Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

Eremelfbrde 55
var ikke smånazister, men nogen af de store dyr. Jeg skulle på toilettet
og måtte gå igennem deres del af vognen med min vagtmester bagefter.
På hans uniform og min fangedragt kunne de nok se, hvad vi var
for et par rejsende, og på tilbagevejen standsede de mig og sagde, at
jeg ikke så ud som en kriminel tugthusfange. »Nej,« sagde jeg, »jeg er
kommunist.« »Vi vil gerne tale lidt med Dem,« sagde de, og jeg måtte
jo sige, at det kunne de godt, hvis min vagtmester ikke havde noget
imod det. Det blev en mærkelig samtale. Mit indtryk er, at de havde
hørt om, hvordan antinazister blev behandlet mange steder, og nu havde
de lejlighed til at tale med en af fangerne selv. Så selvom de havde
fine uniformer på, har de næppe været så tæt på beslutningsprocesserne,
at de vidste ordentlig besked - endsige selv været med til forbrydelserne.
Jeg husker tydeligt, at jeg fik den opfattelse, at de havde
medynk med mig. Det bragte mig i en lidt vanskelig situation, for selv
om jeg naturligvis ikke fortalte om det glade liv, vi havde på udkommando,
kunne jeg ikke fortælle meget om overgreb - ud over det overgreb,
det er at blive gjort til tugthusfange, når man ingen forbrydelse
har begået. På det tidspunkt havde jeg ikke oplevet de ondeste sider af
fangelivet endnu. Jeg var aldrig blevet slået.
Vi kom til Hamborg, og der hilste jeg på bekendte fra Flensborg.
Men det vigtigste var, at jeg fik at vide, at jeg ikke skulle vidne mod
Hein Rogahn, han havde tilstået. Jeg kunne ikke vide, under hvilke
omstændigheder han havde tilstået, og det var ikke så rart, men jeg var
i hvert fald glad for, at jeg slap for den meget vanskelige situation, det
ville have været i retssalen. Så sagde min vagtmester, at vi lige så godt
kunne spadsere en lille tur og se på Hamborg, nu vi ikke skulle andet.
Det var mærkeligt at se Hamborg igen - byen var helt forandret. Der
var spændt et kraftigt net tværs over Alsteren, det var tydeligt, at Hamborg
var en by i krig.
På vejen tilbage til BremerfOrde havde jeg en anden vagtmester til
at passe på mig, og han forlangte, at jeg skulle have en lænke på. Den
vagtmester, der havde bragt mig til Hamborg, prøvede at fortælle ham,
at der var givet ordre om, at jeg ikke skulle lænkes, men han var en
ældre mand og var bange for, at jeg skulle stikke affra ham, og så fandt
han på et kompromis. Det blev ordnet ganske diskret, en kæde blev sat
om mit håndled, trukket igennem et hul i bukselommen ned langs
benet og sat fast om ankelen. Jeg kunne kun gøre ganske små bevægel-