Untitled

74 ØSTERDALSLAGET
Min kirke
K. G. Nilsen
Jeg kjender el hjem hvor vi lekte som smaa:
Guds kirke pall jord.
Jeg mindes en mor, hvor vi diende lad
og nød av Guds ord.—
En brud som er ukjendt med brylluppets goder,
den kyskeste jomfru, dog frugtbar som moder.
Jeg elsker min kirke av hele mit sind.
lik Høisangens brud".
Ti kysset hun gav paa min rødmende kind
bar elskovens brud.
De sødmende ord jeg i barndommen lærte,
som adleste vin nu beruser mit hjerte.
I daabsnaadens hellige, snehvite dragt
hun sender os ud,
og ber at vi aldrig maa glemme vor pagt
med barndommens Gud.
Den Auden som. saaes i ungdommens morgen,
den vokser og verner i synden og sorgen.
Der rinder en morgen til kirkelig fest
i Faderens hus,
hvor sangen skal tone fra. øst og fra vest,
lik van denes brus.
Nu kirken min sidste indbydelse bringer;
ti klokken i himmelens domkirke ringer.