Bevaringsværdige bygninger - Center for Bygningsbevaring

4.3.3. Skifertage
Skifertagene er, ligesom de røde tegltage, en karakteristisk del af de ældre og bevaringsværdige
bebyggelser i danske købstæder og større byer. Naturskifersten vandt
indpas som tagbeklædning i Danmark i midten af 1800-tallet, hvor en del stationsbygninger
til de nyanlagte jernbaner fik tagbeklædning af skifer. På landet blev skifer brugt
på mange nye hovedbygninger til større gårde. Siden blev skifer et meget anvendt
materiale til tagdækning, og det har i mere end 100 år været brugt til såvel bolig- som
industribyggeri over hele landet.
Skifersten
Den skifer, der anvendes til tagbeklædning, er en lerskifer, dannet ved lagvise aflejring
af ler, kvarts og glimmerskel for millioner af år siden. Disse aflejringer blev med tiden
udsat for et kolossalt tryk, der forårsagede, at lagene blev uhyre sammenpressede,
hvorved skiferstenen fik den plane, lagdelte (skifrede) struktur, som gør, at den kan
kløves ud i tynde plader.
Herhjemme anvendes især skifer fra Wales med navn efter udskibningshavnen Port
Madoc. Foruden den almindelige blågrå sten findes også en rødlig. Ved at bruge sten
med forskellige nuancer kan man opnå en karakteristisk mønstervirkning i taget.
Skifertage vinder markant indpas i byggeriet
fra ca. 1869 til 1910, både i enfamiliehuse og
som her i etagebyggeriet i byerne.
Det er vigtigt at disse skifertage, der er en
karakteristisk del af husets identitet, bibeholdes
ved tagistandsættelser, enten i form af en
genanvendelse af de gamle skifersten eller
med oplægning af nye skifersten, magen til de
oprindelige – hvad angår farve, tykkelse,
oplægningsmåde og om muligt længde og
bredde på stenene.
Det sidste kan være vanskeligt, fordi mange af
de gamle skiferbrud er nedlagt og branchen er
også gået over til nye størrelser.
65