download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben
download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben
download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
tidligere faldet nogen ind. Orville var stødt på et vigtigt<br />
grundelement (I virkeligheden blev dette senere et af<br />
hovedelementerne i det Wright’ske originalpatent). Den sideværts<br />
kontrol sammen med højde-styrekontrol-tekniken blev<br />
håndhævet i alle de lande, hvor det Wright’ske patent var<br />
blevet anerkendt.“<br />
Til slut førte Wright-brødrenes yderst præcise aerodynamiske<br />
arbejder til flyvning med kontrol over alle tre akser. Med denne<br />
sidste kommentar foregriber vi imidlertid begivenhedernes<br />
gang.<br />
Brødrene Wright kom efterhånden til at leve af deres<br />
flyvemaskine-patenter, men nu skal vi allerførst se på,<br />
hvordan det gik for dem med at komme i luften i praksis.<br />
De første flyveforsøg foretog Brødrene Wright med svævefly,<br />
som mindede mere om kassedrager end om flyvemaskiner.<br />
Også her gik de yderst omhyggeligt til værks. De undersøgte<br />
beretninger fra vejrstationer på USA’s østkyst for at finde et<br />
egnet sted. Det blev en sandbanke ved Kitty Hawk, North<br />
Carolina. Da cykelsæsonen 1900 i Dayton var ovre,<br />
opbyggede de en lejr i Kitty Hawk. Her afprøvede de deres<br />
første svævefly, som de fastholdt og styrede som en drage.<br />
De fløj – minus alle forgæves forsøg – i alt kun ti minutter.<br />
I Chicago boede der en ingeniør, Octave Chanute. Han hørte<br />
om Wrights forsøg og opmuntrede dem til at fortsætte.<br />
Sammen med ham foretog de i sommeren 1901 fornyede<br />
flyveforsøg i Kitty Hawk – denne gang med et svævefly med<br />
større spændvidde. Men der var, ligesom tidligere, problemer.<br />
Efter indbydelse fra Chanute, som var præsident for<br />
ingeniørforeningen i det vestlige USA, talte Wilbur Wright<br />
alligevel den 18. september 1901 i Chicago over temaet<br />
„Nogle flyveforsøg“, og han erklærede ved den lejlighed, at<br />
den eksisterende teori om lufttryk i forbindelse med vingeprofiler<br />
var behæftet med graverende fejl.<br />
Eksperimentelt udviklede brødrene Wright derefter nye geometrier<br />
og byggede - til at begynde med i en gammel solid<br />
kasse - deres egne vindtunneler for at verificere deres teoretiske<br />
overvejelser i praksis i modelstørrelse. Mod slutningen<br />
af 1901 blev over 200 forskellige vingeprofiler afprø-vet i deres<br />
små vindtunneler. I september 1902 kunne de med deres<br />
tredje svævefly i Kitty Hawk påvise, at de teo-retiske<br />
beregninger og vindtunnelforsøg havde resulteret i et<br />
bæredygtigt fly.<br />
Nu gjaldt det så om at få konstrueret et motordrevet fly af<br />
denne type og påvise dets praktiske anvendelighed. Da en<br />
flymotor ikke var „hyldevare“, måtte de konstruere og bygge<br />
en selv. Det blev til en motor på ca. 15 Hk, og så manglede<br />
der en propel til fremdriften. Først regnede de med, at der<br />
var tilgængelig teori fra forskning i skibsskruer; men skønt<br />
man havde anvendt skibsskruer i hundrede år, fandtes der<br />
intet teoretisk grundlag over disses strømningsforhold og<br />
geometri! Altså måtte de også til at udvikle deres egne propeller,<br />
som blev drevet af cykelkæder. Faktisk havde de af<br />
Brødrene Wright udviklede propeller en imponerende høj<br />
virkningsgrad - næsten på højde med nutidige propellers.<br />
I begyndelsen af december 1903 var de så langt fremme, at<br />
de kunne begynde deres forsøg på at komme i luften ved<br />
hjælp af „Flyer’s“ egen motorkraft. Da flyvemaskinen ikke<br />
havde nogen hjul, havde de lavet en træskinne beklædt med<br />
tyndt metal, som den kunne glide henad, til den fik fart nok<br />
på. Den 14. december, hvor vinden egentlig var knap så<br />
kraftig, som de kunne ønske sig, trak de lod om, hvem der<br />
skulle gøre det første forsøg. Det blev Wilbur. Han startede<br />
Flyer’s motor og lagde sig på maven i bøjlen på undervingen,<br />
hvorfra han kunne betjene styregrejerne, der kontrollerede<br />
ror og vingevridning. Orville skulle støtte vingen, men Wilbur<br />
gav så meget gas, at Orville ikke kunne følge med. Da Flyer<br />
kom til enden af skinnen, trak Wilbur den så hårdt op, at den<br />
løftede næsen ret højt op, men ikke formåede at flyve rigtigt<br />
med den lave fart. Da den ramte jorden, opstod der en del<br />
skader, som det tog to dage at reparere. Da reparationerne<br />
var udført den 16. december, var det så sent, at et nyt<br />
flyveforsøg måtte vente.<br />
Den 17. december om morgenen var vinden 25 miles i timen,<br />
og det var faktisk mere, end de brød sig om. Men da vinden<br />
Oscar Yankee 4/<strong>2003</strong> - 7