Stalking i Danmark. En kortlægning af erfaringer ... - Justitsministeriet

at mange i netværket føler sig svigtet af
politiet. Og der tænker jeg bare, at de
[politiet] har været så rådgivende og
vejledende omkring, hvad de synes, jeg
skulle gøre, også i forhold til det med
hemmelig adresse og alt det her – altså
de har virkelig hjulpet.
[…] jeg tror, at det var dem [politiet],
der gav mig troen på, at jeg ikke bare er
skør i mit hoved, for det var måske den
følelse, jeg selv gik med.”
(Dorte, 36 år)
I halvdelen af disse tilfælde gik politiet
videre med den udsattes sag og udstedte et
tilhold mod stalkeren, og i de andre sager tog
politiet kontakt til stalkeren og gav ham en
uformel advarsel. Tilholdet er typisk udstedt
i de sager, hvor stalkeren har udøvet fysisk
vold eller hærværk. I næsten alle tilfælde er
tilholdet blevet overtrådt af stalkeren, der
som følge heraf er blevet idømt dagsbøder og
i en sag fængselsstraf.
I de sager, hvor der er oprettet en såkaldt
hændelse 13 , har politiet vurderet, at handlingerne
ikke har været tilstrækkelige til at
starte en sag op hos politiet. I stedet er de
blevet informeret om at henvende sig, hvis
der sker mere. Når de udsatte alligevel har
været tilfredse med politiet trods manglende
indgriben, er det på grund af stalkingens
mindre grove karakter og den imødekommenhed
og anerkendelse, som de har oplevet hos
politiet. Kombinationen af at de ikke direkte
har følt sig truet af personen og forståelsen
for politiets manglende beføjelser er ofte
baggrunden for, at de tilkendegiver, at de er
blevet velmødt hos politiet.
De utilfredse stalkingramte
I de sager, hvor de udsatte ikke har været
tilfreds med politiets håndtering, skyldes
det ofte manglende imødekommenhed og
anerkendelse af situationens alvor samt ringe
muligheder for at gribe ind over for stalkeren.
I modsætning til de stalkingramte, der har
været tilfredse med politiet, er der en overre-
13 En hændelse er en registrering af den stalkingramtes henvendelse, som
benyttes, hvis der ikke er tilstrækkeligt i sagen til at starte en efterforskning.
præsentation af sager med fysisk vold blandt
de utilfredse stalkingramte. En del af sagerne
udgøres af de partnerstalkingramte, der har
børn med stalkeren, og som alle har været
udsat for psykisk vold i parholdet og enkelte
også fysisk vold. Denne gruppe af stalkingramte
har alle oplevet, at det var svært at få
hjælp fra politiet, bl.a. fordi de har børn med
stalkeren. På baggrund af interviewene med
de stalkingramte og politiet antydes det, at
politiet har en tendens til at opfatte denne
type sager som konflikt eller forsmået kærlighed
snarere end decideret stalking. Som en
af efterforskerne siger: ”[…] jeg mener, at de
børnesager er de værste, for der hjælper det
ikke at finde en ny kæreste, for de har stadig
et barn sammen. Og sagerne er også sværere,
de får ikke særlig tit tilhold, fordi de jo har et
barn sammen.” Den forudgående intime relation
mellem stalker og udsat antydes således
som en mulig barriere for nogle stalkingramte
i forhold til at få hjælp fra politiet.
”[…] der er en eller anden forbistret tvist
i vores samfund, som gør, at folk tror, at
lige så snart der har været en relation på
et tidspunkt, så er man ligestillet i alt,
hvad man udsættes for. Når en kvinde
bliver jagtet af en mand, som hun har
levet sammen med, så er det husspektakler,
[…] fordi de engang har haft en
relation, eller de har børn. […] Meget
handler om fordomme og uvidenhed
og en fastlåst middelalderlig tankegang
med blodbåndstænkning, hvor folk, der
har parret sig, er forbundet på en eller
anden måde, for så kan man tillade sig
at krænke og gøre ved. […] Så kan man
ikke sige fra. Så er det dig, der er noget
galt med. Du [den stalkingramte] må
have haft chikaneret mennesket [stalkeren],
siden han/hun bliver ved med at
komme rendende tilbage.”
(Britta, 32 år)
Det er ofte karakteren af de enkelte hændelser,
der er afgørende for, om politiet kan gribe
ind. Politiet vurderer ofte stalkinghændelserne
adskilt, og dermed tages der sjældent
højde for, at stalking består af en akkumu-
Stalking i Danmark · Statens Institut for Folkesundhed 54