Marén fra Brande - Grenaa Egnsarkiv

Vi har haft mange gode ferieture med ”den gule”, som den blev kaldt, og bilen blev brugt både som
flyttebil for børnene, personbil og feriebil.
Som årene er gået, har vi nu den tredje af slagsen, og anden form for bil kan vi ikke tænke os.
Året efter at vi havde købt bilen, i 1986, ville vi besøge moster Maren og holde sommerferie
sammen med Tonie, vores ældste datter, der da havde været au pair i Paris i næsten et år. Vores
mellemste datter, Heidi, var på sprogskole i England og kunne derfor ikke være sammen med os, så
det blev vores yngste datter Majken, Anni og mig, der kørte fra Danmark mod Frankrig. Vi havde
aftalt, at vi skulle mødes med Tonie på campingpladsen i Boulogneskoven i Paris ved nitiden om
aftenen, og da vi drejede ind på den lille vej til campingpladsen, så vi en, der vinkede til os fra en
bus, der kørte forbi. Vi troede, der blev vinket til os, fordi vi havde dansk flag på campingbussen.
Men det var Tonie. Og klokken var fem minutter i ni! Så kom ikke og sig, at det er svært at
planlægge.
Mens vi var i Paris, havde vi nogle dejlige dage sammen med moster Maren, inden vi kørte videre
til Perigord nogle hundrede kilometer syd for Paris, hvor vi havde en dejlig og oplevelsesrig ferie i
et meget spændende område af Frankrig. På tilbagevejen afleverede vi Tonie på en banegård lidt
uden for Paris. På den måde kunne vi køre i en bue uden om Paris, og Tonie kunne tage toget derfra
til au pair familien, hvor hun skulle være en måned mere.
1989. Besøg hos moster Maren i Paris og
Heidis familie i Le Mans og derefter rundt i
Bretagne. Foto ved Le Mont St-Michel. Anni
og Heidi ved bilen
hvor familien var på sommerferie, og satte kursen hjemad.
I 1989 besøgte vi Heidi, der var au pair i Le
Mans. Det blev også til et besøg hos moster i
Paris, inden vi sammen med Heidi kørte rundt i
Bretagnes barske og flotte natur. Det blev en stor
oplevelse med vel nok klosteret Le Mont St-
Michel og de tusindvis af store bautasten, der
stod i lange rækker ved Carnac som turens
menneskeskabte højdepunkter. Naturen
imponerede nu også med den store forskel, der
var mellem flod og ebbe. Det kunne vi slet ikke
forestille os. Heller ikke, selv om vi så bådene stå
på havbunden og lagde mærke til
advarselsskiltene om ikke at gå ned fra klipperne
ude ved klosteret. Inden turen atter gik hjemad,
afleverede vi Heidi hos den franske familie i les
Sables d’Olonne, en ferieby syd for Bretagne,
Der blev talt en hel del om Danmark, mens Heidi var hos tandlægefamilien i Le Mans, men
”faderen” i familie, hvor Heidi var au pair, kunne ikke se, hvorfor han skulle holde ferie uden for
Frankrig, ”for i Frankrig kan man jo blot vælge en ny provins, så er man på ferie i et helt andet
land”. Familien blev alligevel overtalt til at holde en uges ferie i Danmark, og de havde Heidi med
hjem.
Dengang vi begyndte at holde ferie i Frankrig i egen bil, var det ikke almindeligt at lave sine egne
ture og køre rundt på egen hånd, og vi mødte meget sjældent andre danske. I dag, hvor vi har været
på ferie i Frankrig mange gange, og næsten hver gang til en ny provins, vil jeg vove den påstand, at
vi kender Frankrig bedre end mange franskmænd.