Marén fra Brande - Grenaa Egnsarkiv

Jeg havde lovet moster, at jeg ville rydde op i lejligheden, hvis det blev muligt for mig, for hun brød
sig ikke om at tænke på, at fremmede skulle rode i hendes sager og papirer. Men det var ikke rart.
Der var mange minder. Moster havde samlet meget gennem årene, men vi fik da ryddet op. Vi
havde imidlertid ingen steder, hvor vi kunne aflevere det, der skulle fjernes, så vi gik rundt i Paris’
gader og fyldte de skraldespande, vi kunne finde, når vi havde sorteret. Enkelte af de smukke gamle
møbler blev sendt hjem til Danmark, hvorefter sekretæren fik lov til at tage det, hun ville. Resten
blev fjernet af det firma, der skulle rydde lejligheden.
Jeg fandt de sidste gamle breve fra familien, papirer, udklip fra aviser og blade, og hvad der ellers
var blevet gemt. Blandt andet fandt jeg nogle små årskalendere, og da jeg bladrede i dem, fandt jeg
under den dag, hvor min mor og lillebror døde, et notat, hvor hun havde skrevet: ”Meget træt. Inden
jeg sov, så jeg en ligkiste i et sving køre nedad og ikke kunne standse ikke ret hurtig – gik i seng
mellem 12 og 1”. Da jeg læste det, kom jeg til at tænke på, at jeg engang havde fundet en stak
hæfter om stjerner og stjernetegn hos hende og drillende havde spurgt, om det var noget, hun troede
på. Moster havde svaret undvigende og sagt, at det ikke var alting, man kunne give en naturlig
forklaring på.
Vi havde det svært med, at moster skulle være på et plejehjem i Frankrig, for vi vidste jo, hvor godt
der bliver taget hånd om de ældre i Danmark, og hvor dårlig omsorgen for de ældre er i mange
andre lande. Da vi så fik at vide, at hun oven i købet lå på en seks mands stue, ønskede vi meget, at
vi havde fået moster overtalt til at komme til Danmark. Sekretæren kørte os ud til plejehjemmet,
hvor vi drak kaffe og var sammen med moster. Til at begynde med blev hun forvirret og kunne ikke
kende os, men da hun hørte min stemme, som hun straks genkendte, varede det ikke længe, inden
snakken gik. Også selv om hun ikke kunne forstå, hvorfor vi pludselig dukkede op i Paris, og så
herude på ”hospitalet”.
Vi ville gerne gøre lidt ekstra for moster og havde fået at vide, at man eventuelt kunne give et beløb
til ledelsen for plejehjemmet og så håbe på, at der af den grund blev taget mere hensyn til hende.
Med udgangspunkt i forholdene på Grenaa Sygehus mente Anni imidlertid, at vi hellere skulle gøre
noget for personalet, for det var jo dem, der passede moster, og det gjorde vi så.
Vi fandt to store bakker hos moster, og dem fyldte vi med frugt, kaffe og andre lækkerier. Det hele
blev afleveret i personalestuen, og det var helt sjovt at forklare på dansk, at det var til dem. Det
havde de vist ikke oplevet før. Da vi gik fra plejehjemmet, kunne vi mærke, at det var der blevet talt
om. Alle hilste venligt.
Af sekretæren havde vi fået at vide, at moster ikke altid havde sit eget tøj på om dagen, så der var
yderligere antipati mod plejehjemmet, inden vi nåede frem, men det blev godt nok ændret, da vi
kom ind på seks mands stuen til moster. Vi kunne både se og fornemme, at personalet havde
hjertevarme, var venlige og hjælpsomme, og at de tog sig af de gamle. Marens tøj var godt nok ikke
hendes eget, fik vi at vide af sekretæren, men det passede hende, og det klædte hende. Alle de andre
på stuen havde også rent og pænt tøj på. Jeg tænker, at tøjet lå i en fælles pulje og blev brugt, hvor
det gjorde bedst fyldest. Så vi tog mere af mosters tøj med næste gang.
Med hensyn til seks mands stuen fandt vi ud af, at det var godt for moster, at der skete noget
omkring hende. Vi kom forbi et par enkeltmands stuer, og der var der kedeligt og trist, ensomt og
intet selskab. Næste dag var vi derude igen, og jeg skal nok love for, at moster var kvik. Hun talte
dansk med os, fransk med stuekammeraterne og ind imellem engelsk med sekretæren og mig.
Pludselig opdagede jeg, at der stod både læger og sygeplejersker i døråbningen, og at de betragtede
os indgående. Vi fik at vide, at moster havde trukket sig ind i sig selv, men at man efter i dag ville
starte med genoptræning. Da vi kom ud fra plejehjemmet, blev vi enige om, at det ikke var sikkert,