Søgbar version

kommunens andre udgifter. Ligningen skulleske efter de hidtil gældende regler. Sogneforstanderskabetvar selv beføjet til at tage endeligbeslutning angående ligningen af skolevæsenetsog fattigvæsenets udgifter, uden at der blev indhentetapprobation fra amtsskoledirektionen påskoleskatten. Klage over forstanderskabets ansættelsetil skole- og fattigskat kunne påankesfor amtsrådet. Amtmanden var beføjet til at afgøreklagerne, såfremt afgørelse ikke kunneopsættes til næste møde.Ved lov af 22. marts 1855 ændredes sogneforstanderskabernesvalg og sammensætning, ogi landkommunalloven af 6. juli 1867 fremtrådtesognerådene og amtsrådene stort set i den skikkelse,som er bevaret til i dag, alene med deændringer, som har været en følge af den almindeligeudvikling i retning af lige og almindeligvalgret og valgbarhed.3. København.København indtog i ældre tider såvel i administrativsom i skattemæssig henseende en særstilling,idet det offentlige liv var præget af stadensstilling som befæstet hovedstad og som residensstadfor landets enevoldskonge. Udviklingenaf ligningsvæsenet kom derfor til at foregåpå en noget anden måde end i det øvrige land.Af hensyn til overskueligheden vil udviklingenaf det københavnske ligningsvæsen blive gjorttil genstand for en samlet redegørelse i afsnit D.B. Forbindelsen mellem de kommunale og statsligeligningsmyndigheder.Indtil lov nr. 85 af 15. maj 1903 om ændringeri og tillæg til de nugældende regler for denkommunale beskatning samt statstilskud til kommunernetrådte i kraft, blev den kommunaleskatteligning grundlaget for købstads- og landkommunernesskatteudskrivning. Den kommunaleskat var en ren opholdskommuneskat, idetde skattepligtige alene var skattepligtige til dekommuner, i hvilke de havde ophold. Alleredeved kommunallovenes givelse blev det stillet iudsigt, at kommunalbeskatningen ville blivegjort til genstand for revision. I den følgendetid beskæftigede rigsdagen sig til stadighed medkommuneskatteforslag. Disse forslag tog dogikke så meget sigte på at ændre selve beskatningsgrundlagetsom på at løse de interkommunalebeskatningsproblemer på rationel måde.Under den stærke vækst af byerne, som fandtsted i sidste halvdel af forrige århundrede,sprængtes rammerne for de gamle bysamfund,og flere og flere personer flyttede fra byerne udtil de tilstødende sognekommuner, medens debevarede deres virksomheder i byerne. Da denkommunale skattepligt var knyttet til bopælen,betød dette, at byerne mistede betydelige skatteindtægter.For sognekommunernes vedkommende kunneden dagældende ordning ligeledes betyde storeulemper. En godsejer kunne således ved at opgivebopælen i en kommune og tage opholdandetsteds forrykke hele skatteligningen i enmindre landkommune. Det lykkedes dog førstefter systemskiftet ved den store skattereformat få løst dette vigtige spørgsmål ved indførelsenaf erhvervsskatten.En væsentlig hindring for gennemførelsen aferhvervsbeskatningen var den omstændighed, atman i København havde en egentlig indkomstskat,i købstæderne en »formue- og lejlighedsskat«,der stærkt nærmede sig en indkomstskatog i sognekommunerne en forskelligt udvikletformue- og lejlighedsskat. For at tilvejebringeen retfærdig fordeling af skatterne, blev derstillet forslag om oprettelse af en interkommunalligningsmyndighed. Da en væsentlig del aflandbefolkningens repræsentanter ikke ville afskaffeformue- og lejlighedsskatten i sognekommunerne,og da også udformningen af den interkommunaleligningsorganisation frembød vanskeligheder,kunne der ikke gennemføres enkommuneskattereform, selvom det fra alle siderblev erkendt, at en ændring i den bestående tilstandvar ønskelig. Imidlertid havde regeringeni samlingen 1896 forelagt et forslag til en lovom indkomst- og formueskat. Dette forslag tilsigtedeat skaffe kommunerne dækning for udgifterneved den i 1891 vedtagne lov om enalderdomsunderstøttelse. Dette skulle ske ved, atder ydedes kommunerne et statstilskud. Ejhellerom dette forslag kunne der blive enighed. Slutteligblev der nedsat en parlamentarisk kommission,og i overensstemmelse med dennes indstillingblev der ved skattereformen indført denordning, at statsskatteansættelsen skulle væreafgørende for ligningen af den personligeopholdskommuneskat. Ved statsskatteligningenskulle de kommunale ligningsmyndigheder: ligningskommissionernei købstæderne og sognerådenei sognekommunerne, medvirke, men deendelige skatteansættelser skulle foretages af dei statsskatteloven omhandlede skatteråd, der varuafhængige af kommunerne.Denne ordning af ligningsorganisationen var14