Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

14 Min barndom
stykker, der fulgte dem. Men da vi så kom ud til K1ues, var der et stort
møde derude. Jeg husker tydeligt, at det var Peter Kring, der talte. Han
var den egentlige organisator af mange politiske demonstrationer i
Flensborg. Jeg tror nok, at han kom sydfra. Efter mødet forærede han
mig en bog - den var om Trotskij, så man kan se, at det var ideologisk
overbeviste kommunister, vi havde i Flensborg på den tid. Det var
første gang, jeg kom i direkte kontakt med kommunisterne. Hjemme
havde jeg hørt dem omtalt med sympati af mine forældre, men de var
nærmest socialdemokrater på det tidspunkt.
Da jeg næste dag mødte på skolen, var der optræk til ballade, for jeg
ville jo ikke bilde lærerne ind, at jeg havde været syg, men jeg hævdede,
at l. maj var arbejdernes dag, og så blev der ikke snakket meget
mere om det.
På grund af den sociale nød fik børn fra fattige hjem kakao eller
mælk og rundstykker i det store frikvarter. Gårdvagten, Niels Juel Billum,
stak mig ofte tiloversbleven mælk. Jeg tror, at det var udtryk for
en vis sympati. Hvis der var tre kopper mælk tilovers, kunne jeg være
sikker på, at han kaldte på mig, for at jeg skulle have den ene. Egentlig
havde jeg ikke brug for det, for min far havde grise og ænder og
høns i haven.
Vi kom fra mange sociale lag. Jeg kan huske om mine klassekammerater,
at Astrid Joost kom fra Moltkegade, Prominentenstraf3e kaldte
man den dengang, - der var Randi Cederholm, der senere havde en
forretning i Nystaden, og Annelise Christensen, der kom til at arbejde
på det danske konsulat, hvor jeg mødte hende, da jeg som snedker havde
arbejde deroppe. Og der var min gode ven Nicolai Hansen, der dengang
hed Geipel, som senere blev pedel på Christian Paulsen-Skolen.
Det skete jo af og til, at lærerne skulle have møder, eller at en lærer
af en eller anden grund ikke kunne holde sin time, og så gik snakken
med: »Hvad skal vi lave nu?« Det endte ofte med, at de sagde: »Vi skal
have Karl Heinz til at læse en historie!« Det var jeg glad for, det var et
bevis på, at jeg trods mi.n politiske indstilling havde mine skolekammeraters
sympati. Der var stor social forskel på de hjem, vi kom fra.
Men jeg har aldrig følt mig set ned på eller f.eks. skammet mig over
mit tøj. Jeg kan huske forskellen i vore madkasser - der var børn, som
havde halve stykker mad med pålæg på - vi fra de jævnere lag kendte
kun til klemmer.