Stalking i Danmark. En kortlægning af erfaringer ... - Justitsministeriet

at de udsatte generelt bruger ord som chikane,
forfølgelse, psykisk vold eller psykisk
terror til at beskrive over for andre, hvad
de er udsat for. Generelt beskriver de med
en ukendt relation til stalkeren adfærden i
mildere termer som generende og irriterende.
Kun ganske få af interviewpersonerne benytter
ordet stalking, og det ofte først længere
inde i forløbet eller efter forløbets afslutning.
Det skyldes typisk, at interviewpersonerne
ikke var bekendt med begrebet stalking,
da det stod på, men kunne også skyldes, at
de associerede begrebet med forfølgelse af
kendte personer eller adfærd, der involverede
fysisk forfølgelse og vold.
Interviewer: ”Hvordan har du fortalt om
de her ting til dine venner og familie,
hvilke ord har du brugt?”
Morten: ”Stalking har jeg egentlig ikke
tænkt over, jeg tror seksuel chikane. Og
der ryger man altid ind i de dér klicheer,
’jamen det er bare personalegode,
hahaha’ og ’det må da være fedt at blive
seksuelt chikaneret af en pige’, men det
er det faktisk ikke. […]”
Interviewer: ”Hvornår er du stødt på
begrebet stalking?”
Morten: ”Jeg kan huske, jeg læste en
historie om en eller anden skuespiller,
der havde en stalker. […] det var én som
led i en vildfarelse om, at der var et forhold,
og dér tænkte jeg, at det jo passer
meget godt på det her. Jeg vidste godt,
at der var et begreb, som hed stalking,
jeg havde bare ikke anset det her for at
være stalking. Jeg tænkte bare, at det var
en stakkels forsøg på at få kontakt, som
så er endt i den vildfarelse, der regulært
foregår.”
(Morten, 53 år)
Mange af interviewpersonerne havde en
opfattelse af, at deres oplevelser ikke var tilstrækkelige
for at blive betegnet som stalking.
De fortæller, at de ofte beskrev adfærden i
den form den tog, da det kunne være svært at
finde en samlet betegnelse for handlingerne.
Som en af interviewpersonerne udtaler: ”Nej,
jeg tror slet ikke på det tidspunkt, at jeg
kunne finde ud af at sætte rigtig ord på det
[…].” Det kan således være svært både for
omverdenen og for de udsatte at sætte ord på,
hvad stalkingen reelt set består i, og hvad den
gør ved den stalkingramte. Det er ofte først
sent i forløbet eller efter forløbets afslutning,
at den udsatte er blevet bekendt med, at der
findes et særligt begreb for fænomenet. For
enkelte af de interviewede er undersøgelsen
første gang, de har mødt begrebet. Hovedparten
havde således ikke umiddelbart opfattet
det, som de selv blev udsat for, som en form
for stalking.
Stalking som en proces
Interviewer: ”Er der sket en ændring i
måden, du oplever stalkingen på?”
Britta: ”Ja, der sker en ændring. For
det første er det et erkendelsesarbejde.
Det er lige som at få kræft. Man skal
erkende, at det er der. Jeg skal erkende,
at jeg har et meget, meget sygt menneske,
som, når han ønsker det, kan være
min skygge. Eller som kan ødelægge
mine døtre og ødelægge vores liv – vores
tryghed. Hvis nu du sammenligner
det med, hvordan flok reagerer, når de
har haft indbrud i deres hjem, at det
er meget ubehageligt, at der har været
fremmede i ens hjem. Man kan sige, at
det, en stalker gør, det føles lige sådan.
Det stopper bare aldrig, det menneske er
der hele tiden og bliver ved med at gøre
de ting.”
(Britta, 32 år)
I interviewene med både de stalkingramte og
fagpersonerne spiller den temporale dimension
en vigtig rolle for, hvordan hovedparten
af de udsatte opfatter og fortolker stalkerens
handlinger. I overensstemmelse med tidligere
kvalitative studier (Johnson 2002; Logan et
al. 2006) indikerer datamaterialet, at stalking
ofte erfares som en proces, der udvikler sig
over tid, og for mange er det først retrospektivt,
at handlingerne identificeres som en del
af en ”stalking-adfærd”.
Stalking i Danmark · Statens Institut for Folkesundhed 30