download 4/2003 - KZ & Veteranfly Klubben

tidligere faldet nogen ind. Orville var stødt på et vigtigt
grundelement (I virkeligheden blev dette senere et af
hovedelementerne i det Wright’ske originalpatent). Den sideværts
kontrol sammen med højde-styrekontrol-tekniken blev
håndhævet i alle de lande, hvor det Wright’ske patent var
blevet anerkendt.“
Til slut førte Wright-brødrenes yderst præcise aerodynamiske
arbejder til flyvning med kontrol over alle tre akser. Med denne
sidste kommentar foregriber vi imidlertid begivenhedernes
gang.
Brødrene Wright kom efterhånden til at leve af deres
flyvemaskine-patenter, men nu skal vi allerførst se på,
hvordan det gik for dem med at komme i luften i praksis.
De første flyveforsøg foretog Brødrene Wright med svævefly,
som mindede mere om kassedrager end om flyvemaskiner.
Også her gik de yderst omhyggeligt til værks. De undersøgte
beretninger fra vejrstationer på USA’s østkyst for at finde et
egnet sted. Det blev en sandbanke ved Kitty Hawk, North
Carolina. Da cykelsæsonen 1900 i Dayton var ovre,
opbyggede de en lejr i Kitty Hawk. Her afprøvede de deres
første svævefly, som de fastholdt og styrede som en drage.
De fløj – minus alle forgæves forsøg – i alt kun ti minutter.
I Chicago boede der en ingeniør, Octave Chanute. Han hørte
om Wrights forsøg og opmuntrede dem til at fortsætte.
Sammen med ham foretog de i sommeren 1901 fornyede
flyveforsøg i Kitty Hawk – denne gang med et svævefly med
større spændvidde. Men der var, ligesom tidligere, problemer.
Efter indbydelse fra Chanute, som var præsident for
ingeniørforeningen i det vestlige USA, talte Wilbur Wright
alligevel den 18. september 1901 i Chicago over temaet
„Nogle flyveforsøg“, og han erklærede ved den lejlighed, at
den eksisterende teori om lufttryk i forbindelse med vingeprofiler
var behæftet med graverende fejl.
Eksperimentelt udviklede brødrene Wright derefter nye geometrier
og byggede - til at begynde med i en gammel solid
kasse - deres egne vindtunneler for at verificere deres teoretiske
overvejelser i praksis i modelstørrelse. Mod slutningen
af 1901 blev over 200 forskellige vingeprofiler afprø-vet i deres
små vindtunneler. I september 1902 kunne de med deres
tredje svævefly i Kitty Hawk påvise, at de teo-retiske
beregninger og vindtunnelforsøg havde resulteret i et
bæredygtigt fly.
Nu gjaldt det så om at få konstrueret et motordrevet fly af
denne type og påvise dets praktiske anvendelighed. Da en
flymotor ikke var „hyldevare“, måtte de konstruere og bygge
en selv. Det blev til en motor på ca. 15 Hk, og så manglede
der en propel til fremdriften. Først regnede de med, at der
var tilgængelig teori fra forskning i skibsskruer; men skønt
man havde anvendt skibsskruer i hundrede år, fandtes der
intet teoretisk grundlag over disses strømningsforhold og
geometri! Altså måtte de også til at udvikle deres egne propeller,
som blev drevet af cykelkæder. Faktisk havde de af
Brødrene Wright udviklede propeller en imponerende høj
virkningsgrad - næsten på højde med nutidige propellers.
I begyndelsen af december 1903 var de så langt fremme, at
de kunne begynde deres forsøg på at komme i luften ved
hjælp af „Flyer’s“ egen motorkraft. Da flyvemaskinen ikke
havde nogen hjul, havde de lavet en træskinne beklædt med
tyndt metal, som den kunne glide henad, til den fik fart nok
på. Den 14. december, hvor vinden egentlig var knap så
kraftig, som de kunne ønske sig, trak de lod om, hvem der
skulle gøre det første forsøg. Det blev Wilbur. Han startede
Flyer’s motor og lagde sig på maven i bøjlen på undervingen,
hvorfra han kunne betjene styregrejerne, der kontrollerede
ror og vingevridning. Orville skulle støtte vingen, men Wilbur
gav så meget gas, at Orville ikke kunne følge med. Da Flyer
kom til enden af skinnen, trak Wilbur den så hårdt op, at den
løftede næsen ret højt op, men ikke formåede at flyve rigtigt
med den lave fart. Da den ramte jorden, opstod der en del
skader, som det tog to dage at reparere. Da reparationerne
var udført den 16. december, var det så sent, at et nyt
flyveforsøg måtte vente.
Den 17. december om morgenen var vinden 25 miles i timen,
og det var faktisk mere, end de brød sig om. Men da vinden
Oscar Yankee 4/2003 - 7