LE MONDE diplomatique - Dokumentar.no

30 LE MONDE diplomatique – september 2005 september 2005 – LE MONDE diplomatique 31
forfølgelsen Av romA-folket fortsetter
Statsløse individer
FLyKTNINGEN: I 2001-2002 besøkte den danske billedkunstneren Veronica Juhl 50 danske leirer for flyktninger og asylsøkere. Hun har sammenfattet
inntrykk fra disse leirene i fotografier og tekst (No-land, forlaget Introite, København, 2004). Flere bilder og perspektiver på leirene skal neste måned
vises på Charlottenborgs høstutstilling i København. Vi har brukt noen av disse bildene i vår artikkelserie om flyktningen. Kunstneren har ønsket å
dokumentere stedet for oppbevaringen av de som har overlevd, men er lukket ute. bildene er derfor uten mennesker. Temaet aktualiseres av en rekke
dramatiske og tragiske utvisninger av barn i Danmark samt en stor sultestreik i Saltholmlejren sist påske.
veroniCa Juhl
Dansk-norsk billedkunstner
No-land: Norske
Le Monde diplomatique
avslutter her
sin serie på flere
artikler over temaet
flyktninger. I fire
måneder har vi latt
en filosof, forskere,
en journalist og nå
sist en kunstner
tematisere.
De lave enetages huse lå delvis skjult bag
megen bevoksning og var ikke særligt synlige
fra vejen. De lå et stykke uden for byen, men
ikke så langt væk som mange andre steder.
Det var rigtige huse og ikke barakker. Så vidt
jeg forstod, var de en del af et tidligere idrætsanlæg.
En sportshal i forbindelse med bebyggelsen
skulle muligvis inddrages som en del
af centret.
Jeg kom så tidligt, at de fleste ikke var
stået op. Derfor aftalte jeg kun at fotografere
udvendigt indtil videre. Alligevel blev jeg taget
vel imod af en familie, der viste sig at være af
Roma-folket, sigøjnere som de før blev kaldt.
De boede seks mennesker på et lille værelse,
som ikke kan have være større end 10 kvadratmeter.
To næsten voksne børn og to tvillingepiger
på 13-14 år. Der var et lille badeværelse,
og dertil kom køkken og entré i ét. Det var ikke
fysisk muligt, at seks mennesker kunne sove
i værelset, så farens soveplads var på gulvet i
den entré, som altså også fungerede som køkken.
Han var ikke nogen høj mand. Alligevel
blev jeg i tvivl om han overhovedet kunne
ligge udstrakt der. De havde boet der i syv
måneder. Og om vinteren havde de mærket
trækvinde, når de sov på gulvet. Standarden lå
ellers over gennemsnittet, da der var et privat
badeværelse, men jeg havde ikke set mange bo
så trangt som dette før. Børnene sov, så jeg ville
ikke fotografere indenfor, da blitzen kunne
vække dem.
Mod alle odds var det lykkedes moren at
indrette rummet, så det virkede som et hjem.
Den lille entré var pyntet med gardiner og
guirlander. Ved at udfolde lidt forestillingsevne
var det muligt at se, at når sengene var redt
for dagen, ville værelset fremstå som en lille
stue med et par kvadratmeters areal, hvor det
var muligt at stå op. Sommeren var kommet og
disse beboeres formidable evne til at indrette
sig hensigtsmæssigt, selv under umulige forhold,
viste sig også udenfor.
De fik fortalt, eller
formidlet er et rigtigere
ord, om systematiske
chikanerier, trusler om vold
En havepavillon af den slags, man kan
sætte op som overdækning i sin have til
beskyttelse mod vejr og vind, stod opstillet
uden for indgangsdøren. Et øjeblik, fordi solen
skinnede og fordi det var så behageligt der
inde rundt om bordet med den hvide dug, og
ikke mindst fordi mine værter var så venlige,
så sjældent ligefremme og sympatiske, mindede
besøget om en ganske almindelig dag,
hvor jeg blot var ude på en rejse, og blev godt
modtaget af den lokale befolkning. De to store
børn vågnede efterhånden og kom og satte sig.
Der var ikke meget sprog at gøre godt med. En
smule tysk, en smule dansk og en meget lille
smule engelsk.
Men jeg tror, jeg fik formidlet, at jeg vidste
noget om egnen, de kom fra og at jeg vidste
lidt om Romaer. Denne familie var flygtet fra
Eks-Jugoslavien, enten fra Serbien eller fra
Kroatien. De fik fortalt, eller formidlet er et
rigtigere ord, om systematiske chikanerier,
trusler om vold – og om egentlig vold. Om
personer, de beskrev som skinheadlignende
typer, der gjorde det umuligt for dem at blive.
Og selvfølgelig om vanskeligheden med at få
arbejde på grund af deres etniske oprindelse.
Da de fleste ord var brugt, og det blev for
svært at fortsætte, viste de mig det afslag, de
havde fået fra udlændingestyrelsen, for at forklare
deres situation. Afslaget var begrundet
med, at det at blive nægtet adgang til et diskotek
ikke gav grundlag for at få asyl i Danmark.
Familien havde fortalt om systematisk chikane,
ingen beskyttelse fra myndighedernes side
og ingen adgang til arbejdsmarkedet. Alt pga.
deres etniske herkomst. Hvordan dét kunne
reduceres til et spørgsmål om adgang til disko-
© Veronica Juhl, Den dømte havepavillon, Indgangen til familiens «lejlighed»
teker, er noget, der kræver en anden undersøgelse
end den, jeg kan foretage.
De kunne ikke selv læse papiret, og jeg ved
ikke, om de havde fået det oversat. Jeg prøver
at forestille mig, hvordan interviewene med
familien er foregået. Hvilken oversættelse ligger
til grund for den fortolkning, styrelsen var
kommet med? Er familien overhovedet blevet
hørt? Og hvis den er, hvor er deres egen gengivelse
af situationen henne? Der var også en
vurdering af de lokale forhold, de kom fra, og
den konkluderede, at der ikke var grund til at
tro, at familien ikke kunne få beskyttelse af de
lokale myndigheder i det borgerkrigshærgede,
stadig urolige og etnisk problematiske Balkan,
hvor Roma-folk om nogen har været udsatte.
Hvad skal der til for at være forfulgt?
Da jeg skulle forlade lejren fik jeg at vide, at
den samme udlænd-ingestyrelse havde været
på inspektion i lejren, og at havepa-villonen
uden for mine værtsfolks dør var blevet påtalt
som et ureglementeret forhold og forlangt
fjernet.
Hvad er regel og hvad er undtagelse? Ud fra
hvilken lov er en havepavillon ureglementeret
i en lejrbolig? Hvilket juridisk rum er det,
man træder ind i, når en så ikke blot uskyldig,
men også nyttig anordning som en teltdug
til beskyttelse mod solen kan gøres ureglementeret?
Teltet og retten er her to sider af
samme sag: Det midlertidige ophold er ækvivalent
med vilkårlig magtanvendelse. Her ligger
muligheden for, at en myndighed kan
udføre et skøn, der ganske vist hverken har sin
grund i ret eller retfærdighed. Resultaterne af
sådanne skøn er afhængige af mange faktorer,
ikke mindst af hvad der er en slags gældende
konsensus, f.eks. om forventningerne til flygtendes
adfærd. Det medfører bizarre regler og
forbud, der er unddraget såvel offentlighedens
som domstolenes opmærksomhed. Forskrifter,
der rammer direkte ind i den enkeltes dagligdag
uden anden relevans end et embedsværks
fortolkning og skøn, er skræmmende. Der er et
Kafkask moment i denne situation: Dommen
over havepavillonen.
Både som princip og som potentialitet forbliver
volden og overgrebet tilstede. Lejrens
rum åbner for alle muligheder. Den eneste
vage garanti for sikkerhed er de humanitære
organisationers tilstedeværelse. Og den er heller
ikke sikker. En privatisering af lejrdriften
har været på tale. Styrelsens arbejdsmåde og
intentioner burde være genstand for en uvildig
undersøgelse.
Hvis nu mange af de sammenstuvede flygtninge
begyndte at stille havepavilloner op
for at udvide deres råderum og give sig selv
lidt større mulighed for privatliv i sommerhalvåret,
ville asylcentrene, som er lejrenes
officielle og noget mere flatterende betegnelse,
måske komme til at ligne, hvad de i virkeligheden
er: flygtningelejre.
I DET KRIGSHæRGEDE Eks-Jugoslavien, hvor
denne familie kom fra, blev etnisk udrensning
foretaget hurtigt under Anden Verdenskrig
og under opvisning af stor samarbejdsvilje
især fra den kroatiske del, der kollaborerede
med Nazityskland. I Kroatien og delvis også
i Bosnien-Herzegovina myrdede Ustasha-folkene
størstedelen af romaene og jøderne, især
i koncentrationlejren Jasenovac. I Serbien, der
var besat af tyske tropper, blev Endlösung gennemført
tidligt i krigen: allerede i 1941 blev
alle mandlige romaer og jøder skudt. I foråret
blev kvinder og børn dræbt i gasvogne. 27.000
romaer og 60.000 jøder forsvandt i Jugoslavien
under Anden Verdenskrig.
Under Anden Verdenskrig oplevede
Europas befolkning med undtagelse af dem,
der kollaborerede med nazisterne, for første
gang massivt at være underlagt en stor magt
og at være udsat for forfølgelse. Kolonimagten
Europa fik så at sige smagt sin egen medicin,
hvilket medførte, at de menneskerettighedserklæringer,
der fulgte efter Første Verdenskrig,
siden kunne ratificeres og udvides i FN-regi.
Kolonierne opnåede lidt efter lidt selvstændighed,
og en slags ret til national uafhængighed
kunne tilføjes Folkeretten. Måske gjorde
man blot en dyd af nødvendigheden, eftersom
koloniherredømmets konstruktion var dømt
til undergang efter Anden Verdenskrigs svækkelse
af de europæiske metropoler.
I mellemtiden var Europas civilbefolkning
blevet inddraget i verdenspolitikken mere end
nogensinde: to befolkningsgrupper i Europa
var blevet forfulgt ene og alene på grund af
etniske tilhørs-forhold. Jødeforfølgelsen og
holocaust glemmer vi forhåbentligt aldrig,
selvom nynazistiske grupper og revisionistiske
historikere arbejder på at benægte udryddelserne.
Roma havde sit eget holocaust, og det er
en historie, der har alle muligheder i sig for at
blive glemt og fortrængt. Hvor mange der blev
udslettet vides ikke nøjagtigt. De mindste tal
ligger omkring en halv million og de største på
halvanden million. De var færre end jøderne,
men forfølgelsen af dem var lige så ideologisk
bestemt. Og i lighed med jøderne havde de
ikke en egen stat, ikke noget eget territorium.
De havde imidlertid heller ingen intelligentsia
og ingen position i mellemkrigstidens Europa.
De var Europas trash og blev ved med at være
det efter krigen. Roma er nu det folk i Europa,
der er dårligst stillet, og som er mest udsat for
forfølgelse.
Hvad skal der til for at
være forfulgt?
INDIEN REGNES I DAG for det sted, der var
udgangspunktet for Roma-folkets vandring.
De første romaer kom til Balkan i det 14.
århundrede. Først til Grækenland, dernæst
til Rumænien, Jugoslavien, Bulgarien og
Albanien. Roma har mange navne. På Balkan
bliver de almindeligvis kaldt ægyptere.
Egjuptsi, eller det beslægtede Gjuptsi. Det har
fejlagtigt ført til teorier om, at Roma oprindelig
skulle stamme fra Ægypten. Mere sandsynligt
er det, at Roma selv opfandt navnet for
at skjule deres identitet for inkvisitionen og
for at undgå forfølgelse fra den kristne kirke.
Dette for at understrege, at udstødelsen og
forfølgelsen af befolknings-grupper ikke har
været forbeholdt det nazistiske Tyskland. Alle
© Veronica Juhl, Multitude, 1, 2
nationer i Europa bærer et ansvar for Romafolkets
skæbne.
Skandinavien var bestemt ingen undtagelse.
I fælles-monarkiets tid fastslog et kongeligt
dekret i 1589, at ledere af romaerne, som
befandt sig på dansk jord, skulle dømmes til
døden. I 1600-tallet blev skibe, der medbragte
romaer beslaglagt, og der blev organiseret
sigøjnerjagt med belønninger til dem, der
fangede nogen. Enhver af Romanislægten
kunne uden videre udvises af Danmark frem
til 1849, hvor sigøjnerlovene blev lettet. De
blev imidlertid strammet igen i 1875 pga. en
mistanke om pågående indvandring af sigøjnere
fra øst. Fremmedloven af 1875 forbød
«tatere» og andre «rejsende» at opholde sig
inden for rigets grænser, og dette gjaldt helt
frem til 1952. Fra 1911 blev loven praktiseret
hårdt, efter oprettelsen af statspolitiet
under ledelse af politichef Valdemar Henrik
Mensen, der håndfast sørgede for, at de som
måtte befinde sig illegalt i landet blev udvist,
og at ingen andre slap ind. I 1939 fandtes der
næsten ikke, eller muligvis ingen, sigøjnere
i Danmark.
Norge, som ikke længere var del af det
danske kongedømme, men i union med
Sverige, fik et større antal sigøjnere, og her
blev tvangssterilisation af «tatere» praktiseret
både før, under 5253 og efter Anden
Verdenskrig. Dog med et fald i selve krigsårene.
Men Omstrejfermissionen udleverede sine
taterarkiver til Quslingadministrationen, og
det var kun Tysklands kapitulation, der hindrede
deportationen af de norske sigøjnere.
Den førnævnte danske Fremmedlov af 1875
medførte, at politiet problemløst kunne udvise
de familier, der stod ved den dansk-tyske
grænse i 1934. Nu flygtede de for de tyske nazister
og ville gennem Danmark for at komme
til Norge. Men Norge havde signaleret til de
danske myndigheder, at de ikke ønskede at
modtage flere af slagsen. Ophold i Danmark
kunne slet ikke komme på tale. Politichef
Mensen var død i 1933, men praksis var blevet
fastlagt under hans håndfaste overholdelse af
Fremmedloven.
Anders Enevig refererer episoden i sin bog
Sigøjnere i Danmark, hvor han også bringer et
avisreferat fra den 23. januar 1934. Her er et
uddrag fra den pågældende artikel (avisens
navn er ikke oplyst):
«Da politimester Bjerre kl. 5,30 i morges i
spidsen for 20 betjente ankom til paskontrollen,
mødte der ham et ejendommelig syn.
De 68 sigøjnere havde indrettet sig hyggeligt.
Mellem sovende mænd, kvinder og børn gik
en sigøjnerdreng og spillede violin. Snart strøg
han buen med højre hånd, snart med venstre.
Andre stillede deres sult ved nydelsen af medbragt
mad og drikke.
Politimesteren og hans folk måtte bryde
idyllen og vække sigøjnerne, der, stillet over
for det store og respektindgydende politiopbud,
fuldstændig tabte modet.
De vægrede sig ganske vist ved at efterkomme
politimesterens henstilling om at gå ud
til jernbanevognen, men da han havde ladet
et par betjente tage sig af de mest hysteriske
kvinder, tabte de øvrige modet og lod sig drive
ud til vognen.
Med 6-toget forlod sigøjnerne det ugæstmilde
Danmark. Foreløbigt er de kun nået
til Flensburg, hvor myndighederne ikke ved,
hvad de skal gøre med dem, eller hvor de
skal sende dem hen.»Som Anders Enevig gør
opmærksom på, så var tyskerne ikke råd-vilde.
Et klip fra den 4. april 1934: (avisens navn er
ikke oplyst):
«De 68 statsløse sigøjnere, som i sin tid
søgte at komme over den danske grænse efter
at have været kastebold for en række lande, vil
iflg. «Heimdal» nu blive interneret i en særlig
form for lejr uden for Altona. Intet land har
villet give sigøjnerne indrejsetilladelse.
Roma havde sit eget
holocaust, og det er
en historie, der har alle
muligheder i sig for at blive
glemt og fortrængt
I lejren skal sigøjnerne opdrages til anstændige
og brugbare mennesker, hedder det.
Mændene skal udføre produktivt arbejde,
og kvinderne skal opdrages til at koge og gøre
rent.»Den særlige form for lejr, der henvises
til, var naturligvis en af Nazitysklands koncentrationslejre.
Senere blev de fleste romaer
sendt til udryddelseslejre, hvilket også gjaldt
for de pågældende familier.
Roma har aldrig fået nogen kollektiv erstatning
efter de rædsler, de gennemlevede i Det
Tredje Rige. Da krigen var slut, fortsatte de
demokratiske lande med sterilisering og internering
af Roma. Alle alarmklokker bør ringe,
når et statsløst individ eller et statsløst folk
ankommer til et europæisk land. Slip altid,
og uden undtagelse, sigøjneren ind. Med eller
uden hans telt.
© LMD Norge