Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

28 Det værste sker
nu, for en tilbageskuende betragtning, undre mig alt for meget, at socialdemokraterne
i 1933 ikke kunne finde deres egne ben så meget, at de
kunne rejse sig til åben modstand. Det er et gennemgående træk hos
dem. Se på tiden efter 1945 og kampen mod remilitariseringen. Vi var
en stor bevægelse, der kæmpede imod, at der igen skulle oprettes en
tysk krigsmaskine, og flertallet i bevægelsen var socialdemokrater.
Men det endte med, at jeg fik 3 måneders fængsel, og socialdemokratiet
svingede om, og i 1955 havde vi igen soldater i Tyskland. De socialdemokratiske
forsvarsministre, vi har haft siden, har såmænd ikke
været til at kende fra de konservative. Det siger også meget, at selv
Willy Brandt gik ind for Berufsverbot, da det blev oprettet. Kurt
Schumacher kaldte os rødlakerede fascister. Og det var os, der reddede
hans liv. Man har altså til stadighed slået ned på de venstreorienterede
- ikke lært tilstrækkeligt af tiden under nazismen.
Dengang var vi alle forfulgt, og vi lovede hinanden, svor hinanden
med håndslag, at vi i fremtiden altid ville stå sammen og forhindre en
drejning mod højre. Jeg forstår ikke socialdemokraterne. Men måske
forstår jeg i hvert fald, at de har forladt socialismen, når ledende socialdemokrater
udtaler, at de overhovedet ikke har noget at gøre med
Karl Marx og Friedrich Engels. Den tidligere forsvarsminister Apel
sagde, at eftersom han kom fra kirkelige kredse, så kendte han ikke
noget til marxisme og socialisme. Jeg må undre mig over, at han så kan
være socialdemokrat, men at socialdemokraterne ikke havde en klar
holdning i 1933, det kan desvælTe ikke undre mig.
Da generalstrejken ikke blev til noget, måtte strategien lægges helt
om. Der var mange antifascister i Flensborg, som havde lyst til at gå til
angreb på nazisterne, men de kommunistiske ledere i Flensborg sagde,
at det skulle man holde fingrene fra, det med de spredte revolutionære
småaktiviteter. Jeg ved, at der var mange, der gik med pistol i lommen
og ventede på en gunstig lejlighed, men det lykkedes at forhindre, at
der skete voldelige ting, som kun ville have givet nazisterne påskud til
overgreb mod befolkningen.
Skruen drejede dybere og dybere i bund, og demokratiet ophævedes
ved rigsdagsbeslutning. Mange socialdemokratiske rigsdagsmedlemmer
var allerede blevet atTesteret sammen med kommunisterne, de, der
var tilbage, havde mod til at stemme imod »Ermachtigungsgesetz«.
Men den blev vedtaget med et overvældende hitlerunderdanigt flertal,