Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

84 Hjemme igen
stisk og et socialdemokratisk parti, men se at blive enige om en fælles
holdning. På det nære plan, i Flensborg, talte vi om den ny begyndelse
i byen, en ny forvaltning, i det hele taget alt det, der hang sammen
med, at nazisterne var væk og at nye mennesker skulle til. Der sad vi
så - fra alle grupperinger - om aftenerne og diskuterede og fandt frem
til de mennesker, der skulle i ledelsen. 16. maj 1945 havde den engelske
besættelsesmagt udnævnt en byforva1tning i Flensborg. L C. Møller,
der allerede i Weimanepublikken havde været medlem af byrådet
for det danske mindretal, blev overborgmester. En tysk købmand, c. C.
Christiansen, blev borgmester. Efter kommunalvalget i 1946 måtte han
vige pladsen for Nicolaus Reiser, formand for SPF, det danskorienterede
socialdemokratiske parti i Flensborg. Socialdemokraten Fritz
Drews fra Mecklenburg blev bydirektør, en stilling, der ikke havde
eksisteret i Flensborg før, men som englænderne kom med.
Min mor kendte Nicolaus Reiser og holdt meget af ham, fordi de
ofte havde snakket sammen, mens jeg var i fængsel og koncentrationslejr.
Hans holdning imod nazisterne var helt klar. Far og mor havde
ofte truffet ham i sejlklubben Galwik, hvor min far dengang var kasserer.
Jeg lærte ham at kende, da han var borgmester i Flensborg, og vi
sammen arbejdede med et initiativ, som de arbejdsløse havde taget til
gensidig hjælp. Engang holdt han en tale i fagforeningshuset. Jeg var
ikke enig i det, han sagde, men jeg ville ikke forstyrre ham, så jeg tog
siden ned på rådhuset og bad om at snakke med ham. Jeg spurgte ham
om, hvordan han som socialdemokrat og dansk sydslesviger kunne
sige sådan noget vrøvl, som han havde sagt på mødet. »Jamen,« sagde
han, »der talte jeg jo ikke som socialdemokrat eller dansk, men som
borgmester.« »Ja, det er typisk,« sagde jeg, »man kan altså have to
meninger. Den ene er socialdemokratisk, den anden er borgmesterens.«
Det var alvorligt for mig, at socialdemokraterne sådan gik på
akkord, og jeg har aldrig glemt det.
Flensborg havde ikke fået mange bombardementer, så værftet og
andre virksomheder var ikke ødelagt, men alt skulle alligevel organiseres
på ny. Ved diskussionerne hos Kloppenburg var der nok mange
meninger om, hvordan de nye strukturer skulle være, men vi var enige
om, at der skulle opbygges et samfund på demokratisk fundament,
hvor mennesker ville finde sammen, og hvor arbejderne skulle have
indflydelse på deres arbejdsplads.