale arbejde. Væsentligt er det at overveje hvilke metoder, der er
anvendelige i den konkrete situation. Ofte vil der være brug for flere forskellige
metoder som kilde for et beslutningsgrundlag, for som en udviklingshæmmet
kvinde siger:
”Vi har jo været vant til, at pædagogerne tager beslutningerne.
Vi har aldrig været vant til andet. Så er det svært at skulle tage
svære beslutninger selv.”
Der er dog et par metoder, som skal fremhæves her, da netop disse opleves
som meget brugbare både af udviklingshæmmede og professionelle.
Det ene er samtaler med ligestillede enten på tomandshånd eller i grupper,
f.eks. i kurser om forældreskab. Denne form for vejledning rummer
ikke den magtrelation i samværet, som en samtale mellem udviklingshæmmede
og professionelle gør. Desuden er det ofte lettere at identificere
sig med en ligestillet, som har erfaring med, hvad det vil sige at være
gravid, at være forældre eller hvad det vil sige at vælge forældreskabet
fra.
Det er vigtigt for udviklingshæmmede at drøfte svære emner med andre
end de medarbejdere, som er tættest på dem. Det afhængighedsforhold,
mange føler at have til de professionelle, kan i sig selv være en barriere
for, at de tør være åbne og ærlige.
”Den vejledning man får, inden man skal beslutte sig, skal ikke
kun være fra den pædagog eller sagsbehandler, man er vant til at
omgås. Det skal være fra nogle helt andre, som ikke kender én.”
61

Den anden metode er praktikplads i vuggestue. Her kan udviklingshæmmede
tilegne sig erfaring og forståelse af det arbejde og ansvar, der følger
med det at have et barn. En forudsætning er dog, at der på stedet er rummelighed
og reel forståelse for udviklingshæmmedes tilstedeværelse,
både blandt pædagogerne og blandt forældregruppen, så praktikpladsen
giver reelle muligheder for erfaringer.
Ofte vil der være brug for en kombination af flere metoder. Samtalerne
med ligestillede kan give et indblik i oplevelser, tanker, overvejelser og
følelser omkring et forældreskab. En praktikplads derimod kan give et
indblik i de konkrete opgaver, der er i omsorgen for et lille barn, som f.
eks at skifte ble og give mad samt de mere relationelle opgaver i kontakten
med barnet, som at lege med barnet, trøste det og give nærvær.
Støtten til de vordende forældre
Når først beslutningen om at blive forældre er taget, starter samarbejdet
med de vordende forældre om forberedelse til forældrerollen og til den
fremtidige støtte. I langt de fleste tilfælde vil udviklingshæmmede have
brug for forskellige former for udvidet støtte. Der kan, udover den støtteperson,
som mange udviklingshæmmede i forvejen samarbejder med, tilknyttes
et netværk af f.eks. sundhedsplejerske, jordemor og sagsbehandlere.
Uanset hvordan støtten tilrettelægges og hvilke fagpersoner, der involveres,
spiller åbenhed og klarhed om målet med støtten en væsentlig rolle.
Præmisserne for samarbejdet skal være kendte og uden skjulte dagsordener.
Det skal være tydeligt, hvem der kan beslutte hvad og på hvilket
grundlag. En bestræbelse på at minimere frygten for, at der handles hen
over hovedet og for blokerende tanker som “hvad snakker de om, når vi
ikke er til stede?” eller “beslutter de noget, vi ikke ved ?” er relevant i
forhold til alle vordende forældre, der har brug for særlig støtte. For
udviklingshæmmede er det altafgørende for et reelt samarbejde.
62

Etableres der et netværk af professionelle er det vigtigt at være opmærksom
på de fordele og ulemper, der er for udviklingshæmmede i at skulle
samarbejde med flere forskellige personer. Et tværfagligt samarbejde kan
kvalificere støtten, men det kan også virke overvældende og skabe utryghed.
Har de vordende forældre i forvejen svært ved at komme til orde,
kan et samarbejde med mange personer være svært at overskue. En
udviklingshæmmet kvinde betegner denne ”overmagt” af professionelle
samarbejdsparter som ”at være gravid med systemet.” Denne følelse af at
være underlagt en overmagt kan afhjælpes ved, at en af de professionelle
tildeles rollen som de vordende forældrenes “advokat”. Den primære
opgave for advokaten er at sikre sig, at de pågældende behandles ordentlig
med ligeværdighed og respekt og bliver støttet i forberedelsen af
forældrerollen.
Når udviklingshæmmede skal støttes i forberedelsen til de nye roller som
forældre, har de brug for, at flere forskellige støttebehov tilgodeses.
Støtten skal rette sig imod
• den praktiske forberedelse af forældreskabet
– indkøb til og indretning af hjemmet
• vurdering af forældrekompetencer med fokus på udvikling
af de kompetencer, som mangler
• forberedelse til selve fødselen
• forberedelse på støtten, når barnet er født – hvordan skal støtten foregå.
I den praktiske forberedelse af forældreskabet har udviklingshæmmede
ofte brug for vejledning og støtte til f.eks. indkøb af udstyr til barnet og
indretning af hjemmet. Her skal du som professionel være opmærksom
på, om det generelle vejledningsmateriale, der gives vordende forældre,
er konkret og forståeligt for udviklingshæmmedet, eller om det skal suppleres
med andre former for vejledning, f.eks. samtaler og præsentation
af det konkrete udstyr.
63

En vurdering af forældrekompetencer vil ofte være påbegyndt i forbindelse
med støtten til at træffe til- eller fravalg af forældreskabet. Her er
Pär Nygrens udredningsmetode, som nævnt side xxx, f.eks. koblet til en
praktikplads, anvendelig. Det kan dog ofte være vanskeligt at vurdere
forældrekompetencer eller potentialer endeligt, før barnet er kommet til
verden.
I vurderingen af forældrekompetencer hos et forældrepar, er det vigtigt at
være opmærksom på tilbøjeligheden til at fokusere på moderens kompetencer
og tillægge faderens kompetencer mindre vægt. Faderen spiller en
væsentlig rolle i forhold til omsorgen for barnet, også selvom der blandt
udviklingshæmmede er en tendens til at leve efter et traditionelt kønsrollemønster
med moderen som hjemmets stabile faktor. I mange familier er
faderen en ressourceperson – endog den bærende kraft i familien 7 .
Et andet forhold, som bør have opmærksomhed, er spørgsmålet om, hvad
der et godt forældreskab? Hvad kendetegner gode forældre? Vi vil her
henvise til Pär Nygrens opdeling ved vurdering af forældrekompetencer,
at kunne tage hånd om barnets behov, udvikling og opdragelse, se side
xxx. Dette skal forældrene nødvendigvis ikke klare alene, men – som alle
andre – i et samspil med eller med hjælp fra andre voksne.
Når en særlig opmærksomhed alligevel er påkrævet, er det med baggrund
i, at der i det faglige felt ikke er noget entydigt billede af eller definition
på gode forældre eller et godt forældreskab. (Uggerhøj, 2000:44). I en del
kommuner er et godt forældreskab defineret med fraværet af Kari Killéns
syv forældrefunktioner (1993), mens det i mange andre kommuner er
overladt til den enkelte medarbejder at definere et godt forældreskab
(Skov og Henningsen, 2001:38). Den problematik, som Jytte Faureholm
tidligere har rejst, er stadig aktuel:
”Den manglende afklaring af forældrekompetencebegrebet kan resultere
i, at den professionelles egen personlige holdninger og normer for godt
forældreskab ubevidst griber afgørende ind i sagsbehandlingen […] Det
7
I bl.a. Jytte Faureholms undersøgelse af familier med udviklingshæmmede forældre fremgår det,at
faderen relativt ofte fremhæves som ressourceperson i de familier, der som helhed beskrives ved
positive forældregenskaber (Faureholm, 1998:26)
64

efterlader den professionelle i en situation, hvor den enkelte medarbejder
alene eller i samarbejde med kollegaer og forvaltning må udvikle en
brugbar socialfaglig definition af godt forældreskab” (Faureholm,
1994:45).
Et andet spørgsmål er så, om der stilles større krav til udviklingshæmmede,
for at de kan kvalificere sig til et forældreskab? Er det nok at stræbe
mod at være gode nok forældre eller skal udviklingshæmmede være bedre
end gode nok? Hvor megen plads gives der til, at de, som alle andre
vordende forældre, ikke helt kender konsekvenserne af deres valg eller
fejler i deres bestræbelser på at kunne udfylde forældrerollen.
“Man føler at de [medarbejderne i et netværk] ser hver en fejl.
Jeg tænker tit på, om de aldrig selv har lavet fejl, eller er usikre.”
Som nævnt i kapitel 6 er det fra internationale undersøgelsesresultater
blevet dokumenteret, at egnethed som forælder er relativt uafhængig af
intelligensniveau. Der er heller ikke nogle generelle træk, som er fælles
for alle udviklingshæmmede forældre. Hvis udviklingshæmmede forældrene
har en socialt belastet baggrund, kan forældrekompetensen derimod
være betydeligt forringet. Dette forhold adskiller sig ikke nævneværdigt
fra andre familier, som kommer fra socialt belastede hjem.
Ligeledes er udviklingshæmmede, ligesom normalt begavede, med en
opvækst i et kærligt og stabilt familiemiljø, betydeligt bedre rustet til at
varetage forældrerollen.
De svenske forskere Evy Kollberg og Yvonne Folkeson ( Socialministeriet
1996) pointerer, at professionelle er meget gode til at beskrive de
kognitive mangler hos den udviklingshæmmede, som håndtering af økonomi
og udførelsen af praktiske ting i dagligdagen, og at de deraf ofte
drager den slutning, at udviklingshæmmede som gruppe (eller som
enkeltpersoner) ikke magter at være forældre. I stedet for at fokusere på
tanke- og handlemønstre burde der, ifølge dem, rettes større opmærksom-
65

hed mod den følelsesmæssige modenhed, dvs. graden af selvfølelse og
tillid både til sig selv og til omgivelserne. Følelsesmæssig modenhed
udvises i evnen til indføling i plejen af barnet og i de overvejelser forældrene
gør sig.
Selvom aflæsningen af en situation udløser en fejlagtig handling, er det
vigtigt, som det fremgår i casen side xxx, at se handlingen i relation til
den følelsesmæssige modenhed og den kontekstuelle helhed, så som
moderens og faderens opfattelsesevne, bedømmelse, eftertanke, handling
og hvilken rolle, den professionelle har spillet i denne proces. Når fokus
ofte er på den enkelte handling, vil udviklingshæmmede ofte komme til
kort og derved risikere at blive betragtet som uegnede.
Det ses af ovenstående at det er væsentligt at lægge vægt på at styrke den
følelsesmæssige modenhed. Støtten til de vordende forældre – når de er
udviklingshæmmede – må tilrettelægges så selvværdet og tilliden til
omgivelserne styrkes. Hermed forbedres muligheden for at kunne udvikle
forældrekompetencer.
Forberedelse til fødslen
Af flere forskellige grunde står mange udviklingshæmmede ofte usikre
og famlende overfor en fødsel. Som medarbejder kan du sørge for, at de
er så godt forberedte som mulig. Udover at støtte dem i at gå til de obligatoriske
undersøgelser hos læge og jordemoder, deltage i fødselsforberedelse
og tale med dem om det forestående, kan du f.eks.:
• Sikre dig, at fødeafdelingen bliver orienteret om, at den vordende mor
er en person med behov for særlig støtte. Denne orientering kan evt.
foregå via en form for vandrejournal, som den pågældende medbringer
ved indlæggelsen.
”Man skal bede dem skrive det i papirerne, så ved de, at jeg har svært
ved at udtrykke mig og ikke kan læse, jordemoderen skrev det i mine
papirer, det hjælper meget og det har hjulpet mig hele mit liv.”
66

• Aflægge besøg på fødeafdelingen og fødegangen, evt. sammen med
pågældendes jordemor. Som led i fødselsforberedelse bliver der mange
steder tilbudt de deltagende kvinder et gruppebesøg på fødegangen på
det hospital, hvor de skal føde. Mange udviklingshæmmede, som har
deltaget i et sådant gruppebesøg, har givet udtryk for, at det gav tryghed
at vide, hvor man skulle hen, og hvordan der så ud. Til gengæld
afholder en del af de udviklingshæmmede kvinder sig fra at stille de
spørgsmål, som de egentlig havde lyst til, fordi de er bange for at falde
i gennem i forhold til de andre i gruppen.
”Jeg synes, man skal se fødegangen sammen med ens egen slags. Jeg
har også set den, men sammen med en masse andre, og der turde jeg
ikke spørge om det, jeg ikke forstod.”
”Sådan oplevede jeg det ikke, jeg blev også vist rundt sammen med
andre. Jeg tænkte på, om det var lidt dumt, det jeg spurgte om, men
sygeplejersken sagde, at jeg bare skulle spørge om alt det, jeg ville.
Der var ikke noget, der var dumt.”
• Vise film og andet materiale om graviditet og fødsel. Mange har stor
gælde af især film om, hvordan en fødsel foregår. Selv om du har talt
med de vordende forældre om en fødsel, kan du ikke altid være sikker
på, at det fortalte er forstået på den rigtige måde. Når den vordende
mor på film ser, hvad der skal ske og samtidig har mulighed for at stille
spørgsmål til dig, er der stor chance for, at hun er velforberedt til selve
fødslen. Det er vigtigt, at også partneren er med her, så også han er
rustet, hvis han skal være en støtte ved fødslen.
”Jeg så en film om fødsel sammen med Karen [støttepædagog]. Man
skal ikke se den alene, for den er lidt barsk. Først lukkede jeg øjnene,
når det blev for meget, men Karen sagde, at jeg skulle se det.”
”Jeg [faderen] vidste slet ikke, hvad der skulle ske ved en fødsel, ingen
havde fortalt mig noget. Jeg var ikke med til at se den film. Hvis jeg
skal se film, skal det være sammen med en mand.”
67

• Sikre dig, at partneren eller andet familiemedlem er med til selve
fødslen. Ikke sjældent ønsker den vordende far ikke at være med ved
fødslen. Ofte er der så andre personer fra den pågældendes netværk,
som er parate til at være til stede, typisk den gravides mor, men også
andre familiemedlemmer. Også i tilfælde, hvor den vordende far er tilstede
ved fødslen, kan den fødende have glæde af, at der er en anden og
mere erfaren nærtstående person, som hun føler sig tryg ved, til stede.
”Jeg var så bange, da jeg skulle føde, jeg sov ikke hele natten, jeg gik
ud på toilettet og satte mig på en bænk, jeg skreg bare. Peter [faderen]
vidste ikke, hvad han skulle gøre, jeg ville så gerne have haft min
moster med, men det måtte jeg ikke.”
• Selv tilbyde at være med ved fødslen. Mange udviklingshæmmede har
en professionel støtteperson med ved fødslen, enten som den eneste
eller sammen med faderen. Hvis de vordende forældre er meget usikre
på det, der skal ske, kan alene det, at den støtteperson, som de har tillid
til og er tryg ved, er til stede, berolige forældrene.
”Jeg havde min støtteperson med, da jeg skulle have nummer to. Jeg
ville godt have flere børn, men jeg var meget bange for at føde efter
den første voldsomme fødsel, det vidste hun godt og derfor spurgte
hun, om jeg gerne ville, at hun tog med. Hun blev der hele tiden og fik
mig til ikke at være så bange.”
Refleksion
Tænk dig en situation, hvor du skal støtte og forberede et udviklingshæmmet
par til forældrerollen. Hvordan vil du gribe en sådan opgave an?
Hvilke metoder vil du anvende?
68

Case
Bente er socialrådgiver og arbejder i kommunens børn-og unge
afdeling. Hun har fået til opgave sammen med en kollega, Niels, i
voksen-handicapafdelingen at vurdere forældreevnen hos en ung
udviklingshæmmet kvinde, som lige har fortalt Niels, at hun er gravid
og skal føde om tre måneder. Niels har arbejdet med udviklingshæmmede
i mange år på et beskyttet værksted. Men han har ingen
erfaringer hverken på børneområdet eller med at vurdere forældreevne.
Den erfaring har Bente. Niels kender både den unge gravide
kvinde Lotte og hendes kæreste Per godt. Lotte er opvokset i et godt
og kærligt hjem, og han tror, at hun måske vil kunne give omsorg til
et barn. Han er mere i tvivl om Per, men han virker glad for Lotte og
glæder sig til forældreskabet. Bente har anbragt flere børn af udviklingshæmmede
forældre og har den holdning, at udviklingshæmmede
ikke kan udvikle forældrekompetence. Hun er overbevist om, at
også Lottes og Pers barn vil blive fjernet. Bente går i gang med at
vurdere Lotte og Per med henblik på en forældreevneundersøgelse
og hun finder en plejefamilie.
Niels mener, at Bente tilsidesætter helt grundlæggende krav, både til
retssikkerhed, faglighed og etik. Hver gang han prøver at drøfte dette
med Bente, henviser hun til hans manglende erfaring med at
arbejde med børn og med at vurdere forældreevne.
Diskussion:
Drøft ovennævnte case, idet I tager udgangspunkt i den etiske refleksionsmodel
side xxx.
• Hvilke værdier er på spil?
• Hvilke værdier mener I er i konflikt med hinanden?
69

• Hvordan vil I gribe en opgave som den ovenfor nævnte an? Hvilke af
Pär Nygrens fem niveauer som nævnt på side xxx er det muligt at vurdere
inden en fødsel?
• Hvad skal der til for at Bente og Niels kan indgå i et tværfagligt samarbejde,
hvor begges faglighed udnyttes til en kvalificering af opgaven?
• Hvilke grundlæggende krav, mener I, der skal stilles til opgaven med
hensyn til retssikkerhed, faglighed og etik?
Undgå uønsket graviditet / børn
Mange udviklingshæmmede ønsker ikke at få børn. De er nået frem til
den erkendelse, at de kan leve et godt liv uden børn. Nogle er nået frem
til denne erkendelse med hjælp og støtte fra professionelle, andre via vejledning
fra familien. Andre igen er nået til erkendelsen ved trusler eller
”hård dialog,” som ”hvis får du et barn, bliver det fjernet” eller ved, at
forældreskabet fremstilles som noget meget belastende.
Uanset hvordan udviklingshæmmede er kommet frem til denne erkendelse
og beslutning, vil de stå med et behov for vejledning om prævention
og ofte også om seksualitet, så de i deres parforhold undgår en graviditet.
Seksualitet og prævention er ofte et vanskeligt tema at skulle tage op som
samtaleemne. Følelsesmæssige og holdningsmæssige barrierer hos de
professionelle betyder, at det kan være svært at gøre brug af de faglige
kompetencer, når andre skal rådgives om seksualitet. Det er vigtigt at
være opmærksom på egne barrierer og overveje, hvem der kan og skal
yde vejledning, hvordan og hvornår.
Handlemuligheder i forhold til at forebygge graviditet:
• Vejledning om seksualitet og prævention i grupper ved
f.eks. seksualvejler
• Individuel vejledning om seksualitet og prævention
• Samtale med lægen
• Brug af billedmateriale og konkrete anvisninger
• Erfaringsudvekslende samtaler i grupper
70

Nogle kan have udbytte af rådgivning i grupper, andre af individuel vejledning.
Uanset hvordan undervisningen foregår, er det vigtigt, at sproget
er tilpasset den enkeltes niveau. For at du kan være sikker på, at den
enkelte har forstået budskabet, er det vigtigt hele tiden at lægge op til
dialog i stedet for at forelæse. Om kommunikation i øvrigt se side xxx.
Der er gode erfaringer med brug af seksualvejledere, som afholder kurser
om samliv, seksualitet og prævention. Disse kurser afholdes enten som
temadage eller som længerevarende forløb - opdelt i mandegrupper og
kvindegrupper eller begge køn samlet. Der er på disse kurser lagt vægt på
den konkrete formidling og anvisning af metoder samt betydningen af
erfaringsudveksling med ligestillede. Erfaringerne viser, at det er vigtigt
at sikre sig, at der sker en konkret formidling af temaet på en måde, som
kan forstås af modtagerne. Billedmateriale, konkret anvisning af de forskellige
præventionsmetoder, kan supplere den verbale vejledning.
Erfaringsudvekslende samtaler med ligestillede og neutrale professionelle
i kønsopdelte grupper betragtes af mange udviklingshæmmede som
den bedste form for seksualundervisning. Mange udviklingshæmmede
har ikke i deres skoleforløb eller senere fået tilstrækkelig seksualundervisning,
hvorfor deres viden på det seksuelle område er begrænset. Heller
ikke alle forældre til udviklingshæmmede har talt med børnene om seksualitet,
måske fordi forældrene ikke har villet erkende, at deres børn har
samme seksuelle behov som alle andre? Mange udviklingshæmmede er
tilbageholdende eller generte ved at skulle tale om et så vanskeligt emne
og måske også bange for at skilte med deres uvidenhed på området over
for andre. I sådanne tilfælde kan samtaler i grupper med ligestillede give
en tryghed som gør, at også de mere tilbageholdende tør komme på
banen.
”Jeg vil ikke gå hen til en seksualvejleder og snakke. Det er jeg
for genert til. Det vil jeg simpelthen ikke.”
”Man skal tage det op allerede i skoleforløbet, så ingen bliver
generte. Det kunne tages op, som vi sidder og snakker her [på
temadag om forældreskab], så bliver ingen generte.”
71

Refleksion
Følgende citater stammer fra tre udviklingshæmmede:
”Jeg har ikke børn. Helt tilbage i 98 begyndte jeg at komme
sammen med en. Hun kunne ikke tåle medicin eller noget som
helst, så blev jeg steriliseret. Jeg talte med Poul og Rikke [støttepædagoger
]. Min far og mor havde også snakket med mig
om det. Jeg tog selv beslutningen, men jeg synes i dag, at jeg
fik god vejledning af Poul. Jeg vidste, at jeg ikke ville være far
overhovedet.”
”Tove [vennens støttepædagog] lokkede meget for at jeg skulle
blive steriliseret. Hun sagde også, at hvis jeg fik et barn, ville
det blive fjernet, for det er et 24 timers job at passe et barn.
Det ville jeg ikke kunne klare. Jeg var dengang uvenner med
min far og mor, så dem kunne jeg ikke snakke med.”
”Hvis de vil have folk til at sige noget bestemt, så snakker de
om det over opvasken, fordi så tænker man på noget andet. Og
så stiller pædagogerne spørgsmålet, om man ikke synes, at det
er en god idé at blive steriliseret. Jo, siger man så. Men så er
vi jo ikke lige forberedt på det emne, fordi vi står og laver
noget andet.”
Hvilke dialogformer repræsenterer ovenstående citater?
Hvilke muligheder gives der for at kunne træffe et reelt til
eller fra valg af forældreskab?
Hvilke holdninger og etiske aspekter gives der udtryk for?
72

Case
Mette er en kvinde på 37 år og Lars er en ung mand på 23 år. De har
været par i 1 1 /2 år. Mette har haft et par kærester før og har taget p-
piller, da hun ikke ønsker at få et barn. Hun har ikke taget p-pillerne
konsekvent. Hun tror, at hun på grund af sin alder ikke længere kan
blive gravid, da der jo ikke tidligere er sket noget, selv om hun har
sjusket med p-pillerne. Lars beskytter sig ikke, da han har set, at
Mette har p-piller. Da Mette er 4 mdr. henne, opdager hun, at hun er
gravid. Det er for sent til abort, så de indstiller sig på at blive forældre,
selv om de ikke ønskede det. Efter fødslen tilbringer de 6 mdr.
på en døgninstitution sammen med deres søn, hvorefter han bliver
fjernet. Mette og Lars har hver deres støttepædagog og får begge en
del hjælp i hverdagen.
Diskussion:
Hvad skulle du have været opmærksom på?
Hvilken vejledning og rådgivning har parret brug for nu?
Hvad vil du gøre for at undgå, at Mette bliver gravid igen?
73

8. Den nye familie
At blive forældre er en ny og stor begivenhed for alle. Det er en af de
begivenheder i et liv, som præger de fleste mest, da den rummer mange
følelser og mange forventninger. Samtidig er det en helt ny situation med
mange nye opgaver og udfordringer. Store følelser er i spil; følelser som
kærlighed, varme, glæde og stolthed, men det er også følelser som usikkerhed
og ængstelse. Mange nybagte forældre står med tanker som “bare
jeg nu kan magte opgaven,” “mon jeg gør det rigtige,” eller “skulle jeg
have gjort noget andet.”
Det er alment og kulturelt anerkendt, at den nye familie har brug for støtte
og vejledning. Samfundsmæssigt har vi derfor indrettet os med nogle
almene tilbud til nybagte forældre, dels vejledning og rådgivning på
fødeafdelingen, dels sundhedsplejerskeordningen. Når de nybagte forældre
er udviklingshæmmede, er der brug for at tilpasse de almene tilbud
deres handicap og supplere med andre former for støtte.
I den nye familie er der to specielle opgaver, vi vil sætte fokus på:
• at varetage barnets tarv
• at støtte og hjælpe forældrene i deres rolle som forældre.
Mange professionelle er af den opfattelse, at de to opgaver kan være
uforenelige. Den hjælp, der skal gives børnene, skal gives ”så de til trods
for deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for
personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende”. 8 I
forhold til udviklingshæmmede forældre skal der ydes ”en særlig indsats
for at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer.” 9
Der er dog stigende opmærksomhed på, at det, der ofte har været betragtet
som et dilemma på grund af tilsyneladende modsatrettede interesser
mellem barnets behov og forældrenes behov, i langt de fleste familier
8
Lov om social service § 32, stk. 1
9
Lov om social service § 67
75

ikke er modsætninger, men derimod dele af den samlede families behov.
At hjælpe barnet er også at hjælpe forældrene; at hjælpe forældrene er
også at hjælpe barnet. At være barn i en familie, hvor den ene eller begge
forældre er udviklingshæmmede, behøver ikke at være ensbetydende
med, at barnets opvækstbetingelser er truet. Dermed ikke sagt, at det er
en let opgave for professionelle at yde støtte, som tilgodeser både barnets
og forældrenes behov, eller at der aldrig er konflikter.
Støtten til familien
Efter en fødsel skal professionelle i samarbejde med familien løbende
vurdere, hvilken støtte og hjælp, der er brug for. Uanset om dette samarbejde
er påbegyndt før fødselen eller umiddelbart efter en fødsel, er der
flere faktorer, der kan påvirke i positiv eller negativ retning, bl.a. synet på
forældrene /familien og konflikten mellem støtte og kontrol.
I det professionelle arbejde med børn og unge ligger nye handlemuligheder
og udfordringer i at gå fra en børnecentreret praksis til en familiecentreret
praksis. Den familiecentrede praksis bygger på partnerskab mellem
den professionelle og familien, på gensidighed og åbenhed over for hinanden,
med fokus på ressourcer og styrker (Sandbæk,1996). Jo mere den
enkelte familie sættes i stand til at have styringen over den modtagne
hjælp, desto større virkning vil hjælpen have på sigt 10 .
Men netop styring og planlægning af eget og en families liv er opgaver,
som kan være svære for udviklingshæmmede. Måske har de gennem det
meste af deres liv været vant til at andre, af mange forskellige grunde,
har besluttet for dem eller har overtaget styringen. Udfordringen for professionelle
ligger i at afholde sig fra at overtage styringen, når det er
svært for forældrene, men i stedet forblive i den støttende og foregribende
rolle. Det centrale er tidspunktet for støtten og spørgsmålet om brugbarheden,
så støtten styrker forældrenes egne bestræbelser og fremmer
familiens egen konstruktive udvikling. Det betyder, at der er tale om:
10
I bilag 2 findes en oversigt over god praksis i arbejdet med udviklingshæmmede forældre. Der er
taget udgangspunkt i forslag udarbejdet af Booth (1994).
76

• Tidlig indsats
Startende når barnet er i vente eller senest, når sundhedsplejersken erfarer,
at der er født et barn af udviklingshæmmede forældre.
• Sammenhængende indsat
At familiens situation og livshistorie danner rammen for en mangefacetteret
og koordineret støtte, som tager højde for familiens samlede behov.
• Selvstøttende indsats
Bevidsthed om forældrenes deltagelse i løsning af de forskellige opgaver.
Inddragelse af familien i vurderingen af, hvilke opgaver de har behov for
støtte til at løse eller på hvilken måde, de selv har tænkt at løse en opgave.
Det professionelle arbejde handler ikke så meget om at kunne styre, organisere
og tilrettelægge for forældrene og barnet, men at kunne støtte, formidle,
indgå i tætte relationer og frigøre potentialer – og i denne rolle
være troværdig. I formidlingen er der brug for metoder og kommunikationsformer,
der er så konkret støttende og anvisende som muligt. Som en
udviklingshæmmet mor udtrykker det:
“Hjælp os med at blive gode forældre, hvis det er det,
vi ønsker”
Støtten i familiens hjem
Så vidt det overhovedet kan lade sig gøre, må støtten etableres i familiens
hjem, så det i så stor udstrækning som mulig er de professionelle, der tilpasser
sig den verden og livssituation, udviklingshæmmede befinder sig
i. Mange udviklingshæmmede har levet et liv, hvor de har været nødt til
at tilpasse sig forskellige institutionelle miljøer, men det er i hjemmet,
familien skal kunne fungere, og det er her, muligheden for familiens
udvikling og trivsel er størst.
77

Som eksempel på “den gode hjælp” fremhæver mange udviklingshæmmede
forældre sundhedsplejen. Som en udviklingshæmmet mor udtrykker
det:
“ Hun siger, hvad jeg skal og viser mig det. Sådan og sådan
gør du med flaskerne. Når hun [barnet] tager hånden ind i
munden og græder, kan det være, hun har ondt for tænder. Hun
behandler mig ordentligt, jeg er bare en almindelig mor.”
Et af de spørgsmål, man kan stille sig, er, hvad det er ved denne støtte,
der gør den god? Er det, at støtten gives på familiens præmisser og med
udgangspunkt i det normale liv? At det er en støtte, der gives alle forældre,
og udviklingshæmmede forældre derved behandles på samme måde,
som alle andre forældre? Eller er det de mange helt konkrete anvisninger?
Der er ingen tvivl om, at det er nogle af ovennævnte faktorer, der er med
til, at en støtte betragtes som god. Uanset hvilke faggrupper, der varetager
støtten, skal den først og fremmest gives ud fra, at børn og forældre
er mennesker. Herefter skal der tages hensyn til de specielle behov, de
har.
De specielle behov kan være vidt forskellige. Forældrene kan have brug
for praktiske støtte, vejledning og rådgivning i forbindelse med omsorgen
for og pasningen af deres barn. De kan have brug for at udvikle forældrekompetencer
eller hjælp til de praktiske opgaver i hjemmet som f.eks.
rengøring, indkøb og tøjvask. Måske er der brug for støtte til økonomien
eller ledsagelse til offentlige kontorer, læge m.m. Det er vigtigt i hvert
enkelt tilfælde at vurdere, hvilken støtte der er behov for, for at kompensere
for forældres individuelle handicap.
Den mere praktiske støtte er nødvendig for at forældrene kan have overskud
til barnet, men
netop denne kompenserende støtte kan nemt blive overset, når der samtidig
skal arbejdes med vurdering og udvikling af forældrekompetencer.
78

At følge aktivt med i børns hverdagsliv er også en del af forældrerollen.
Når barnet bliver større oplever forældre i al almindelighed, at det kan
være svært at leve op til det hektiske liv, hvor børnene, ved deltagelse i
forskellige aktiviteter i skole og fritidsliv, kan udvikle sig socialt og
sundt. De mange krav og forventninger til dette udadrettede liv kan være
en ekstra belastning for udviklingshæmmede forældre. Det kan være
svært at følge med i og støtte deres børn i valg af aktiviteter, hvad enten
det er idræt eller brug af computerspil. Forældrene kan let føle sig anderledes
og udenfor. Denne følelse, og det pres det medfører, kan afhjælpes
på mange forskellige måder, f.eks. med en fast støtteperson til barnet.
Stadig er det væsentligt at være opmærksom på, at forældrene er de styrende
og ikke føler sig koblet af.
Der er gode erfaringer med at bringe udviklingshæmmede familier sammen
i forskellige former for netværksgrupper, f.eks. i familieværksteder.
Familierne kan her dele deres oplevelser med hinanden, lære af hinanden
og støtte hinanden. Forældrene er ofte ret isolerede og deltager ikke i
mange aktiviteter uden for hjemmet. Netværksgrupper med ligestillede
kan bryde denne isolation og styrke deres selvværd.
En anden måde at støtte forældrene på, er at mobilisere de ressourcer, der
findes i den nærmeste familie. Bedsteforældre, søskende eller andre kan i
et samarbejde mellem forældrene og professionelle inddrages i barnets
aktive udfoldelse. Der ligger ofte mange kræfter gemt i den samlede
familie, når de selv er med til at konkretisere opgaven. Måske kan en farmoder
køre til svømning og en moster tage med forældrene til aktiviteter
på skolen.
De ressourcer, der ligger i familien, kan være nyttige. Med familierådslagning,
som er et projekt under socialministeriet, forsøger man at
frigøre familiens og netværkets egne ressourcer. Udgangspunktet er, at
forældrene sammen med slægt og andre vigtige personer finder frem til,
hvad der skal gøres, for at barnets situation kan bedres. Det er familien,
der lægger planer om:
79

• at forbedre barnets situation, hvis der er problemer i hjemmet
• at hjælpe barnet til at fortsætte i skolen, hvis der er problemer i skolen
• at få givet den bedst mulige omsorg til børn, hvis forældre ikke magter
at klare omsorgen alene. 11
Familierådslagning har været anvendt som metode i en del lande med
gode erfaringer og ser nu ud til at vinde indpas i flere kommuner. Det
centrale er, at både børn og forældre får styrket egne kræfter, og at de
selv er styrende for processen.
Rollekonflikter
I samarbejdet med forældrene skal du som medarbejder være opmærksom
på skismaet mellem de forskellige roller, du repræsenterer. Du skal
fungere som en hjælpeinstans, men samtidig repræsentere du en myndighed,
en magtinstans. På den ene side oplever familierne, at de har brug
for din hjælp. På den anden side opleves du som repræsentant for en
magt, der kan intervenere i deres liv. På trods af, at der er tale om hjælpeforanstaltninger,
så oplever mange forældre, at hjælpen i den sidste ende
er forbundet med nogle magtbeføjelser – barnet kan tages fra dem.
Det er og bliver en dobbeltrolle at skulle støtte og observere samtidig. En
dobbeltrolle, som indeholder en magtrelation. Nogle reflektoriske spørgsmål,
der er væsentligt at stille sig i den forbindelse, er: Hvad betyder det
at være under konstant overvågning i forhold til at leve et normalt liv?
Hvad gør det ved forældrene at skulle være under observation gennem
mange år – at blive vurderet og studeret?
Der findes forskellige metoder til at undgå, at magtbeføjelse og dobbeltroller
blokerer for et konstruktivt samarbejde. Væsentlige elementer er:
• konkretisering af hjælpen i samarbejde med familien.
• tydelighed omkring forventninger
• tydelighed omkring formål og opgave
11
Der kan læses mere om familierådslagning på www.familieraadslagning.dk
80

• opbygning af tillidsforhold
• tid til proces
Støtten til familien indebærer en indgriben i familiens liv, hvilket risikerer
at øge forældrenes afhængighed og magtesløshed. En måde at minimere
denne risiko på er at sikre, at
• familiens egen formulering af situationen bliver taget alvorlig
• familiens forslag til løsning bliver respekteret
• familiens initiativer til forbedring støttes
Eller som udviklingshæmmede udtrykker det: ”Behandl os ordentligt.”
Metoder til udvikling af forældrekompetencer
Til inspiration vil vi fremhæve nogle konkrete metoder, der har vist sig
brugbare i udviklingen af forældrekompetencer. Mange medarbejdere i
det kommunale system efterspørger sådanne metoder. De oplever, at når
forældrene er udviklingshæmmede er der brug for mere og andet end de
“skræddersyede tilbud.” Der er i høj grad brug for anvendelse af metoder,
der tager højde for udviklingshæmmede forældres specifikke behov.
Samlepunkt
I Odense gives der et helhedsorienteret og mangefacetteret tilbud til
udviklingshæmmede forældre og deres børn. Tilbuddet er bygget op om
to enheder, et støtteteam og en børnehave. Støtteteamet varetager primært
familiearbejdet med støtte til dagliglivet i familien. Dette indebærer støtte
til forældrerollen, herunder udvikling af forældrekompetencer, støtte til
de praktiske opgaver i hjemmet og en ledsagerfunktion uden for hjemmet.
Børnehaven varetager, foruden den daglige pasning af børnene, også
børnenes specifikke behov. I børnehaven er der et samarbejde med forældrene
om ansvaret for det enkelte barns udvikling via trygge rammer,
nærhed, stabil voksenkontakt og fællesskab med andre børn.
81

Men Samlepunkt er mere og andet end det. For omkring denne ramme er
der etableret forskellige aktiviteter, som på hver deres måde støtter forældre
og børn. I kvindegrupper, mandegrupper og på sykurser er der mulighed
for samvær og løs snak med andre mødre eller fædre. I kvindegruppen
drøftes emner, som har betydning for mødrenes hverdag, f.eks.
mænd, samliv, forældreroller og børn. I syklubben styrkes selvværdet
gennem opnåede færdigheder i at sy tøjet til børnene og sig selv. På en
årlig familielejr får familierne mulighed for at være sammen, få en god
oplevelse og få mulighed for at skabe relationer til andre af
Samlepunktets familier.
Marte meo
En af de metoder, der bliver brugt både i familiernes eget hjem og på
døgninstitution er Marte meo. Metoden er en enkel og konkret metode,
som ved brug af videooptagelser synliggør familiemedlemmers samspil.
Metoden kan afdække samspillets indhold og kvalitet og give klare og
enkle instruktioner på, hvordan det kan bedres. Metoden har vist sig
brugbar i udvikling af forældrekompetencer, idet den tydeliggør og
understøtter de positive elementer i samspillet. Videooptagelsen gør det
muligt at konkretisere og synliggøre abstrakte begreber som omsorg,
ømhed, anerkendelse m.m., og forældrene kan på videoen se sig selv som
model for udøvelsen af f.eks. kærlig omsorg.
Jytte Brink Sørensen (1999) beskriver i bogen “Ser man det” Marte meo
metoden og principperne i analyser af samspillet mellem forældrene og
børn. Disse principper er her kort gengivet:
1. At følge initiativ
Opmærksomheden er rettet mod og koncentreret om den, der tager initiativ
– hvem tager initiativ og antallet af initiativer
2. Positiv bekræftelse af initiativ
Hvordan modtages og bekræftes initiativer af modtageren
3. At sætte ord på initiativet
Bliver barnets handlinger og følelser verbaliseret, og verbaliserer den
voksnes egne initiativer
82

4. Turtagning
Er de implicerede aktive i samspillet, i hvilket omfang m.m
Følgende eksempel på samspil er hentet fra ovennævnte bog:
En videooptagelse af en mor og hendes femårige søn. De spiller et spil,
og ved umiddelbar gennemsyn af videoptagelsen fremtræder moderen
mere umoden end sønnen.
Ved nærmere gennemgang af videoen ses det, at moderen følger sønnens
initiativer, hun bekræfter dem også, men på en usikker og umoden måde.
Hun viser enkelte gange, når sønnen er i tvivl om et eller andet, hvordan
han kan løse problemet og endda meget konstruktivt. I forbindelse med
bogstavleg bliver sønnen i tvivl om, hvorvidt “L” er et syvtal eller et bogstav.
Hun bekræfter positivt, at det kan ligne et syvtal og viser ham, at
hvis han vender det, er det et “L”.
Moderen ser videooptagelsen og ser, at hun samspiller konstruktivt. Hun
får synlige beviser på, at hun kan kommunikere med sønnen og oplever
sig kompetent i rollen som mor. Det er ikke noget, andre har lært hende,
det kommer fra hende selv. Hun kommer til at tro mere på sig selv, og for
sønnen er dette tryghedsskabende.
Marte Meo metoden skærper opmærksomheden på det, der rent faktisk
foregår og ikke det, vi tror foregår. Ved at se videooptagelserne til mindste
detalje rettes opmærksomheden mod det reelle samspil og ikke mod
egne fantasier, tolkninger og antagelser om samspillet.
Forældrekurser
Som inspiration til det fremtidige arbejde med at udvikle forældrekompetencer,
vil vi her kort nævne essensen i nogle af erfaringerne med forældrekurser.
Forældrekurser er ikke så kendte i Danmark, men der er i en
del lande gode erfaringer med udvikling af udviklingshæmmedes forældrekompetencer
via forældrekurser.
I bl.a. Nord Amerika, Australien og England er der arbejdet meget med
udvikling af konkrete forældrekurser for udviklingshæmmede forældre
83

(Socialministeriet, 1996). Kurserne er tilrettelagt forskelligt, men omfatter
generelt en proces, der bygger på forældrenes genkendelse, forståelse,
erhvervelse og udnyttelse af informationer og færdigheder inden for
mange indholdsområder i løbet af barnets udvikling. Der er fokus på,
hvordan informationer gives, hvordan de modtages og omsættes til brugbare
handlinger, ikke kun i nuet, men også i fremtidige situationer.
Der foreligger viden om virkningen af de mange bestræbelser i arbejde
med forældrekurser fra henholdsvis praktikere og forskere
(Booth,1994:16). Det væsentlige er at konstatere, at udviklingshæmmede
kan udvikle forældrekompetencer praktisk talt på alle områder i varetagelsen
af omsorgen for barnet. Graden af udvikling varierer fra forældre
til forældre. Erfaringerne viser ligeledes, at udviklingen /læreprocessen
fremmes af forskellige faktorer:
• løbende gentagelser over en længere periode
(nødvendig for opretholde det lærte)
• brug af tidligere indlærte forældrekompetencer
– af eksisterende erfaringsgrundlag
• udviklingsprocessen skal foregå i små begrænsede og konkrete trin
• udviklingen sker bedst i familiens hverdagsliv i forhold til
konkrete opgaver
• fokus på både moder og fader (partneren)
• oplæring må tilpasses forældrene, f.eks. tage højde for langsommere
indlæringsevne, eventuelle læsevanskeligheder og lavt selvværd
• etablering af en relation til forældrene, der bygger på tillid og tryghed
M.A. Feldman har arbejdet med udvikling af træningsprogrammer og
undervisningsmateriale for udviklingshæmmede forældre, herunder selvinstruerende
materiale. Dette materiale, som rettet sig mod mødrene,
vedrører grundlæggende færdigheder i omsorg (Socialministeriet, 1996).
Effekten af materiale er blevet undersøgt efter 3 måneder, 1 år og 3 år og
viser, at mere end 80% af mødrene, har opnået færdigheder, der er på
højde med forældre, der ikke er udviklingshæmmede. Til trods for de
gode erfaringer, der er med brug af dette selvinstruerende materiale, er
det ikke oversat og omsat til gavn for danske forældre 12 .
12
Så vidt det er forfatterne bekendt.
84

På døgninstitution efter fødselen
En del kommuner gør brug af særlige døgninstitutioner til vurdering af
forældrekompetencer. Nogle kommuner har endda indarbejdet det som
standard, når der er tale om udviklingshæmmede forældre.
Begrundelsen for valg af døgninstitution er bl.a., at der ikke er kapacitet i
kommunen til at arbejde med vurdering af forældrekompetencer, medens
der på døgninstitutionen er den fornødne ekspertise, og forældrene kan
her få intensiv støtte til udvikling af kompetencer.
Et døgnophold bærer i sig selv nogle problemstillinger, som man på forskellig
vis prøver at kompensere for. Opholdet i en døgninstitution er
krævende og vanskeligt for familier, der i forvejen har sociale problemer.
De skal tilpasse sig et liv et ukendt sted og forsøge at føre et så normalt
liv som muligt i et samvær med mange andre familier, som også har sociale
problemer. I sig selv kræver det en del ressourcer at tilpasse sig et nyt
sted. Når stedet tilmed rummer andre familier med sociale problemer,
kan et ophold på døgninstitution være ekstra ressourcekrævende. Når der
så oveni skal lægges det pres, det er at skulle leve op til professionelles
forventninger og samtidig være under konstant kontrol, er det utroligt, at
der kan komme noget godt ud af et sådant ophold.
Dette aspekt indgår også i en af konklusionerne i en evaluering af familieinstitutionen
Bethesda (Uggerhøj, 2000):
“Opholdet på Bethesda er både krævende og vanskeligt for de familier,
der i forvejen er præget af sociale problemer.”
“..der er tegn på, at beboerne anvender så store ressourcer på at tilpasse
sig nogle uønskede rammer og forhold på Bethesda, at det kan være vanskeligt
for personalet at gennemskue forældrenes evner og kompetencer i
forhold til omsorgen for barnet.”
85

Men hvad er det så, der gør, at et ophold på en døgninstitution ofte er
starten på udviklingshæmmedes nye familieliv. En start, som burde være
præget af tid til og glæde ved det lille barn. Er det fordi opholdet mere er
tænkt som dokumentation for en anbringelsessag end en egentlig udvikling
af forældrekompetencer? Skulle det være tilfældet, rejser der sig et
andet spørgsmål, nemlig om ikke en vurdering af forældrene kan forgå
mindre smertefuldt. Når det gælder ressourcesvage forældre må en vurdering
kunne ske i det daglige miljø, hvor de ikke skal bruge unødige
kræfter på at tilpasse sig.
86

Case
Henrik er 8 år og bor sammen med sine forældre, som begge er
udviklingshæmmede. Han har en lillebror, Michael, på 5 år. Michael
går i samme børnehave, som Henrik gik i.
Henrik var tidligere en glad dreng, han var glad for sin børnehave
og de andre børn i børnehaven, som han også ofte legede med både
hos dem og hjemme hos sig selv. Han var også glad for det første år
i børnehaveklasse, men han er gradvist blevet mere stille og indadvendt.
Henrik har nu problemer i skolen, og han er blevet ked af at
gå i skole. Ofte har han ikke fået f.eks. skolebøger og sportstøj til
gymnastiktimerne med i skole. Han får heller ikke forberedt sig
hjemme, og han begynder at komme bagud i forhold til de andre i
klassen. Skriftlige meddelelser om forskellige arrangementer og
forældremøder på skolen, viser han ikke forældrene, men smider
dem ud.
Når han skal lege, foretrækker han oftest at lege med sin lillebror
frem for at være sammen med skolekammeraterne. Han ville heller
ikke holde fødselsdagfest hjemme for sine klassekammerater, sidst
han fyldte år. Nogle gange er et par drenge fra klassen kommet hjem
til Henrik for at spørge, om de skulle lege, men Henrik vil kun lege
med dem, hvis det kan foregå udenfor eller hjemme hos de andre
drenge. Han vil ikke have, at de kommer indenfor. Én gang havde
Henrik dog en ven med hjem, en lørdag eftermiddag, hvor forældrene
sammen med lillebroderen var taget til nabobyen for at besøge
bedsteforældrene, og Henrik havde fået lov til at være alene hjemme
hele dagen for at lege med vennen. Da forældrene kom hjem om
aftenen, så de, at Henrik havde ryddet op og gjort rent i hele huset.
Da de spurgte hvorfor, han dog havde gjort det, begyndte Henrik at
græde.
87

Diskussion
Oplist og diskuter hvilke forskellige former for støtte, der kan afhjælpe
familiens og Henriks situation.
Hvordan vil I samarbejde med denne familie?
Diskussion
Følgende citater, der stammer fra medarbejdere, er fremkommet i en
diskussion om organisering af støtte i hjemmet:
“Det optimale må jo være, at der er så få medarbejdere i de familier som
mulig, for ikke at frustrationerne skal blive for store, og for at enighed
om opdragelsen nogenlunde sikres. Jeg har oplevelsen af, at det at være
både spædbarns- og forældremedarbejder er den bedste løsning”.
“Det bedste er, at når der kommer et barn i familien, at der er en person
udelukkende til barnet. Vi kan ikke stå med alle de kasketter på. Vi kan
ikke både passe på det lille pus og det store pus. Det kan ikke lade sig
gøre.”
Drøft ovenstående citater. Hvilke værdier er de udtryk for?
Overvej, hvad der opnås/ikke opnås ved at støtten til barn og forældre
varetages af henholdsvis én medarbejder, to medarbejdere eller et team?
Hvilke værdier vægter I i samarbejdet med familien?
Hvordan er der taget højde for dobbeltroller og rollekonflikter i din organisation?
88

Refleksion
Hvorfor anvendes den ekspertise i udvikling af forældrekompetencer, der
er på en døgninstitution, ikke i højere grad i hjemmet, hvor familien fungerer
bedst?
Hvordan kan erfaringerne fra forældrekurser i udlandet overføres til danske
forhold?
89

9. Det svære forældreskab
Til trods for mange gode bestræbelser fra både forældre og professionelle
er der tilfælde, hvor det bedste for både forældre og barn er, at barnet bor
uden for hjemmet. Men at måtte opgive at passe sit barn selv og overlade
det til andre er en smerteligt og vidtrækkende beslutning. For forældrene
betyder det, at de må erkende, at de ikke længere magter at passe barnet i
hjemmet, og de ved, at de mister det tætte daglige samvær med deres
barn. En beslutning om at overlade ansvaret for barnet til andre er ikke
nem, og forældre, der fratages den daglige omsorg for deres barn, er
meget sårbare. Det kræver både tid, støtte og proces at nå frem til en
erkendelse af, at den daglige omsorg for barnet må varetages af andre.
Erkendelses- og beslutningsprocessen er afgørende for, at både forældre
og børn kommer igennem denne store ændring af deres tilværelse på en
ordentlig måde. Forløbet har betydning for, dels at forældrene trods
nederlags- og afmagtsfølelse stadig kan fastholde deres forældrerolle,
dels at barnet ikke bliver splittet mellem en eventuel plejefamilie og
forældrene eller bliver tynget af skyldfølelse.
Erfaringerne viser, at det i de fleste tilfælde kan betale sig at “skynde sig
langsomt,” så forældrene lidt efter lidt føres frem til en erkendelse af, at
det er det rigtige, at barnet bor uden for hjemmet. Det er en stor og vanskelig
opgave, for som én medarbejder siger. “Det er et hårdt arbejde,
hvor man hele tiden sættes på prøve – både fagligt og personligt. Man
skal kunne magte forældrenes følelser og samtidig være meget ærlig.”
Der skal ofte mange samtaler til, før forældrene er parate. Samtaler, som
tager fat på følelserne og oplevelsen af nederlag og sorg, men som samtidig
giver en vished for, at de fortsat har værdi for barnet og en rolle som
forældre.
Det er af stor betydning, at forældrene inddrages i den vurdering, der ligger
til grund for en anbringelse, at der er tale om en samarbejdsproces,
hvor det helt centrale er, at forældrene er med i hele processen og har
91

mulighed for at fortælle, hvad de mener, og hvad de oplever undervejs i
forløbet og konkret i forhold til anbringelsesplanen og eventuelle andre
mulige foranstaltninger.
En anbringelse uden for hjemmet sikrer nemlig ikke i sig selv en positiv
udvikling for barnet. Flere undersøgelser af anbragte børn peger på, at
der ikke kan dokumenteres nogen langvarig positiv effekt med hensyn til
barnets senere trivsel og adfærd. Der er mange aspekter, der har indflydelse
på et godt forløb, men det centrale er forældrenes accept, og at
forældrene kan støtte barnet i dets nye livssituation. Barnet har brug for
forældrenes accept af anbringelsen og for kontinuerligt at være sammen
med forældrene for at kunne få et positivt udbytte af anbringelsen.
(Brønserud og Dessau,2002)
En anbringelse bør i de fleste tilfælde vente til forældrene selv har
erkendt, at de ikke længere magter at drage omsorg for deres barn. Meget
er opnået, hvis forældrene er nået så langt, at de kan sige til deres barn,
at de stadig holder meget af det, men at det er nødt til at bo et andet sted,
fordi de ikke selv kan klare at passe det. Det kan være en lang proces og
der er forskellige holdninger til, i hvor lang tid kommunale medarbejdere
skal prøve at iværksætte forskellige støtteforanstaltninger i hjemmet, før
de beslutter at anbringe et barn uden for eget hjem. Disse holdninger
kommer frem i nedenstående citater:
”Er det rimeligt, at et barn skal vente på, at dets forældre
lærer forældrekompetence. Hvor lang tid skal det vente?”
”Det er vigtigt, at forældrene synes, det er en god ide, at barnet
skal anbringes. Når de får ejerskab over den handling,
mærker barnet det også. Også selvom der går meget lang tid.
Der er intet, der er akut.”
92

Frivillig anbringelse eller?
Langt de fleste anbringelse foregår med forældrenes samtykke, idet 70%
af anbringelser af børn af udviklingshæmmede forældre er frivillige
(Skov og Henningsen, 2001). En del af disse frivillige anbringelser
betegnes dog af sagsbehandlerne som ”frivillig tvang.” Også mange
forældre betragter den frivillige anbringelse af deres børn som frivillig
tvang – også kaldet gråzoneanbringelse. En anden undersøgelse
(Socialforskningsinstituttet, 1997) viser, at 22% af de frivillige anbringelser
af forældrene opfattes som gråzoneanbringelser, og at der i høj grad
er sammenhæng mellem forældrenes inddragelse og deres opfattelse af
reel frivillighed. Når forældrene i høj grad er involveret i at udarbejde
anbringelsesplanen, er der kun 8%, der ikke føler, at der er tale om en frivillig
anbringelse. Når forældrene ikke er inddraget i at udarbejde planen,
føler 49%, at barnet ville være blevet tvangsanbragt, hvis de ikke havde
accepteret en frivillig anbringelse.
Samme undersøgelse viser, at jo større forældrenes marginaliseringsgrad
er, des større er deres oplevelse af frivillig tvang.
”Fra en socialpolitisk synsvinkel er det væsentligt at fundere over, hvad
årsagen er til dette fænomen. Er de mest marginaliserede grupper udsat
for et større pres fra forvaltningen, f.eks. fordi de har svære ved at leve
op til samfundets normer for forældreskab? Eller føler de mest marginaliserede
grupper sig mere udsatte alene i kraft af deres marginaliserede
position, uden at der nødvendigvis er belæg for det. […] Set ud fra såvel
en etisk som en faglig betragtning er det værd at overveje, hvordan man
kan mindske omfanget af gråzoneanbringelser. Forældrenes usikkerhed
og angst for en tvangsanbringelse kan næppe være befordrende for forløbet
– og i nogle tilfælde har deres opfattelse måske slet ikke grund i
virkeligheden” (Socialforskningsinstituttet, 1997: 232).
Der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå forældrenes accept
og samtykke, og hvor en anbringelse må ske ved brug af tvangsbestemmelserne.
Dette er et meget stort indgreb i både forældrenes og barnets
selvbestemmelsesret og hele tilværelse. Derfor træder der særlige retsga-
93

antier i kraft. Her er det væsentligt at sikre, at udviklingshæmmede
forældre forstår, hvad der er besluttet vedrørende dem og deres barn og
baggrunden for beslutningen, så de får reel mulighed for at bruge retsgarantierne.
De har brug for støtte både i forhold til selve beslutningen og
undervejs i anbringelsesforløbet. Det er et krav, at den afgørelse, der
træffes, begrundes, så modtagerne kan forstå den, ikke mindst, fordi det
kan være meget svært for både forældre og børn at overskue, hvilke konsekvenser
en tvangsanbringelse får for dem.
Også når anbringelsen sker ved tvang – eller måske netop derfor, er der
brug for megen støtte til forældrene, så de har mulighed for at få bearbejdet
det, der er sket. For den fremtidige fastholdelse og udfyldelse af
forældrerollen, skal der arbejdes på, at forældrene kommer frem til en
afklaring og accept af anbringelsen.
Krisereaktioner
Forældre, som har været ude for så store indgreb i deres liv, som en fjernelse
af et barn er, befinder sig ofte i en krisesituation. For at kunne tale
med forældrene om deres situation, og for at kunne hjælpe dem videre,
stilles der store krav til de professionelles kommunikationsfærdigheder,
og det forudsættes, at de har kendskab til krisereaktioner. Du skal kunne
mærke, om forældrene udtrykker en almindelig sorgreaktion, eller om de
er i en egentlig krise. En krise vil altid indebære, at der foruden de almindelige
sorgreaktioner, optræder forvirring og manglende problemløsning.
Også udviklingshæmmede forældre har brug for at få bearbejdet deres
sorg og få professionel hjælp til at komme igennem en krise.
Nogle udviklingshæmmede forældre har megen glæde af samtaler med
deres faste støtteperson, hvor der tilbagevendende tales om, hvad årsagerne
er til, at barnet er fjernet eller i netværksgrupper, hvor forældre til
anbragte børn kan dele sorgen med hinanden. Men det slår ikke altid til.
Der kan være brug for egentlig krisehjælp, der ofte forudsætter psykologisk
bistand. Det er dog sjældent, at et sådant tilbud gives til udviklings-
94

hæmmede, idet der blandt mange professionelle er den opfattelse, at
udviklingshæmmede ikke kan profitere af egentlig krisehjælp (Skov og
Henningsen, 2001). Spørgsmålet er, hvad der er baggrunden for den
opfattelse? LEV 13 har gode erfaringer med brug af egentlig krisehjælp.
Disse erfaringer er baseret på, at nogle psykologer anvender metoder og
en kommunikation i deres arbejde, som personer med et intelligenshandicap
kan profitere af.
”Da jeg var ned på Ågården [døgninstitution], var der en psykolog,
jeg kunne snakke med, mens jeg var der. Det var, fordi
fødslen havde været så forfærdelig. Ham kunne jeg sige alting
til, hvordan jeg havde det, og det gjorde ikke noget, at jeg blev
meget vred over det, der var sket. Jeg græd også meget og sagde
en masse ting, men han sagde, at når du går så bliver alt
det du siger hos mig. Det var en god ting ved Ågården.
”[…] Da vores dreng blev anbragt, burede jeg mig inde. Alt
var så forfærdeligt. Min søster sagde, jeg skulle tale med en
psykolog, men det måtte jeg ikke. De sagde, jeg kunne tale med
Birthe [hjemmevejleder], men det er ikke det samme. Jeg kan
ikke tale med hende på samme måde. Det er også synd for hende,
hvis jeg bliver vred eller er ked af det.
Som vi kan se af de to citater fra samme udviklingshæmmede mor, har
denne mor haft udbytte af at tale med en psykolog om sine oplevelser i
forbindelse med fødslen. Samtaler med hjemmevejlederen, som hun kender,
giver hende ikke mulighed for en egentlig bearbejdelse af krisen. Af
hensyn til hjemmevejlederen lægger hun bånd på sine følelser. Måske
kan moderen heller ikke frigøre sig fra, at hjemmevejlederen er en del af
det system, der har anbragt hendes barn uden for hjemmet?
13
LEV er en landsdækkende forening for udviklingshæmmede, pårørende og andre interesserede,
hvis målsætning er at skabe Livskvalitet, Egenkultur, Værdighed for udviklingshæmmede.
95

Forberedelse af anbringelsen
Væsentligt er det, hvordan forældrene inddrages i de beslutninger, der
vedrører deres liv, og at de tager aktivt del i processen i forbindelse med
selve anbringelsen. De fleste anbragte børn af udviklingshæmmede
forældre anbringes i familiepleje. Ved valg af plejefamilie skal der tages
hensyn både til barnets og forældrenes behov. Plejefamiliens rummelighed
over for de biologiske forældre er afgørende for både barn og forældre.
Den fysiske afstand kan også have betydning. Udviklingshæmmede
forældre kan have vanskeligt ved at opretholde kontakten til deres barn,
hvis plejefamilien bor for langt væk.
Det kan dog være vanskeligt at rekruttere rummelige plejefamilier. En af
barriererne kan være, at plejefamilien ikke er forberedt på eller ikke støttes
tilstrækkeligt i det store arbejde, der er forbundet med en tæt kontakt
til forældrene. Det er nødvendigt, at du som medarbejder både støtter
samspillet mellem biologiske forældre og plejeforældre, og støtter forældrene
i deres nye situation. Den måde, som både du og plejeforældrene
møder forældrene på, påvirker forældrene og deres evne til at støtte barnet.
Som det fremgår af nedenstående citat, er nødvendigheden af en rummelig
plejefamilie et forhold, som ikke alle medarbejdere altid har været
opmærksomme på:
”Det er en stor opgave for en plejefamilie at få en mor og en
far ind på sidelinjen sammen med det barn, de skal have.
Tidligere tænkte jeg bare på, at det jo er almindelige børn, vi
anbringer – børnene er der ikke noget i vejen med, da tænkte
jeg ikke på, at der også skal være plads til forældrene.”
Når beslutningen om at anbringe et barn i familiepleje er taget, er det
vigtigt, at forældrene er med på besøg hos plejefamilien, er med til at
pakke for barnet osv. Det, at forældrene tager aktivt del i processen kan
for barnet betyde en godkendelse af plejefamilien og reducere en evt.
loyalitetskonflikt. Forældre kan lære plejefamilien at kende, og – hvad
96

der er mindst lige så vigtigt – plejefamilien kan lære de biologiske forældre
at kende. Forældrenes aktive deltagelse i anbringelsesforløbet kan
medvirke til at bane vejen for et fremtidigt samarbejde.
Fastholdelse af forældrerollen til trods
Selv om barnet ikke bor hjemme, er forældrene stadig forældre.
Hovedansvaret for at dække barnets behov er for en kortere eller længere
periode lagt over på andre. Men det er væsentligt at finde frem til, på
hvilke områder og i hvilken grad forældrene fortsat kan tage del i ansvaret
for barnet. De har brug for at få defineret og tydeliggjort deres nye
forældrerolle og få klarlagt, hvad der skal til for at fastholde forældrerollen.
Ved frivillige anbringelser er der ofte formuleret et mål om, at barnet skal
hjemgives, når situationen er ændret. Men når først et barn er anbragt, er
der en risiko for, at professionelle ikke beskæftiger sig med forældrenes
forældrekompetence. 14 Det er imidlertid nødvendigt at støtte og hjælpe
forældrene – for at de fortsat kan få mulighed for at være forældre, for at
hjælpe dem med at bearbejde deres følelse af ikke at have slået til, for at
bedre deres omsorgskompetence, for at forbedre forholdene i hjemmet
osv. En ændring af Lov om social service, der trådte i kraft 1. januar
2001 15 forsøger at tage højde for dette behov, idet forældrene skal tilbydes
en uvildig støtteperson, der bl.a. skal hjælpe med at styrke forældrenes
samarbejde omkring barnet, hjælpe dem med at redefinere deres rolle
i barnets liv, og hjælpe dem med fortsat at være forældre under anbringelsen.
Der skal arbejdes med forældrekompetencer – også når der er tale om
varig anbringelse – således at samværet kan blive kvalificeret. Samværet
spiller en væsentlig rolle for både forældre og barn i forhold til at fastholde
forældrenes betydning for barnet og i forhold til barnets oplevelse af
sig selv.
14
I Hestbæks undersøgelse af anbringelsesområdet (1997) viser det sig, at i mere end 60% af sagerne
får forældrene ingen hjælp eller støtte under barnets anbringelse.
15
Lov om social service § 40 a
97

Da opgaven fortsat er at udvikle forældrekompetencer under en anbringelse,
gives der i det følgende nogle forslag, inspireret af Bunkholdt
(1999:178) til, hvordan du kan systematisere dette arbejde:
• Overordnet målsætning.
Tydeliggørelse af målet for alle f.eks. hjemgivelse inden for en på forhånd
aftalt periode, fastholdelsen af forældrerollen, herunder opgave
og rollefordeling i samarbejdet mellem forældre og plejefamilie og
samværet mellem forældre og barn
• Hvilke forældrekompetencer, skal der arbejdes med
Fortsat udvikling af de kompetencer, der skal erhverves før en eventuel
hjemgivelse eller kvalificering af samværet med barnet f.eks. den følelsesmæssige
modenhed.
• Andre livsområder, som må ændres
F.eks. styrke netværket, styrke ressourcer i den nærmeste familie.
• Hvad skal forældrene yde?
Tydeliggørelse af, hvad der forventes af forældrene – tydeliggøre deres
ansvar og rolle
• Hvad skal professionelle yde?
F.eks. støtte og kvalificere samværet mellem forældrene og barnet,
være praktisk behjælpelig ved samvær, yde hjælp så forældrene ved,
hvor de skal henvende sig på grundlæggende livsområder, hjælpe
forældrene med at få et netværk, hjælpe med at bearbejde de svære
følelser.
• Hvad skal plejefamilien yde?
F.eks. støtte forældrene i kontakten med barnet, være initiativtager og
inddrage forældrene i barnets liv, støtte barnet i kontakten med forældre.
98

• Evalueringsmål
Her er det vigtigt, at være konkret. Du skal kunne udtrykke generelle
målsætninger i konkrete handlinger. Hvilke handlinger skal tages som
udtryk for, at samspillet er bedre? Hvordan skal du kunne vide, om netværket
fungerer? Hvad skal forældrene gøre som udtryk for, at de er
bedre rustet til forældreopgaven?
• Tidsramme
Vær opmærksom på udviklingshæmmede forældrenes handicap i relation
til tid og proces, når der fastsættes tidsrammer for overordnede
mål eller delmål, f.eks. hyppigere samvær, og vær parat til justeringer.
Når et barn anbringes, skal der arbejdes hen i mod en hjemgivelse. Der
skal derfor sættes tiltag i værk for at udvikle forældrekompetencer hos de
forældre, som ikke længere har det daglige samvær med deres barn. Et
meget væsentligt tiltag er fastsættelse og udøvelse af samvær, så bruddet
på kontinuitet og rødder bliver kompenseret.
Ved samværet kan udviklingshæmmede forældre have brug for, at du
støtter dem i deres rolle som forældre ved f.eks. at
• inddrage dem, når der skal træffes beslutninger i barnets liv
• støtte til at overholde aftaler med barnet
• hjælpe med at huske mærkedage
• hjælpe med at købe gaver til barnet, f.eks. alderssvarende legetøj
• støtte til indkøb, før barnet kommer på besøg
• hjælpe med at hjemmet er i orden ved samværet.
I nogle tilfælde magter forældrene ikke at have samvær med deres børn.
Dette kan have flere årsager. Nogle bliver så fjendtligt stemt over for
deres hjælpepersoner og plejeforældrene, som de ser som en slags superforældre,
at de modsætter sig et samarbejde, andre reagerer på de mange
nederlagserfaringer, de har haft i forbindelse med deres barn, så de bliver
lammet ved udsigten til flere skuffelser og kan derfor ikke overholde
99

samværsaftalerne, selv om de gerne ville. Det er vigtigt, at forældrene i
sådanne situationer får støtte til at fastholde samværet, og at de anerkendes
for den omsorg, deres beslutning om anbringelse er et udtryk for.
En barriere for fastholdelse af samværet mellem barn og forældre kan
ligge i nogle plejefamiliers opfattelse af, at samværet skal begrænses, for
at give barnet tryghed og ro. I de tilfælde er det vigtigt, at sagsbehandleren
definerer det som sin overordnede opgave at sørge for, at samværet
finder sted (Brøserud og Dessau, 2002).
Forældre, som ikke har set deres barn gennem lang tid, f.eks. fordi de
ikke har så hyppige samvær med barnet og ikke har fulgt dets alderssvarende
udvikling, har ofte dårlige forudsætninger for at se barnet, som det
er nu. Det er vigtigt at se på hvilke tiltag, der skal sættes i værk for at
bedre forældres kompetencer, så de ikke i samværet med deres børn oplever
nye nederlag, alene af den grund, at de ikke har kunnet følge børnenes
udvikling.
Følgende citater er fra en udviklingshæmmet mor, som ikke har boet
sammen med sin datter siden denne var ganske lille:
”Jeg ser min datter hver tredje måned, det er hårdt. Så tager
jeg til København [bor selv i Jylland] og er sammen med hende
fra kl. fire til seks. Jeg er sammen med hende i et familieplejecenter,
men vi laver også andre ting, tager i byen og spiser.
Jeg kommer til centret allerede kl. halv tre og får en kop kaffe
og snakker med psykologen. Der skal være en psykolog med,
hun er god at snakke med, hun holder øje med mig og min datter,
intet andet.”
”Så siger hun, mor, hvornår må jeg komme med dig hjem, så
siger jeg, det må du, når du bliver større, hun er kun 10 år. De
andre [på det beskyttede værksted, hvor moderen arbejder] vil
også gerne se hende.”
100

”Engang da vi kørte i bus, så siger min datter lige pludselig –
lige ud i bussen: Det er min mor. Jeg blev så glad.”
Diskussion
Case.
Umiddelbart efter Mikkels fødsel får forældrene Mette og Peter,
sammen med Mikkel, ophold på en døgninstitution, hvor de skal
lære, hvad det indebærer at være forældre, og hvor deres forældrekompetence
skal udvikles, observeret og vurderes.
Både Mette og Peter er kede af at være på døgninstitutionen, især
Mette ville gerne have været hjemme med sit lille nye barn. Men det
er gjort klart for dem, at hvis de skal gøre sig håb om at beholde
Mikkel hos sig, forudsætter det, at de lærer at drage omsorg for et
barn. Mette er utryg ved personalet, da hun er klar over, at hun hele
tiden bliver observeret, og at der er risiko for, at personalet vurderer,
at de ikke er gode nok.
Mette har problemer med at amme Mikkel. Det gør ondt. Hun giver
hurtigt op og overlader det til personalet at blande modermælkserstatning,
som hun eller personalet så giver barnet. Peter tager stort
set ikke del i pasningen af Mikkel. Om natten bliver Peter irriteret
over at blive vækket af Mikkels gråd. Mette er selv træt og orker
ikke at tage slæbet om natten alene. Hun beder derfor personalet om
at tage sig af Mikkel om natten. Om dagen pusler Mette om Mikkel
og kører ture med ham i barnevogn, når hun af personalet opfordres
til det. Hun får ros for at være god til at skifte ble og vaske ham.
Hun anstrenger sig for at gøre, hvad personalet siger, men hun kan
ikke tage selvstændige initiativer. Når Peter får nok af døgninstitutionen
og vil ud i byen, hvilket han jævnligt har behov for, beder
101

Mette personalet passe barnet og følger med Peter. ”De er der jo til
det samme, så det kan vi lige så godt benytte os af, mens vi er her.”
Efter fem måneder – og adskillige samtaler – får Mette og Peter at
vide, at det bedste for Mikkel er, at han kommer i familiepleje.
Mette stritter i mod. Hun vil under ingen omstændigheder have, at
hendes barn skal passes af andre. Personalet gør det klart for hende,
at det er nødvendigt at anbringe Mikkel nu, men han kan måske
komme hjem igen, når han bliver lidt ældre. Mette og Peter får fortalt,
hvad personalet har vurderet, og får at vide, at hvis de ikke vil
gå med til en frivillig anbringelse, vil der være grundlag for tvangsanbringelse.
Efter de frivillige bestemmelser, kan de stadig have
samkvem med Mikkel og stadig være forældre for ham, siger personalet.
Mette forstår ikke personalets vurdering og forstår ikke, at de
kan skrive, at hun ikke er egnet som mor, når de samtidig har rost
hende for at være god til at pusle Mikkel. Hun forstår heller ikke, at
de har skrevet, at Peter er umoden og kun kan tilgodese egne behov.
”Han skulle bare væk fra døgninstitutionen somme tider, fordi personalet
hele tiden sagde, hvad de syntes, han skulle lave.”
Mette og Peter ender med at acceptere en frivillig anbringelse. Der
fastsættes herefter overvåget samvær to timer to gange om måneden.
Et halvt år efter er Mette gravid igen.
Hvordan vil I vurdere Mette og Peters deltagelse i beslutningsprocessen?
Er de nået til en erkendelse af, at de ikke magter omsorgsopgaven?
Hvad kan være baggrunden for, at reglerne om tvangsfjernelse ikke er
bragt i anvendelse?
Tror I, at sagens udfald ville have været det samme, hvis man havde
bragt tvangsbestemmelserne i anvendelse? Hvorfor/Hvorfor ikke?
Hvordan vil I sikre jer, at udviklingshæmmede forældre
• ved, at der bliver foretaget en undersøgelse
• bliver inddraget og forstår undersøgelsens resultater
102

• bliver inddraget i at udarbejde en handleplan
• får gennemgået og har forstået den færdige handleplan.
Der skal tages hensyn til udviklingshæmmedes handicap både i undersøgelses
af den sociale problematik og ved hjælpeforanstaltninger. Er de
metoder, I benytter, de rigtige, eller skal I forsøge med andre metoder?
Refleksion
“Først hed det aflastningsfamilie, så hed det pludselig ikke det
mere, så hed det familiepleje. Og så skulle vi [forældrene]tage
hjem og tænke over, om vi ville have ham i familiepleje. Vi
havde én dag til at tænke over det. Og så måtte vi tage hjem til
vores lejlighed. Vi skulle bare have en god aften, sagde de […]
Det er ligesom, man ikke blev regnet for noget. De sagde, at
hvis vi bare siger ja til, at han kan komme i familiepleje, så får
vi ham hjem til påske og jul, og det passer slet ikke. Der bliver
sagt så meget, som slet ikke passer”
”Det jeg heller ikke kan lide, når man har et barn i familiepleje,
er, at man bliver lovet, at man nok skal komme med ud at
købe tøj og andre ting. Men det har jeg ikke været endnu. Jeg
ville gerne have været med til at købe hans første sandaler,
men plejemoderen købte dem bare uden at spørge, hvad han
skulle have.” […] ”Vi får ikke rigtig lov til at være far og mor.
”Hun [plejemoderen] foreslog, at han skulle kalde min far og
mor for bedstefar og bedstemor, for ikke at forvirre ham.
Hendes far og mor skulle så være mormor og morfar”.
Citaterne er fra en mor, hvis søn blev anbragt i familiepleje efter bestemmelserne
om frivillig anbringelse. I hvilket omfang moderen/forældrene
reelt har været inddraget i beslutnings- og anbringelsesprocessen, kan vi
103

ikke med sikkerhed vide ud fra citaterne. Det, vi derimod kan læse er, at
moderens egen oplevelse er, at hun ikke er blevet inddraget i processen,
og at hun ikke længere har en reel forældrerolle og ikke bliver taget
alvorligt.
Hvad kunne der have været gjort for forhindre moderens følelse af ”ikke
at blive regnet for noget”?
Hvad kan der gøres nu, for at hendes selvfølelsen ikke bliver læderet
yderligere, men tværtimod forsøgt opbygget?
Hvad vil du kunne gøre for at give moderen/forældrene mulighed for at
vise, at de har en betydning i deres nye situation?
Hvilke kompetencer vil du efterspørge hos plejefamilien for at fremme
samarbejdet med de biologiske forældre?
Hvordan vil du arbejde på at udvikle forældrekompetence hos udviklingshæmmede,
som ikke har haft det daglige samvær med barnet under
en del af dets opvækst?
104

105

BILAG: 1
Metoder til afklaring af ønske
om at få børn
• Samtaler i grupper med ligestillede.
Netop når det drejer sig om graviditet og forældreskab ved vi, at mange
udviklingshæmmede kan føle sig manipuleret af professionelle til at træffe
beslutning om abort. For at give den pågældende et bredere beslutningsgrundlag
og for at sikre, at den beslutning, der træffes, bliver en
egenbeslutning, kan der etableres samtalegrupper, hvor udviklingshæmmede
får mulighed for at drøfte deres ønske med ligestillede.
• Anskaffelse af kæledyr.
Et kæledyr har, ligesom et barn, en række umiddelbare behov, som skal
dækkes. Kæledyret kan synliggøre arbejds- og ansvarsbyrden og opfylde
behovet for at give omsorg.
• Surrogatbaby.
En surrogatbaby er en dukke med indbygget chip. Dukken græder og
udviser behov, som en baby. Formålet med en sådan dukke er at synliggøre
og skabe forståelse for det ansvar, der ligger i forældreskabet.
Dukken er ikke særlig udbredt i Danmark, hvorfor der kun er mere sporadisk
erfaring hermed.
• Praktik i vuggestue.
Formålet med praktikopholdet er, at udviklingshæmmede tilegner sig
erfaring og forståelse af det ansvar og arbejde, der følger af at have et
barn.
• Kurser i seksualitet, prævention, forældreskab.
Udover en mere generel dialog om seksualitet og samliv undervises der i
temaer som prævention og forældreskab. Derudover giver kurserne
mulighed for erfaringsudveksling med ligestillede.
106

• Vejledning fra andre udviklingshæmmede forældre.
BILAG: 1
• Vejledning fra udviklingshæmmede, som har fravalgt børn.
Der er gode erfaringer med vejledning fra ligestillede, både fra forældre
og fra udviklingshæmmede, som ikke ønsker at få børn. Denne form for
vejledning rummer ikke magtrelation i samværet, som en samtale mellem
udviklingshæmmede og professionelle. Desuden er det lettere at identificere
sig med en ligestillet, som har erfaring med enten hvad graviditet og
forældreskab indebærer, eller med hvad en beslutning om fravalg indebærer.
• Temadage om forældreskab.
Ligesom ved kurser giver temadage mulighed for tilegnelse af ny viden
og erfaringsudveksling med ligestillede.
God praksis
BILAG: 2
Hverdagen.
• Vær ansvarlig for, at forældrene får mulighed for at tilegne sig viden
om børnepasning og at de lærer, hvad det vil sige, at være forældre.
• Vores tilbud skal rette sig mod familien som en enhed.
• Undgå at relatere alle de problemer, familien måtte have, til det faktum,
at de er udviklingshæmmede.
• Undgå den fejl at forudsætte, at fordi forældrene er udviklingshæmmede,
har de ikke de samme følelser for deres børn, som vi, og at deres
familiefølelse er svagere.
• Respekt for og støtte af den følelsesmæssige tilknytning mellem forældre
og børn bør være det grundlæggende for vores hjælp.
• Vær forsigtig med ikke at undervurdere betydningen af den sociale
værdi, der ligger i at være forældre.
107

BILAG: 2
• Vær opmærksom på ligheder mellem de problemer, udviklingshæmmede
forældre kan have, og de problemer, andre risikoforældre kan
have, og forhold dig ens til dem.
• Tillad ikke, at den af forældrene, som ikke er udviklingshæmmet, har
mest at skulle have sagt. Sæt ind for at involvere den udviklingshæmmede
forældre.
• Sørg for, at forældrene er involveret i beslutninger, der har indflydelse
på deres tilværelse
• Undervurder aldring menneskers evne til at forandre sig.
Rettigheder og medborgerskab
• Sørg for, at forældrene har adgang til objektive, uafhængige råd og
informationer, når som helst de har spørgsmål om forældreskab og børneopdragelse.
• Anbring ikke et barn varigt uden for hjemmet pga. f.eks. forsømmelse
eller forkert pasning før der har været iværksat omfattende foranstaltninger
for at tilføre forældrene de kompetencer, de har behov for, for
selv at kunne klare forældreopgaven.
• Forældrene skal sættes i stand til at deltage i beslutningsprocesser, der
vedrører holdninger til deres liv og deres børns velfærd.
• Støtte viser sig at være mest effektiv, når den er vedvarende, ikke
påtrængende og ikke truende.
Godt forældreskab.
• Et forældre – barn forhold baseret på kærlighed og affektion er lettere
at støtte end at genoprette. Vær opmærksom på at støtte et forældrebarn
forhold, selv om forældrene ikke fuldt ud kan stimulere barnet og
ikke kan imødekomme alle behovene for udvikling.
• Forældrenes problemer og behov for hjælp skal altid vurderes i sammenhæng
med deres eget liv og erfaringer.
• For at kunne vurdere forældrenes kvaliteter eller mangler og deres
måde at leve på, er det nødvendigt med et grundigt kendskab til familien
bygget op over lang tids involvering.
• Vær forsigtig med ikke at undervurdere betydningen af faderens eller
partnerens rolle.
108

BILAG: 2
• Sørg for, at forældrene er klar over, efter hvilke standarder de vurderes.
• Gå aldrig ud fra, at forældrenes underskud eller mangler er uafhjælpeligt.
• Vær lige så opmærksom på forældrenes evner, som på deres mangler.
• Husk, at det er være forældre er mere end børnepasning.
• Styr uden om selvopfyldende profetier vedr. forældrenes mangler,
baseret på ensidig koncentration på forældrenes utilstrækkeligheder.
• Træning kan forbedre forældres kendskab og forældrekompetencer på
alle forældreskabets områder, men omfanget af det, man lærer, varierer
fra person til person.
Social retfærdighed
• Nærm dig hver sag med et åbent sind. Forældrekompetence kan kun
vurderes fra sag til sag.
• Undgå at tilskrive et barns dårlige forhold forældrenes begrænsninger,
hvis de dårlige forhold mere skyldes den sociale situation.
• Undgå at blande dig i familieanliggender, som der ikke er grundlag for
at blande dig i.
• Vær forsigtig med at komme med udtalelser og bedømmelser om
udviklingshæmmede forældre som en gruppe.
• Lad ikke fordomme få indflydelse på vurderingen af forældrekompetence
• Sikre, at ikke udviklingshæmmede forældre behandles mere restriktivt
(eller straffes fordi de er udviklingshæmmede) end andre forældre, hvis
problemer også er et resultat af en dårlig opvækst.
• Vær forsigtig med ikke at forværre familiernes stress og forstørre de
problemer du ser.
109

Litteraturliste
Bøger:
• Booth, Tim & Wendy, 1994: Parenting under pressure. Open Universitt
Press Buckingham – Philadelphia.
• Booth, Tim & Wendy, 1998: Advocacy for Parents with learning
Difficulties. Pavilion Publishing.
• Bonderup, Krista & Mariann Carlsen, 2001: Mor og barn: Sådan sikres
den skrøbelige familie en god start i Victoriahuset. Dafolo.
• Brønserud, Sissel & Marie-Louise Dessau, 2001: Anbringelse af børn i
familiepleje – at navigere i en kompleks virkelighed. Dafolo.
• Bunkholdt, Vigdis, 1999: Fra rekruttering til tilbakeføring.
Universitetets Forlag.
• Egelund, Tine, 1997: Beskyttelse af barndommen. Hans Reitzels Forlag
• Faureholm, Jytte, 1999: Forældrekompetence i udsatte familier.
Empowerment i praksis. Forlaget Systime.
• Hansen, Carsten Yndigegn, 1999: Nu trækker vi på samme hammel.
Socialmimisteriet.
• Killén, Kari, 1996: Omsorgssvigt er alles ansvar. Hans Reitzels Forlag.
• Kommunernes Landsforening, 2000: Hånd i hånd om. Om kommunernes
støtte til sårbare børn og unge. Kommuneinformation.
• Krogstrup, Hanne Kathrine,1999: Det handicappede samfund – om
brugerinddragelse og medborgerskab. Forlaget Systime.
• Krogstrup, Hanne Kathrine, 1997: Brugerinddragelse og organisatorisk
læring i den sociale sektor. Forlaget Systime.
• Lingås, Lars Gunnar, 1997: Over andres dørtrin. Dafolo.
• Madsen, Henny, 1998: Samlepunkt - en dagforanstaltning for udviklingshæmmede
forældre og deres børn. Dafolo.
• Nygren, Pär, 1999: Professionel omsorg for børn og familier – fra teori
til værktøj. Dansk Psykologisk forlag.
• Rogers, Carl R, 1980: A way of being. Boston Houghton Mifflin.
• Rye, Henning, 1993: Tidlig hjelp til bedre samspil.
Universitetforlaget. Oslo
110

• Sørensen, Jytte Brink, 1999: Ser man det. Marte-meo-metoden. Dafolo
• Sandbæk, Mona & Gunnar Tveiten,1996: Sammen med familien.
Kommuneforlaget.
• Uggerhøj, Lars, 1995: Hjælp eller afhængighed. Ålborg
Universitetsforlag.
Rapporter:
• Faureholm, Jytte, 1994: Du´r udviklingshæmmede som forældre? – En
landsdækkende undersøgelse fra 1992-94: Socialministeriets
Informations- og Konsulentvirksomhed (SIKON).
• Hestbæk, Anne-Dorthe, 1997: Når børn og unge anbringes. En undersøgelse
af kommunernes praksis i anbringelsessager.
Socialforskningsinstituttet.
• Olsen, Henning, 2000: Holdninger til handicappede. En surveyundersøgelse
af generelle og specifikke holdninger.
Socialforskningsinstituttet.
• Plambech, Kirsten, 2002: Forældre med handicap – når døgnet kun
har 12 timer. De Samvirkende Invalideorganisationer. WWW.handicap.dk/dok/rapport
• Socialministeriet, 1996: Familier med udviklingshæmmede forældre.
Statens Publikationer.
• Socialministeriet, 2000: Socialpolitisk Årsmøde 2000. Det åbne
velfærdssamfund – brugere og pårørende i centrum. Statens
Information, Publikationsafdelingen.
• Uggerhøj, Lars, 2000: Den indviklede udvikling. En rapport om familieinstitutionen
Bethesdas arbejde med forældreevnevurderinger. Center
for forskning i socialt arbejde.
• Skov, Anne & Ulla Henningsen, 2001: Udviklingshæmmede som forældre.
En kortlægning i 28 kommuner. Formidlingscenter Øst
111

Vejledninger:
• Fyns Amt, 1997: Forældreevneundersøgelser. Vejledende retningslinier
for børne- og ungerådgivninger og døgninstitutioner.
Artikler
• Abildtrup, Knud: Opdragelse til barnløshed, Socialrådgiveren, nr.
17/1991, s. 8-10.
• Brønserud, Sissel & Marie-Louise Dessau: Den komplekse anbringelse,
Nordisk sosialt Arbeid, nr.1/2002
• Faureholm, Jytte: De måske egnede, Socialpædagogen, nr. 21/1994, s.
10-12.
• Faureholm, Jytte: Familier, hvor forældrene er udviklingshæmmede,
LEV, nr.10/2000, s. 22.
• Jensen, Lisbeth, 2000: Stil de rigtige spørgsmål og få nogle brugbare
svar, ULF-Nyt, nr. 4/2000, s. 3-5.
• Krogh, Aase: Udviklingshæmmede som forældre, Børn i tiden, nr. 1
marts/1998, s. 2-9.
• Schrøder, Merete: Konflikten som stjal barnets støtte, Embla,nr.
3/2001, s.28-37.
• Wiborg, Annette: Styrk forældreevnen, Børn & unge, nr. 1/1996, s. 5-7.
• VIPU, Viden om psykiatri og udviklingshæmning nr.3/2001
Avisartikler:
• Politiken, 16. Juli 2000: Svagt begavede får flere børn, forside. Barnets
tarv, ledende artikel, PS, s. 6. Når mor og far aldrig bliver voksne, PS,
s.1 samt Tinas valg, PS, s. 2.
• Berlingske Tidende, 2. maj 2001: Færre børn skal fjernes, forside,
samt Anbringelser undersøges, 1. Sektion, s. 4.
Andet:
Folder om familierådslagning.
Projektbeskrivelse af Familierådslagning: www.familieraadslagning.dk
112