Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

102 Kondidatprocessen i FlensbOlg
Men statsadvokaturen var af en anden mening. Man havde flittigt
samlet materiale og rejste den følgende måned anklage mod 14 kandidater
i forbundsrepublikken. En dag fik jeg et anklageskrift på 78 sider
ind ad døren og måtte møde til den første retsforhandling d. 23. oktober
1961 i Søndergravene, Altes Gerichtsgebaude, Sal 61, sammen
med de andre to kandidater i Slesvig-Holsten, der også var anklagede.
Forsædet havde Landesgerichtsdirektor dr. Lupprian, min forsvarer var
igen den engagerede demokrat dr. Kbtschau. Både han og dr. Bbttcher,
Klaus Weigles og Max Wallnigs forsvarer, insisterede på at sidde ved
siden af os. Tilhørerpladserne var fuldt besat med pressefolk og interesserede.
Forhandlingerne varede i fire dage, og efterhånden mistede
publikum interessen. Jeg husker det som nedslående at sidde tilbage
alene med rettens folk, som jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overbevise.
En af dagene under forhandlingerne kom assessor Roth med den
uhyrlige påstand, at jeg ligestillede forbundsrepublikken med Det tredje
Rige. Da sprang jeg op og spurgte ham, om han overhovedet vidste,
hvad fascisme er. Om han ville påstå, at jeg nogen sinde skulle have
sagt, at der her findes koncentrationslejre, at der her findes galger, at
mennesker her bliver skudt eller slået ihjel. Det ville aldrig falde mig
ind at ligestille forbundsrepublikken med Det tredje Rige. Jeg var virkelig
vred. Bagefter kunne jeg se, at mine ord og min vrede havde gjort
indtryk på retten.
Da jeg fik ordet til min personlige slutbemærkning, sagde jeg: »Jo,
jeg er kommunist. Siden mit 16. år har jeg kæmpet mod krig og fascisme,
og dengang blev jeg arresteret for første gang. Anden gang var jeg
19. Da kom jeg fem år i tugthus og treethalvt år i koncentrationslejr.
Hvis Sovjetunjonen ikke havde eksisteret, var jeg og mange andre
mænd som f.eks. pastor Niembller aldrig blevet befriet. Jeg blev kommunist
i kampen mod krig og fascisme, og ingen kan vente af mig, at
jeg ophører med at være det.«
Den 26. oktober 1961 faldt dommen: Ni måneders fængsel for Max
Wallnig og Klaus Weigle, og 6 måneder til mig, nedsættelsen begrundedes
med mine oplevelser i nazitiden. Straffen blev gjort betinget i
fire, henholdsvis tre år. Desuden skulle vi betale sagens omkostninger
og en bøde på hver 500 DM som en »soning svarende til forbrydelsen«.
Vore forsvarere ankede straks sagen.