Stalking i Danmark. En kortlægning af erfaringer ... - Justitsministeriet

fortæller, hvordan venner og kollegaers drillerier
og vittigheder om stalkeren bliver en
måde at håndtere stalkingen på og gøre den
mere overkommelig og undgå at blive nedstemt
over situationen. Som én udtrykker:
”Heldigvis har vi, mine veninder og venner,
kunnet grine af det. Altså lave lidt sjovt med
det, jeg tror, det er det, der har reddet det
mange gange.” De fælles vittigheder har også
givet den udsatte følelsen af at blive troet på.
Enkelte af de udsatte har dog valgt ikke
at dele deres oplevelser med familie og/eller
venner. Det har enten været fordi, stalkeren
var en fælles bekendt, eller fordi den udsatte
har følt, at stalkingen var skamfuld, og at
vedkommende selv har været skyld heri:
Britta: ”Jeg tør ikke engang at dele det
med min familie. Den eneste, jeg deler
det med, er min nære ven.”
Interviewer: ”Og hvordan kan det
være?”
Britta: ”Jeg tør ikke. ”
Interviewer: ”Hvad er du bange for?”
Britta: ”Jeg er skamfuld, fordi jeg ikke
selv har gjort det, jeg burde have gjort
med min fornuft. Men man reagerer
fuldstændigt anderledes, når man er i
chok. Så jeg føler heller ikke, at jeg kan
stole på mig selv, og det skammer jeg
mig over.”
Interviewer: ”Hvad tænkte du, at du
burde have gjort?”
Britta: ”I starten bilder jeg jo mig selv
ind, at jeg burde have set signalerne på
det her, og at det er fuldstændigt vanvittigt.
Jeg tænker, at det hele er mit ansvar,
og at det er min skyld. Og jeg er bange,
meget, meget bange for ham.”
(Britta, 32 år)
Følelsen af skyld er mest udbredt blandt
de partnerstalkingramte, da de føler et eget
ansvar over at have valgt en kæreste, der
efterfølgende kunne finde på at stalke dem.
Halvdelen af de stalkingramte har også
valgt at fortælle naboer eller bekendte om
stalkingen, således at de er oplyst om stalkerens
intentioner og derved kan undlade
at oplyse stalkeren om den udsattes færden
eller uforvarende lukke stalkeren ind i ejendommen.
Stalkerens ekskæreste og familie
En del af de partnerstalkingramte fortæller,
at de har valgt at kontakte stalkerens tidligere
kærester eller er blevet kontaktet af disse for
at høre, om stalkeren også har udsat dem for
chikane og overvågning. I hovedparten af
tilfældene havde ekskæresterne også oplevet
stalking, og i enkelte tilfælde stalkede denne
flere af sine ekskærester samtidig. For de
partnerstalkingramte har det bekræftet dem i,
at stalkerens adfærd er afvigende og forkert,
og det har givet dem en styrke at vide, at de
ikke var alene om at blive udsat for stalking.
Som én fortæller: ”Så på et tidspunkt får
jeg så kontakt til nogle af de andre kvinder,
og én af dem får jeg et nært forhold til. Hun
er også skrækslagen over ham. […] Den ene
kvinde, jeg kontakter, har to sønner med
ham. Hun må kæmpe med statsforvaltningen
med chikane og henvendelser fra læger, der
siger, at hun er sindssyg.”
Nogle få har valgt at tage kontakt til stalkerens
familie med det formål at få familiens
hjælp til at stoppe stalkeren og få personen til
at indse, at adfærden er forkert. I to af tilfældene
mente familien dog ikke, at stalkerens
adfærd var forkert, og det lykkedes ikke i
nogen tilfælde at stoppe stalkeren ved at tage
kontakt til familien.
Netværk med andre stalkingramte
En del af de partnerstalkingramte kvinder er
med i forskellige uformelle netværksgrupper
for stalkingramte. Kvinderne kender til
forskellige netværksgrupper, som de eller
stalkingramte, de kender, er en del af. Netværksgrupperne
er typisk dannet af en eller
flere udsatte, der har fået kontakt til andre
stalkingramte via internettet og herigennem
dannet et mere eller mindre løst sammenhængende
netværk. Nogle af netværksgrupperne
har chikane via fælles børn som
omdrejningspunkt, og andre har det at være
’offer’ for en psykisk voldelig mand, mens
enkelte har stalking som fællesnævner. Netværksgrupperne
er generelt for både mænd
og kvinder, men erfaringerne er, at hovedpar-
Stalking i Danmark · Statens Institut for Folkesundhed 51