Temanummer om biomonitering - Sundhedsstyrelsens RÃ¥dgivende ...

Effektiv dosis (protein eller
DNA addukt)
Sen effekt markør (P53 tab,
leverskader)
Figur 1. Forskellige typer biomarkører fra eksponering til helbredseffekt.
tilstedeværelsen af biologiske molekyler forårsaget
af en ekstern stimulus såsom et lægemiddel.
I toksikologiske studier kan disse give vigtig
information om biokemiske forandringer
relateret til toksiske og patologiske effekter.
Toxicogenomics teknologien er et signifikant
fremskridt i forhold til at forbedre sikkerheden
af nye lægemiddelkandidater og kan bidrage til
konventionelle toksikologiske undersøgelser,
såsom klinisk kemi (urin/serum), histopatologi
og kliniske observationer i udarbejdelse af en
sikkerhedsvurdering. Et af de primære formål
ved at anvende denne teknologi er at kunne
forudsige langsigtede effekter på baggrund af
analyser, der er hurtige at generere (10).
Fra prækliniske studier til anvendelse i
klinikken
Eksponering
Helbredseffekt
Der findes mange klinisk patologiske parametre,
som kan associeres med organtoksicitet.
De fleste af de klinisk kemiske parametre består
af enzymaktiviteter eller endogene metabolitter,
som kan måles i serum og/eller urin
ved hjælp af biokemiske metoder. Disse traditionelle
parametre har imidlertid flere ulemper,
idet både sensitiviteten og specificiteten ofte er
begrænset i forhold til tidlig detektion af organ-
Intern dosis (lægemiddel, forurening)
Kummuleret dosis (vævsopkoncentrering)
Tidlig effekt markør (kromosomskader,
enzyminduktion, ekspressionsprofil)
Diagnostisk markør
(prostata specifikt antigen)
toksicitet. De traditionelle serumenzymer til
detektion af organtoksicitet udskilles ofte fra
flere forskellige væv og kan være forårsaget af
forskellige uspecifikke faktorer, hvilket begrænser
anvendelsen af disse. De klinisk patologiske
parametre, der traditionelt er blevet anvendt
til monitorering af organer, giver ofte et
billede af organets funktion, hvilket ikke nødvendigvis
har direkte sammenhæng med organtoksicitet.
Nedsat organfunktion kan dog være
en konsekvens af toksicitet. Formålet er derfor
at detektere toksicitet, som er et direkte
respons af cellulære skader, og dermed være i
stand til at detektere toksicitet, inden organets
funktion svækkes. På den måde øges sikkerheden
i kliniske studier, da det bliver muligt at
gribe ind, inden funktionen af et eller flere organer
svækkes.
Adskillige nye toksicitetsbiomarkører har vist
sig at være sensitive redskaber til detektion,
monitorering, kvantificering og prædiktion af
organtoksicitet. Disse vævsspecifikke, noninvasive
biomarkører kan muligvis give værdifuld
information i toksikologiske evalueringer
og kan derudover muligvis anvendes til sensitiv
og specifik monitorering af målorganer i
forbindelse med kliniske studier.
6 miljø og sundhed 15. årgang, supplement nr.1, oktober 2009