Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

78 Hen imod slutningen
der marcherede af sted med kort afstand mellem afdelingerne. Hvad vi
oplevede på denne march har beskæftiget mig til den dag i dag, og jeg
kan stadig ikke begribe det: At de SS-folk, der nøjagtigt vidste, at de
havde tabt, at det var forbi med deres magt i Tyskland, ikke forstod, at
det nu kom an på at redde hvert menneskeliv, men i stedet skød hvert
menneske, der ikke var i stand til at gå mere; at de ikke kunne indse,
at de dog havde en lille mulighed for at gøre noget godt igen af alt det,
de havde forbrudt. Lige til sidste minut skød de. Jeg tror, det blev til
otte eller ni tusinde mennesker, vi mistede på dødsmarchen fra Berlin
til Schwerin. Ikke en eneste fik lov til at blive liggende ved vejkanten
i live.
Der er især en episode, der sad og gjorde ondt i mange år. Jeg drømte
om den om natten, men havde svært ved at tale om den. En dag gik
en ung italiener ved siden af mig, han var yngre end jeg, vel bare 17­
18 år. Som vi går hen ad vejen siger han til mig på halvt italiensk og
halvt tysk: »Karl-Heinz, jeg er nødt til at gå afsides.« Jeg sagde, at han
skulle løbe et stykke frem, så han var færdig, når vi kom marcherende.
Men i stedet løb han nogle meter bort fra vejen. Bag mig gik tre SSmænd,
og den ene af dem tog sit gevær og skød drengen - jeg så kun,
hvordan han fløj tilbage og var død. I det øjeblik kunne jeg have bidt
den SS-mand, våben havde jeg jo ikke. Det er egentlig den eneste
gang, jeg har oplevet drabene så tæt på, og det var frygteligt.
Ved hver kartoffel- og roekule undervejs lå døde mennesker, som
var blevet skudt, fordi de havde forsøgt at få lidt at spise. Om nætterne
lå vi ude på marken, en gang imellem i en lade, og i skoven ved Below
lå vi i tre dage og tre nætter. Da lå fronten fast i nogle dage, men
da russerne igen kom nærmere, jog vore plageånder os af sted igen i
huj og hast midt om natten. Vi kunne høre russerne, de var ikke mere
end 30 km borte. Et sted kunne vi en kort tid høre en russisk fortrop,
den har ikke været 100 m fra os, men de gik tilbage igen, og så skreg
og råbte vagterne og jog på os. Det var deres største angst at falde i russernes
hænder, men hvorfor de ikke bare lod os være og så løb deres
vej, kan jeg ikke begribe. Vi måtte slæbe os af sted med den bevidsthed,
at vi havde englænderne og amerikanerne på den ene side og russerne
på den anden, men alligevel var vi magtesløst udleveret til vore
bødler. Ved Below begyndte fangerne at flygte, en del lykkedes det for.
Kort efter Below dukkede en afdeling fra svensk Røde Kors op med