Download Konsulentområdets årsberetning 2008 ... - Center for døve

Fakta
Hovedparten af de seks kvinder
er funktionelt døvblinde som følge
af et medfødt høretab og den progredierende
øjensygdom retinitis
pigmentosa. Sidstnævnte medfører
bl.a. indskrænket synsfelt (kikkertsyn)
og mørkeblindhed. En af kvinderne
har brug for, at den mundtlige
kommunikation bliver understøttet
af tegnsprog. De øvrige kvinder er,
ved flere personer tilstede, afhængige
af høretekniske foranstaltninger.
Mødet med andre kvinder kan give det fornødne overskud til komme videre i omstillingsprocessen.
kommunikationen med børnene. For
kvinderne vil gerne kunne det og gøre
det, som andre kvinder kan og gør. De
forsøger længst muligt at agere ligesom
andre, og i det omfang det er muligt, forsøger
de at skjule deres begrænsninger.
Vi har i gruppen talt om, at man ikke altid
kan gøre tingene på den måde, andre
gør, og at det ikke er ensbetydende med
at være en dårlig mor, en dårlig ægtefælle,
en dårlig veninde etc. Det handler
ikke om at være god eller dårlig, men
blive bevidst om, hvad man har overskud
til. Ligesom det er vigtigt, man ikke får
bragt sig i situationer, som er for svære at
tackle. Erkendelse er her et vigtigt nøgleord,
idet det er udgangspunktet for, at
man kan begynde at udforske nye måder
at håndtere hverdagen på.
Når erfaringsudveksling bliver en
del af livsomstillingen
At skulle omstille sig til en tilværelse
som døvblind er en svær udfordring.
Kvinderne befinder sig forskellige steder
i denne omstillingsproces. Med et progredierende
syns- og høretab vil kvinderne
ikke kun en gang, men flere gange i
livet opleve at skulle omstille sig. Nogle
har kendt deres diagnose i flere år, mens
andre først for nylig er blevet konfronteret
med en diagnose. Enkelte har stadig
tilknytning til arbejdsmarkedet, nogle
kæmper for at blive der, mens andre har
måttet opgive et arbejdsliv. For nogle
er det fortsat hårdt at skulle fortælle om
sine syns- og høreproblemer, mens andre
er parate til at indvie omgivelserne i
deres vanskeligheder.
Erfaringsudvekslingen i gruppen er en
ressource, som den enkelte kvinde kan
udnytte i sin egen omstillingsproces.
Nordiske undersøgelser 3 peger netop
på, at flere mennesker med erhvervet
døvblindhed oplever at være ensomme
i denne proces.
Den professionelle samtalepartner
Vi har hørt mange eksempler på, hvordan
kvinderne ofte føler sig ”anderledes”
blandt deres omgivelser. I flere situationer
mangler de samhørighed med
de andre, når de oplever at stå uden for
kommunikationen.
I netværksgruppen er alle ligestillede
medlemmer. Her er ingen den svage
part. Vi har i denne kontekst defineret
vores opgave til at være professionelle
samtalepartnere for kvinderne. Kort opridset
betyder det, at vores centrale rolle
har været at igangsætte og støtte gruppens
proces. Vi har indledningsvist haft
ansvar for sammen med kvinderne at
fastsætte rammerne og indholdet for
møderne, og vi har undervejs fungeret
som tovholdere.
”Det er ukompliceret at være i
gruppen – her kan man være sig selv”
Som en af kvinderne formulerer det,
handler det netop om at kunne være sig
selv. At turde være sig selv og at finde sit
jeg. Det er i mødet med de andre kvinder,
at den enkelte kvinde kan få mod til at
virkeliggøre sig selv og sine muligheder.
3
Göransson, Lena.(2007): ”Dövblindhet i ett livsperspektiv”, HAREC Samhällsmedicinska institutionen, Universitetssjukhuset MAS, Malmö.
Ravn Olesen, Birgitte og Kirsten Jansbøl.(2005): ”Nordisk Projekt”, Videnscentret for Døvblindblevne.
11