Stalking i Danmark. En kortlægning af erfaringer ... - Justitsministeriet

Det offentlige system
Når de stalkingramte henvender sig til det
offentlige system, dækker det over mange forskellige
instanser lige fra kommune og socialforvaltning
til psykiatrien og kriminalforsorgen.
Bevæggrundene for de stalkingramtes
henvendelser er også meget forskellige. De
partnerstalkingramte henvender sig typisk til
kommunen, herunder socialforvaltningen, for
at få hjælp i forbindelse med fælles forældremyndighed
og aftale om samværsordning.
Årsagen til henvendelsen kan enten være, at
stalkeren ikke overholder den aftalte samværsordning,
eller at stalkeren som et led i
stalkingen beskylder den udsatte for samme.
Der tegner sig et billede af, at kommune
og statsforvaltning først reagerer, når den
udsattes barn udviser tegn på mistrivsel. De
partnerstalkingramte oplever typisk, at deres
situation opfattes som en intern konflikt forældrene
imellem og ikke som stalking. Flere
af de partnerstalkingramte har således været i
statsforvaltningen, hvor de har skullet samarbejde
med stalkeren. Disse udsatte fortæller,
at statsforvaltningen ikke har været opmærksom
på, at de har haft svært ved at forhandle
med stalkeren på grund af stalkingen og den
forudgående psykiske vold i parforholdet.
Til trods af at stalkeren tidligere har haft
sager kørende i statsforvaltningen, har denne
gruppe stalkingramte oplevet, at deres sag er
blevet behandlet isoleret. Statsforvaltningen
har således ikke taget stalkerens tidligere forældremyndighedssager
i betragtning og ikke
taget højde for, om stalkeren har fået tilkendt
overvåget samvær eller frataget forældremyndigheden
i forbindelse med andre børn.
Enkelte af de udsatte har ønsket at ansøge om
fuld forældremyndighed, men denne anmodning
kan opfattes som udtryk for en modvilje
til at samarbejde med stalkeren, der er far til
barnet.
I datamaterialet antydes det, at der for
denne gruppe stalkingramte kan gå op til
flere år, før kommunen bliver opmærksom
på stalkerens adfærd. Når dette sker, er det
typisk i forbindelse med indberetninger fra
børnesagkyndige undersøgelser eller institutioner,
hvor barnet går. I et par tilfælde førte
det til, at stalkeren fik overvåget samvær med
barnet, hvilket stalkeren i begge tilfælde fravalgte
og derfor ikke ser barnet i dag.
”Redningen kom senere, da de to psykologer
indberettede til kommunen. Så
kom der gang i hjælpen, og så fik mine
børn samtaler ved kommunen, mens de
var under samvær. Og de fandt ud af,
hvor hårdt det var for dem, og de [kommunen]
forstod, at det ikke var mig, der
var den chikanøse, at det ikke var mig,
der var usamarbejdsvillig, at det ikke var
mig, der var årsag til, at det her [samværs-ordningen]
ikke lykkedes.”
(Gunvor, 51 år)
De, der har en bekendt eller ukendt relation
til deres stalker, henvender sig i højere grad
til offentlige instanser for at skaffe hjælp til
stalkeren og derigennem indirekte hjælp til at
få stalkingen stoppet. Nogle få stalkingramte
henvendte sig eksempelvis til psykiatrien for
at få stalkeren i behandling.
”For mig var det meget praktisk, når
hun var indlagt på den lukkede afdeling,
for så var det begrænset, hvor meget jeg
overhovedet havde kontakt med hende,
og så kunne hun heller ikke ringe ud og
så videre. Så var jeg i en friere tilstand.
Men så har jeg også sommetider haft en
fornemmelse af, at når hun var kommet
ud, og hun var blevet stabiliseret, så har
hun været fuldstændig ligeglad, og så er
der gået måneder, hvor hun overhovedet
ikke har ladet høre fra sig. Og så har jeg
tænkt, bare det nu holder denne gang.”
(Per, 76 år)
For enkelte har det givet dem et ophold i
stalkingen, mens det for andre ikke har forbedret
situationen. Dette har primært skyldtes,
at stalkeren ikke har været indlagt, men
er kommet i ambulant behandling og derfor
har kunnet stalke den udsatte parallelt med
behandlingsforløbet.
Den ”hysteriske” kvinde
I datamaterialet indikeres det, at der kan findes
en opfattelse af kvindelige stalkingramte
Stalking i Danmark · Statens Institut for Folkesundhed 56