Marén fra Brande - Grenaa Egnsarkiv

at det, der blev gjort for de gamle i Danmark, var bedre end det i Frankrig.
Sekretæren arbejdede imidlertid på at få moster ind på et bedre og finere plejehjem med en eller to
sengs stuer og tættere på, men med den hjertelighed, der var det første sted, troede vi ikke, det ville
blive bedre for moster. Vi sagde alligevel ja, fordi sekretæren derved bedre kunne komme på besøg.
Julebasar i Den Danske Kirke. Moster hjalp meget til i
Den Danske Kirke i Paris og særlig til julebasaren, hvortil
hun lavede mange ting og hjalp med selve arrangementet
Sidste gang, jeg var i Paris, var i
1999 til mosters begravelse. Anni
havde fået influenza og var desværre
ikke i stand til at komme med, men
jeg bookede ind på en bustur med tre
overnatninger i Paris og boede på et
hotel ikke langt fra mosters første
lejlighed i Rue la Boetie. Der var
ikke mange til begravelsen bortset fra
de, der skulle være der, for Maren,
der var blevet 92, havde overlevet
sine søskende og de fleste af sine
venner. De, der levede endnu, var
ikke så mobile, at de kunne deltage i
begravelsen.
Hjemmefra havde jeg fået at vide, at
jeg skulle møde på plejehjemmet for
at afhente mosters sager og
bankbøger. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg vidste, at moster selv skulle betale for opholdet, så
længe hun havde værdier, og da det sidste plejehjem var et dyrt sted, ville der ikke blive noget
tilbage, selvom hun havde en hel del penge ”på bogen”. Jeg fandt kontoret, hvor den venlige
sygeplejerske kom i tvivl, da jeg skulle kvittere for modtagelsen, og der blev tilkaldt hjælp fra en
jurist. Juristen kunne engelsk. Jeg fik en stor undskyldning og fik forklaret, at man ikke kunne
udlevere værdigenstande, inden boet var blevet gjort op. Jeg forklarede så, at sådan var det også i
Danmark, men at jeg gerne ville give plejehjemmet mosters tøj, sko, taske og andre sager, hvis de
kunne bruge det. Fra plejehjemmet hastede jeg til begravelsen, der skulle foregå i Den Danske
Kirke, og det blev en enkel og smuk højtidelighed.
Efter begravelsen blev jeg inviteret på en kop kaffe i Den danske Kirke af præsten. Vi fik en lang
snak, hvor vi blandt andet talte om moster og om, at hun havde levet en hel menneskealder i Paris.
Mens vi talte sammen, kom jeg til at tænke på, at moster havde fortalt mig, at det engang havde
været hendes mening, at hendes smukke møbler skulle tilfalde den danske kirke efter hendes død.
Det havde hun talt med præsten om, men da han så også var begyndt at interessere sig for hendes
pengesager, blev der pakket sammen, og ingen af delene blev til noget.
Det morede jeg mig lidt over, og jeg kunne ikke lade være med at fortælle præsten om mosters
pragtfulde skrivebord, der var blevet sat til salg hos en af mosters bekendte, da hun flyttede til den
mindre lejlighed, men at hun aldrig havde fået afregnet. Præsten var meget interesseret i at få at
vide, hvor skrivebordet var opmagasineret, men det vidste jeg ikke. Og jeg kunne fortælle, at hvis
det var blevet solgt, så havde sælgeren beholdt pengene, eller også ville han beholde dem, når det
blev solgt.
Derefter gik jeg en lang tur rundt i gaderne i Paris, alene med mine minder og tanker. Jeg kender
Paris temmelig godt, men kom alligevel på afveje. Jeg fik bykortet frem fra lommen, men jeg kunne