Thomas Niemann - Paragraf

38
Sporløst forsvundet
vol. 2
I. oktobernummeret. bragte. vi. en. fortælling. fra. to. forhenværende.
paragraffere,.der.nu.arbejder.i.Fødevarestyrelsen.og.IT-.og.Telestyrelsen..
I.forlængelse.heraf.bringes.her.beretninger.fra.Martin.og.Thomas,.der.nu.
slår.deres.folder.hos.politiet.som.hhv..politifuldmægtig.og.politibetjent.
Thomas Schoubys beretning
Law in books – law in action …
Planerne var lagt, sidste bachelor
eksamen skulle i hus, og så skulle
karrieren have en ny drejning.
Forberedelserne var allerede begynd
og målet var sat – optagelse
på politiskolen. Dagen var d. 2.
juni 2008, efter seks lange varme
timer trådte jeg ud fra eksamenslokalet.
Sidste formueretseksamen
var netop overstået. Nu var tiden
inde, forberedelserne til politiets
optagelsesprøver var nu højeste
prioritet, så jeg kunne være klar til
d. 25. juni, hvor de første prøver
ventede på mig. Der skulle nu
løbes endnu flere ture i Risskoven,
og læsesalen skulle fortsat have
nogle timers besøg, således at
de skriftlige færdigheder kunne
pudses helt af til prøverne.
Thomas.Schouby.sommeren.2008
Politibetjent på prøve
Førend jeg kunne nå at se mig
om var også optagelsesprøverne
overstået, og d. 22. juli lå der et
brev fra Rigspolitiet. Rigspolitiet
havde fornøjelsen af at meddele
mig optagelse på politiskolen pr.
1. november (fornøjelsen var helt
på min side!).
Efteråret gik, og førend jeg kunne
nå at se mig om, var det første
skoledag, og der stod
jeg så klar, sammen
med 128 unge, ansat
som politibetjent på
prøve.
GRL § 3 og føregreb
Politiskolen har den
første måned budt
på mange nye udfordringer,
nogle mere
velkendte end andre.
Således var det da
et glædeligt gensyn,
da grundloven blev
fundet frem, og vores
underviser lagde ud
med at sige, at vi lige
skulle se lidt på GRL §
3. I det hele taget har
det vist sig, at juraen
har været rigtig god
at have med i rygsækken,
og jeg
har derfor været heldig med en vis
”hjemmebanefordel”. Uddannelsen
som politibetjent byder selvfølgelig
på en masse straffeproces, men
også alm. strafferet, samt en
smule statsforfatningsret og forvaltningsret.
Lidt på ”udebane” kom jeg derimod
første gang jeg i Judogi
(morgenkåben som folk der
dyrker kampsport har på) trådte
ind i politiskolens selvforsvarshal.
Kampsport har aldrig lige været
mig, men med øvelse blev selv
de mere komplicerede føregreb
forståelige og mulige at udføre
for mig. Politiskolen og politiets
grunduddannelse indeholder
selvfølgelig også meget andet: Der
er bl.a. skydning, køreuddannelse
og beredskabsuddannelse.
Hvor blev jeg af?
Redaktionen på Paragraf spurgte
mig, hvor jeg var blevet af, og det
håber jeg det ovenstående giver
lidt svar på. Hvis nogen ikke skulle
vide det, så ligger politiskolen i
Brøndby, og jeg selv – ja jeg er
flyttet til Østerbro. Til alle jer på
jura så håber jeg, I kan holde
dampen oppe og held og lykke
med eksaminerne til jul.
Martin Strandby Nielsens
beretning
There’s a new sheriff in town
Det var det herrens år 2000,
sensommeren var forbi og et kuld
håbefulde jurastuderende havde
forskanset sig i aulaen. En ny ver
den åbnede sig; den juridiske.
For mit eget vedkommende blev
jurastudiet dog først rigtig spændende,
da der stod strafferet på
menuen og af denne grund var
grunduddannelsen en lidt lang
affære. Men da den først var
overstået, kunne jura-livet for alvor
begynde. Efter et udlandsophold
og da de obligatoriske strafferetlige
fag var vel overståede, havde jeg
udset mig en nærmest uopdaget
perle. Et praktikophold hos Politimesteren
i Grønland. Omgivet af
sne og is blev jeg overbevist om, at
jeg var kommet på rette hylde, og
da Justitsministeriet herefter var så
flinke, at tildele mig en stilling som
politifuldmægtig ved Østjyllands
Politi, ja så var jeg for alvor på vej
ind i de voksnes rækker.
Kastet direkte for løverne
Datoen var 3. september, året
var 2007. Den unge og håbefulde
anklager stod pænt og ventede i
anmeldelse og
visitation. Jeg
havde nemlig
i k k e n o g e n
nøgle og så er
Politigården i
Århus ikke det
nemmeste sted
at bevæge sig
rundt i. Der var
mange betjente,
der fulgte
min færden,
men heldigvis
havde min
chefanklager
på ingen måde
glemt mig, og
lukket ind på
de hemmelige
gange blev jeg.
Og der stod jeg
så, omgivet af
en masse nye
kolleger, som
jeg på ingen
måde kunne
alle navnene på. Herefter gik turen
til mit kontor. Det var spartansk
indrettet, dog var der opstillet en
reol, der i dagens anledning var
godt fyldt op med sager af alskens
overtrædelser. Og så kunne jeg
ellers give mig i kast med dem
og endelig vise, at alle de år på
studiet virkelig havde givet mig en
god ballast. Da der så var gået et
par timer med at kigge forvirret på
sagerne, kunne jeg da heldigvis
følge med en rutineret kollega i
retten, for lige at se hvordan den
slags skulle ordnes. Sådan gik de
første par uger, men pludselig var
dagen kommet hvor jeg selv skulle
stå i Retten.
Martin.Strandby.anno.200
Fare for opkast i retten
Jeg havde fået mange velmenende
råd med, og også de mere drilske
kommentarer, som ”alle kaster op
inden deres første sag”, så med
kvalme og med tyggegummi i lommen
i tilfælde af pludselig sygdom,
kunne jeg bevæge mig op mod
retsbygningen. Set i bakspejlet var
sagen ganske banal, men jeg var
forberedt på det værste. Ethvert
tænkeligt udfald var gennemspillet
i mit hoved.
Tætskrevne ark med spørgsmål til
den sigtede var medbragt, for der
skulle jo ikke mangle noget. Sagen
skulle da bestemt belyses bedst
muligt. Virkeligheden viste sig dog
at blive lidt anderledes end forudset.
Efter tre spørgsmål havde
den sigtede erkendt og sagen var
belyst, og så virkede de resterende
spørgsmål ganske overflødige.
Lettet fra en tung byrde begav jeg
mig ned til politigården igen, første
retsmøde var veloverstået, og det
endda uden brug af tyggegummi.
Siden da har jeg prøvet turen
til og fra retten mange gange.
Nervøsiteten er stadig til stede,
dog ikke i samme grad. Men der
kan altid ske noget uventet, og
det er i de situationer presset igen
kommer. At møde i retten kan efter
min mening bedst beskrives som
en lang mundtlig eksamen, bare
med meget mere pres, for her er
der for alvor noget på spil. Nemlig
folks fremtid, og som anklager er
man på. Det er anklageren, der
som hovedregel afhører vidnerne
først. Vi dokumenterer langt det
meste, og det er vores opgave, at
alting glider som det skal.
Street credit med politiskilt
Jeg synes, at jobbet som politifuldmægtig
er super spændende. Det
minder på mange områder om et
hvilket som helst andet job i det
offentlige, men elementet med at
møde i Retten giver en fantastisk
processuel erfaring, noget man
ikke kan lære på det juridiske
fakultet. Som ethvert andet job i
det offentlige kan det naturligvis
ikke konkurrere med advokatfuldmægtigstillinger,
når vi taler løn.
Men arbejdstiden er 37 timer, og
så er man på en arbejdsplads,
hvor der hele tiden sker noget, og
et sted der aldrig har lukket. Og så
skal man også lige huske på, at
med jobbet følger et politiskilt!
Thea Bytofte
tb@paragrafblad.dk
39