download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben

Frisk rapport fra Californien :
af Carl-Erik Olsen
Oscar Yankee’s udsendte reporter
Hver 14. dag kommer General Aviation News med posten.
Bladet indeholder mange udmærkede artikler og nyheder. Det indeholder
også tilbud, annoncer, invitationer til flystævner og en løbende
opdateret event-kalender, der rækker adskillige måneder frem. Alle
kender sikkert flyvningens Mekka, Oshkosh, i august og Sun’n’ Fun
i april. Det er umiddelbart langt østpå, når man har en KZ VII. I det
vestlige Amerika byder september måned på EAA Fly-In i Arlington
i nærheden af Seattle og i oktober ved Copperstate i Arizona. Efter
lang tids forarbejde, overvejelser og en del planlægning foreslog
jeg navigatøren, at vi burde tage udfordringen op. Der blev bestilt
hotelværelser og lejet en bil på forhånd. Vi måtte ganske vist gerne
slå telt op under vingen, men det ville betyde, at vi skulle medbringe
en del mere bagage, end jeg ville have med, når vi skulle op i de
højere luftlag på en varm dag. Det ville have været OK i det gamle
land med lavere flyvehøjder og temperaturer. Vi planlagde at flyve
derned torsdag d. 9 oktober og vende tilbage søndag.
Udrejse
Det blev en lang dag som forventet - i alt omkring 7½ timers flyvning
afbrudt af en enkelt optankning. Jeg ville af sted om morgenen, så
snart solen kom over horisonten, dels for at få noget ud af dagen,
men især for at undgå den værste hede midt på dagen efter vores
fuel-stop undervejs. Syv’eren var klargjort og optanket i forvejen.
Der lå nogle lave, små og isolerede skyer omkring Livermore med
rimelige åbninger, da vi var klar til at taxi til banen og bad om clearance
til runway 25L. Desværre fortalte Ground os, at vejret ikke var
til VFR-departure og spurgte om mine ”intensions”. Jeg gentog og
fortalte om vores ærinde. Desværre, der ville sikkert gå 1½-2 timer,
før vejret blev til VFR. Atter blev jeg forespurgt om min hensigt.
Svaret blev at vende tilbage til hangaren. Jeg var lidt fortørnet, for
vejret var absolut acceptabelt efter min mening. Der var masser af
huller, og solen gik fint igennem. Dagen ville hurtigt blive til sky
clear og masser af sol. Så kom jeg i tanke om Special VFR og slog
op i manualen om begrænsningerne. Det måtte være i orden. Altså
rundt igen med Syv’eren og rulle ud til kanten af taxibanen for at
kontakte Ground. Svaret blev, at man gerne ville have mig til at
tilbagemelde på deres opkald med alle krav og begrænsninger over
radioen. Det var mere end jeg kunne huske og klare umiddelbart.
62 - Oscar Yankee 4/2003
Det var tilsyneladende nødvendigt for, at Ground/Tower kunne føle
sig helt fri for enhver form for ansvar. Det er egentlig noget nonsens,
for ansvaret ligger hos PIC, men vi var desværre i Class D airspace.
Det er ikke USA for ingenting med liability-skræk. Man må
for alt i verden ikke pådrage sig et ansvar, som nogen bagefter kan
angribe ved hjælp af en nidkær advokat. Derfor ville man gerne
have, at jeg vendte tilbage til hangaren og ringede til Airport Manager.
Det var en udmærket opklarende samtale, hvorefter jeg for
tredje gang kørte ud til taxi-banen for at kalde op. Det var lidt bedre
med tilbagemeldingen end tidligere, men ikke meget. Vi fik dog
tilladelse til at køre ud til bane 25L. Efter opkald til Tower gik vi på
vingerne og forlod Livermore. Tower kaldte os op igen 4 miles ude
for at høre, om vi var ude af deres område, hvilket vi kunne bekræfte.
Derefter kontaktede jeg Oakland for at åbne vores flyveplan.
Desværre havde vi mistet 1 time, men var dog blevet lidt klogere
på systemet.
Det vidunderlige ved at være pilot er, at man hele tiden oplever nye
udfordringer, udvider sine begrænsninger, lærer noget nyt -
forhåbentligt også af sine fejl på en måde, at man fortsat kan forøge
sin samlede erfaring.
Det første stræk ville blive meget spændende og nyt for os. Benet
var hovedsageligt SSØ for at gå ned gennem San Joaquin Vally i
2.000 ft. For enden af dalen skulle vi for første gang op i godt 6.000
ft. for at komme over en bjergkæde med tinder omkring 7.500 ft på
begge sider af passet. På den anden side ligger Mojave Desert
med den kendte Edwards Airbase, hvor Challenger landede mange