Min barndom - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk Centralbibliotek ...

Vore fremtidsforestillinger og den kolde krig 91
burg, SPE Det ville han ikke være med til, da han ikke var enig i grænseflytningssynspunktet,
og så var han blevet ekskluderet endnu en
gang.
Kurt Schumacher var stærkt imod ethvert samarbejde mellem socialdemokrater
og kommunister. Han gik så langt, at han også ville opgive
socialismen, hvad vi naturligvis overhovedet ikke kunne forstå.
Trods alt, hvad vi senere er blevet beskyldt for, var vore folk i »Det
parlamentariske råd«, der blev nedsat i 1948 for at udarbejde grundloven,
med til at arbejde for »Die freiheitliche demokratische Grundordnung«,
mottoet for Bonn-republikken. Men da borgerrettighederne
indsnævredes mere og mere, anførte Max Reimann, formand for KPD
i Vesttyskland: »En skønne dag bliver det os, der står inde for de demokratiske
rettigheder, mens andre forråder dem«. Det fik han ret i.
Grundloven er god nok, men dens fortolkning i kanslerdemokratiet er
blevet ringere og ringere. I begyndelsen var alle, selv Adenauer, stærkt
engagerede i at skabe et helt nyt demokrati på en virkelig social grundvold,
men det varede ikke længe, før den gammelkapitalistiske tænkemåde
fik overhånd igen, allerede før den kolde krig i 1947 vendte op
og ned på alt det, vi havde håbet på. Adenauer talte tidligt om, hvor
nødvendigt det var at forhandle ud fra en styrkeposition i stedet for at
søge og gå ud fra samarbejde med andre lande, ikke bare mod vest. Til
denne sprogbrug hører også, at man begyndte at tale om kapitulationen
i 1945 i stedet for befrielsen. Der ligger en verden til forskel i opfattelsen
af Tysklands historie i de to ord. I DDR var der aldrig tvivl: det
var en befrielsens dag, da krigen var forbi.
Den danskorienterede folkebevægelse udviklede sig til en kolossal
bølge. Jeg har aldrig troet på genforeningen med Danmark og altid
været bange for overdreven nationalisme. I diskussioner med den tidligere
landdagsmand Samuel Mtinchow desangående var mit synspunkt:
»Samuel, det bliver den værste ståhej. Du kender tyskerne, og
du kan være glad for, at den danske regering siger nej til at flytte
grænsen. Der er hungersnød i Tyskland nu, og det hjælper meget med
pakkerne, som jeg også gerne spiser af, men det kan aldrig holde, når
forholdene i Tyskland igen har normaliseret sig. Så har Danmark et
tysk mindretal i landet, som danskerne aldrig kan klare.« Det var min
faste overbevisning. Min mening om de ting har altid været klar, også
præget af familien, hvor vi havde diskuteret emnet, og hvor min onkel