Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

Taget afGestapo 39
han som agent provocateur havde lokket ind i omkredsen afvort arbejde.
Der var frisør Schmidt, og der var Richard Rogahn og hans mor.
Fru Rogahn havde engang givet Meissner 20 Mark, som hun bad ham
tage med til en anden sØn, Heinrich, der arbejdede i Kolding. Det blev
udlagt som støtte til landsforræderi - hun fik 3 års tugthus.
Retsforhandlingen - eller hvad man skal kalde det - var ijuni 1937.
Jeg var anklaget for forberedelse til højforræderi, og statsadvokaten,
der kom fra Hamburg, forlangte 10 års tugthus til mig, 8 år til brødrene
Hermannsen, og 3 år til alle de andre. Jeg havde en forsvarer, som
kom i civil, men med et stort flot hagekors på, så det var ikke svært at
se, hvor jeg havde ham. »De må sige den fulde sandhed,« sagde han.
Jo, men det havde jeg skam allerede gjort. »De må fortælle meget mere
endnu,« sagde han. »Kun når De siger alt, kan jeg hjælpe Dem.« Jeg
indrømmede naturligvis det, de havde vidneudsagn eller beviser på, og
ikke andet. En lørdag i juni blev retten sat og skyldsspørgsmålet
afgjort, om mandagen blev straffen udmålt. Og med den ejendommelige
nazilogik erklærede dommeren, at i mit tilfælde kunne man ikke
helt følge Meissners vidneudsagn, for jeg havde jo tilstået på nogle
punkter. De andre derimod havde ikke tilstået noget som helst, så de
måtte anses for at være særlig forhærdede, og i deres tilfælde fulgte
man Meissners beskyldninger til punkt og prikke. Jeg fik 5 års tugthus,
brødrene Hermannsen 6 og 8, de andre 3 år. Domsafsigelsen var mandag
eftermiddag kl. 16, men jeg blev allerede underrettet lørdag nat, da
en af vagterne låste min dør op, hvad der var strengt forbudt. »Nicht
traurig sein, Karl Heinz,« sagde han, »du får ikke 10 år, du får kun 5,
det ved jeg allerede.« Han hed Kalli Brodersen og var meget flink, selv
om han var SS-mand. Han havde allerede en gang før lukket min dør
op en søndag eftermiddag, da der ikke var andre vagtmestre i huset, og
så sagde han: »Karl Heinz, nu går du ikke ind til brødrene Hermannsen,
for det må du jo ikke. Jeg sidder på trappen og passer på.« Og så
sad vi tre sammen og snakkede om, hvad vi skulle sige i retten. Men
det var jo for sent, der var intet mere at redde. Der var overhovedet
ingen beviser mod Arnold og Peter - alligevel gav den juridisk uddannede
dommer dem 8 og 6 års tugthus.
Mens vi endnu sad i fængslet i Flensborg og ventede på at blive tugthusfanger,
kom en dag en gammel værkmester, som havde med fangernes
arbejde at gøre, ind i min celle. Han var gammel mmineofficer,