Bevaringsværdige bygninger - Center for Bygningsbevaring

4.2.7. Bindingsværk
De ældste bindingsværksbygninger i Danmark er fra 1500-tallet, men hovedparten af
bindingsværkshuse i by og på land stammer fra 17- og 1800-tallet. Der er mange
ligheder, men også afgørende forskelle mellem byhusenes og landhusenes bindingsværk.
Bortset fra helt egnsspecifikke specialiteter som sulehuse og højremshuse er
landbindingsværket præget af to konstruktionstyper: styrtrumshuset og spærfagshuset.
Styrtrumshuset og spærfagshuset
Styrtrumshuset har navn efter den lille forsænkning af loftsbjælkerne under tagfoden,
der fører til en lille forhøjning af loftrummet, hvor man kunne styrte kornet ud for at
tørre det oven over stuehusets eller staldens varme, hvilket var meget ressourcebesparende.
Derfor er loftsbjælkerne, eller bindbjælkerne, samlet med ydervægsstolperne et
stykke fra toppen/tagremmen med en gennemstukket tap. Den kan ses inde under
tagskægget som en lille udstikkende tap med to træpløkke på tværs. På Sjælland og i
Skåne er loftsbjælken ikke stukket gennem stolpen, men skåret (glammet) en tredjedel
ind i siden.
Styrtrumshuset er statisk meget svagt, idet spærenes tryk presser væggene skråt ud ad
for oven, så selv små sætninger i fundamentet fører til voldsomme, synlige skævheder
i ydervægge og tag. Heldigvis kan konstruktionen for det meste optage og give efter
for skævhederne, hvad der kan se yderst smukt og malerisk ud. I forbindelse med
landboreformerne og landsbyernes udflytning efter 1790-erne går de lavloftede, skæve
og smårudede bondehuse af mode. Nu ønskes der højloftede rum, vandrette gulve,
store vinduer med masser af dagslys og snorlige facader.
Derfor lægger man loftsbjælkerne op oven på tagremmen, oven på bindingsværksvæggen,
og man tapper spærene direkte ned i loftsbjælkerne i et regulært spærfag. Deraf
38 Facader, facadedekorationer, fundamenter og udvendige trapper