Marén fra Brande - Grenaa Egnsarkiv

Jeg skulle også hjælpe til med kunderne i salonen. Det var noget med at åbne døren for kunderne,
sige farvel og være høflig, og det var jo ikke lige noget for en dreng på 13 år. Jeg syntes, det var
noget pjat, for kunderne kunne jo lige så godt åbne døren selv. Moster mente imidlertid, at jeg
havde godt af lidt opdragelse og af at lære at være høflig, mens jeg syntes, det der med knus og kys
på kinderne var noget træls noget og helt galt, hvis der en sjælden gang også skulle kysses på
munden.
Jeg må trods alt have opført mig nogenlunde, for
jeg fik mange afskedsgaver, da jeg skulle rejse
tilbage til Danmark. En af gaverne, en
pengeseddel, fik jeg at vide af moster, at den
skulle jeg være særlig glad for, selvom det var et
lille beløb, for den havde jeg fået af en kunde,
der egentlig slet ikke havde råd til at give noget.
En anden gave var en flaske Cointreau, som jeg
fik af madame Colas, der ejede den forretning,
hvor jeg flere gange havde været nede for ”at
hjælpe til”. Da jeg kom op til moster med gaven,
mente hun, at det måtte være til far, men jeg
havde jo personlig fået flasken i hånden, mens
madame Colas med løftet pegefinger havde sagt
tak for hjælpen og god tur hjem. Det diskuterede
vi så, indtil moster ringede til forretningen, hvor
hun fik at vide, at det var fint med mit goddag og
farvel på fransk, men det, der var blevet sagt om
flasken, betød altså, at den skulle afleveres til far,
når jeg kom hjem!
Ud over opdragelsen var maden også noget, der
Telefonen
skabte konflikter mellem moster Maren og mig.
Far og jeg havde spist de samme syv gode solide
danske retter med sovs og kartofler ugens syv dage hos min faster og farmor det sidste års tid, og
det var jo ikke helt den samme mad, der blev serveret i Paris. Moster mente, at man skulle spise det,
der blev sat på bordet, mens jeg syntes, at franskmændene bare kunne lave noget ordentlig mad.
Helt galt blev det i Dortmund, da jeg kørte tilbage til Danmark sammen med moster Maren. Vi
overnattede på et stort hotel, og jeg ville have gryn med mælk til morgenmad. Der gik nogen tid
med at få moster til at bestille grynene, og der gik endnu længere tid med at forklare tjeneren, hvad
det var, jeg ville have. I Danmark på Lyngtofte kro fik jeg dog lidt oprejsning. Vi skulle have noget
at spise, inden vi kørte det sidste stykke til Brande, og selvom moster tit havde lavet dansk mad til
mig, syntes jeg alligevel, at jeg havde fået meget mærkeligt at spise i Paris, så jeg glædede mig til
en solid dansk middag. Mens vi sad og spiste, kørte en bil med franske nummerplader ind på
gårdspladsen. Den kørte imidlertid videre efter at have holdt stille lidt. Pigen, der serverede, udbrød:
”Åh, - heldigvis. De franskmænd er så kræsne, at de ikke er til at få til at spise den gode mad, vi
laver”. Og jeg kikkede meget sigende på moster.
Moster Maren havde fået købt sig en lille Renault 4CV, lige inden jeg kom til Paris, og den var
parkeret i en bygning, hvor der var garage i flere etager. Det var også en af de ting, der imponerede
mig i Paris. Den første gang jeg var med derhenne, kom en af vagterne straks springende og tilbød
at hente bilen, og jeg fik forklaret af moster, at de var helt utroligt hjælpsomme i parkeringshuset,
både til at hente bilen og til at stille den på plads. Under køreturen rundt i Paris fik jeg imidlertid en