Marén fra Brande - Grenaa Egnsarkiv

gammel, og at hun havde gemt alle de breve, familien havde sendt til hende. Disse breve var jeg
meget interesseret i at få lov til at læse, men Maren ville hverken tage dem med til mig eller sende
dem til mig. ”Jeg kunne komme til Paris og læse dem”!
I 1985 skulle vi sende en kuffert med vintertøj ned til vores ældste datter Tonie, der dengang var au
pair pige i Paris. Anni, min kone, foreslog, at jeg selv skulle rejse ned med kufferten til Tonie,
besøge moster Maren og være sammen med dem begge. Og det blev en god tur.
Efter morgenkaffen på hotellet gik jeg hen til moster, hvor vi sad og sludrede til middagstid, hvor
Tonie kom. Om eftermiddagen var Tonie og jeg rundt i Paris, og enkelte dage var moster også med.
Da strækningen med metroen ud til Tonies au pair familie var usikker sidst på aftenen, tog hun som
regel af sted ved otte tiden, hvorefter moster og jeg sad og snakkede til midnat. Det store problem
var så, at den gamle dame på 80 år absolut ville følge mig hen til hotellet, så hun var sikker på, at
jeg kom frem i god behold, hvorefter jeg så kunne spekulere på, hvordan hun kom tilbage til sin
lejlighed. Men det kunne jeg ikke ændre på.
Da jeg skulle tilbage til Danmark, fik jeg en stor stak af de gamle breve, selvom moster havde svært
ved at give dem fra sig. Mange var meget personlige og inderligt skrevne, og jeg måtte love at
behandle dem med nænsomhed og omtanke.
Efter at have sorteret og ordnet brevene var jeg stærkt interesseret i at ”få fyldt hullerne ud”. Maren
sendte flere breve til mig, og i 1988, hvor Heidi, vores mellemste datter, var au pair pige hos en
tandlægefamilie i Le Mans, der ligger et par hundrede kilometer sydvest for Paris, var jeg igen i
Frankrig. Denne gang boede jeg fire dage hos moster i Paris og tre dage hos familien i Le Mans hos
Heidi. Og det gav igen nogle rigtig gode dage. Både hos moster og Heidi. Moster Maren var
desværre begyndt at få problemer med at finde sine ting. Det havde nu aldrig været helt godt, men
nu var det blevet værre, og vi var begge klar over, at hun ikke ville få sendt flere breve til mig, og
derfor fik jeg de sidste, gamle breve med. Disse mange breve har givet mig mange oplysninger.
Ikke kun om mor og far, men om hele familien og om tiden, de har levet i. Flere af brevene er også
med i bogen. Dem har jeg kaldt ”Moster Marens Breve”.
Niels Kjeldsen