Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

18 Vngkommunist
hvor de ellers kunne finde husly. Marcherne begyndte altid foran
Flensborg Skibsvælft tidligt om morgenen. Jeg var med og så arbejderne
og de arbejdsløse solidarisere sig - og så gik de arbejdsløse af
sted, arbejderne på arbejde, og jeg gik op på Duborg-Skolen kl. 8.
Arbejderne og de arbejdsløse stod sammen, der var ikke længere så
mange ansatte på værftet, og der var hele tiden risiko for at miste arbejdet.
Det var ikke ballademagere, det var mennesker, der kæmpede for
det daglige brød. Et par dage efter kom hungermarchen tilbage, og ved
fyraftenstid samledes man foran vælftet igen. Der blev holdt beretning
over marchens forløb, antallet af deltagere og andet, der var værd at
fortælle om, og så sluttede man stilfærdigt af og gik hver til sit.
I denne situation var der mange, også blandt de danske, der måtte
engagere sig i politisk arbejde for at forandre samfundsforholdene.
Men det danske mindretals ledelse var efter min opfattelse af den
mening, at de voldsomme politiske opgør, der stod på, var en brydning
i det tyske folk, som ikke havde noget med det danske mindretal at
gøre. Man troede, at man kunne holde sig udenfor. Afstanden mellem
top og basis var for stor, og mange af de medlemmer, der ville et stærkt
politisk engagement, måtte gå andre steder hen. En del blev kommunister,
også tidligere elever fra Duborg-Skolen som f.eks. brødrene
Arnold og Peter Hermannsen fra Harreslevgade, som var medlemmer
af »Sangkoret Søndeljylland«. Flere, som jeg kendte fra spejderorkestret,
dukkede op hos os, således kom Karl Kestenus fra det danske
spejderorkester og blev leder af kommunisternes orkester.
Der var Heinz Homann, hvis far og mor var medlemmer både afpartiet
og af den danske forening. Han arbejdede på skibsværftet og blev
tidligt medlem af bedriftsrådet. En del år efter krigen var han medlem
af byrådet for SSv. Han var meget afholdt og blev genvalgt mange
gange til bedriftsrådet, fordi han tog sig af de enkelte medlemmers ve
og vel. Han var helt klart dansk og rød, men han var ikke medlem af
partiet efter krigen.
Venner for livet fik jeg i familien Baltzersen. Anni, senere gift Hansen,
blev medlem af partiet som ung pige. Hun var overbevist kommunist,
en gæv og stærk kvinde. Revolutionær arbejderpige med en
stærk vilje og ikke til at skubbe rundt med. Efter krigen syede hun
VVNs fane (Vereinigung der Verfolgten des Naziregimes). Hun døde
på Dansk Alderdomshjem i 1989.