Stalking i Danmark. En kortlægning af erfaringer ... - Justitsministeriet

ten i grupperne er kvinder. Netværksgrupperne
er meget påpasselige med hvem, der
lukkes ind, da stalkere kan forsøge at få kontakt
til udsatte gennem netværksgrupperne.
Netværksgrupperne er netbaserede,
hvilket vil sige, at de udsatte kun kommunikere,
med hinanden via en særlig internetside
eller via email. De udsatte i nærværende
undersøgelse kender ikke alle personerne i
de netværk, som de er en del af, og kun få
har mødt andre brugere personligt. For de
udsatte er der flere formål med at være en
del af netværksgrupperne. Først og fremmest
føler de sig anerkendt, idet de kan
spejle deres historie i hinandens erfaringer,
og flere fortæller, at de får energi af at høre,
hvordan andre udsatte klarer sig og håndterer
deres situation. Som én fortæller: ”Bare dét
at man møder forståelse fra dag ét. Du skal
ikke hele tiden forklare, ’jamen, stalking det
er…’, fordi nogen [uden for netværket] siger,
’jamen, det er da kun noget, de kendte bliver’,
men nej, der er flest, der ikke er kendt,
der bliver det [stalket].” Ud over forståelse
og anerkendelse fungerer netværksgrupperne
også som erfaringsbaserede rådgivningssteder.
De udsatte bruger således hinanden til
at få råd og vejledning om helt praktiske og
konkrete problemstillinger i forbindelse med
stalkeren eller myndigheder i børnesamværssager.
Interviewer: ”Hvad gør det for dig at
være med i sådan en gruppe?”
Helene: ”Det gør, at hvis man har et
problem, så er der måske nogen, der
kan hjælpe én. For eksempel kan jeg
se, at der er nogle derinde, som skriver,
’hvordan kan jeg usynliggøre mig selv
på Facebook?’ eller ’er der nogen, der
har erfaringer med det og det?’. Der er
altid nogen, der har en erfaring med
det – god eller dårlig. Eller også er det
netop at komme af med nogle af frustrationerne,
som man har. ’Er det kun min
politikreds, der er sådan og sådan?’.[…]
Jeg startede med at skrive min historie
derinde, og det hjalp mig at komme af
med den.”
(Helene, 42 år)
Foruden de partnerstalkingramte som er med
i en netværksgruppe, har flere af de andre
udsatte efterspurgt netværk for stalkingramte
som en form for støtte.
Selvtægt og sikkerhedsforanstaltninger
”I andre sager der har vi jo bedre redskaber
til at stoppe folk, der kan vi jo gå ud
og anholde dem, og vi kan give dem en
bødestraf hurtigt, som måske hjælper.
I de her sager er det sådan en langvarig
proces. Og man kan synes, at det er synd
for offeret, at vi ikke kan gøre mere,
fordi man kan godt sætte sig ind i deres
situation. Hvad fanden ville man selv
gøre, hvis man blev forfulgt. Så er man
jo nærmest nødt til at gribe til selvtægt
og gøre et eller andet og gå ud og give
dem et par flade for at stoppe det, for der
er jo ikke andre muligheder.”
(Søren, politiet)
Selvtægt i denne kontekst skal ikke forstås
som en måde for den udsatte at straffe stalkeren
på, men skal i stedet opfattes som et forsøg
på at få stalkingen til at ophøre. Enkelte
af de stalkingramte beskriver, at de enten selv
har grebet til det, man vil kunne kalde selvtægt,
eller at de er blevet rådet af bekendte
eller myndighedspersoner til at gribe hertil.
Dette er typisk sket, efter politiet har meddelt,
at de ikke er i stand til at beskytte den
udsatte. En udsat fortæller her, hvordan hun
kontaktede nogle naboer, efter at stalkeren
havde overfaldet hende.
”Jeg begyndte at blive bange, for jeg
kunne godt se, at jeg boede isoleret, og
jeg havde ingen våben. Jeg tænkte, hvis
han kommer, så dør jeg jo. Så er jeg død.
Politiet kan heller ikke nå at komme
frem. Så jeg kørte ned til et hus lidt væk.
Jeg vidste ikke hvem, der boede dér,
men det var heldigvis sådan nogle pumpede
typer. Jeg spurgte, om de ikke ville
hjælpe mig, og det skulle de nok. Jeg fik
flere telefonnumre, jeg kunne ringe til.
No time, og de ville være der inden for
fem minutter. Jeg sagde, ’det er jeg sim-
Stalking i Danmark · Statens Institut for Folkesundhed 52