Krudttønden i baghaven 1999, digital version 2010 - BA Forlag

Tito ønskede en selvstændig udvikling i Jugoslavien, akkurat som
Enver Hoxha arbejdede for en selvstændig udvikling i Albanien - mens
Stalin ville have en overordnet kontrol over udviklingen på Balkan.
Umiddelbart skulle man tro at albanerne ville vælge at stå sammen
med jugoslaverne - hvad de havde gjort frem til bruddet - men Enver
Hoxha var blevet stærkt bekymret for at blive domineret af Tito, lige
som Tito var blevet bekymret for at blive domineret af Stalin.
Om Enver Hoxha i denne forbindelse har gjort sig nogle tanker om
hvad der ville ske med Kosova ved jeg ikke, men det er muligt at han
har troet at Tito ville “falde” som følge af det betydelige pres som Stalin
og de andre omliggende lande udøvede - og som følge af det
voldsomme interne pres der ville opstå i forlængelse af den ydre kritik.
Måske har han i forlængelse af dét regnet med at Kosova kunne falde
til Albanien. Hvis dét var tilfældet var det en fejlkalkule.
Paradigmeskifte
2' Verdenskrig medførte - set under ét og under albansk synsvinkel - at
der blev skiftet økonomisk-politisk paradigme.
Det var selv sagt ikke albanerne der startede 2' Verdenskrig, men de
kom i en ganske anden position som følge af den - som følge af hvad
der generelt skete mellem stormagterne, som følge af det italienske og
det tyske sammenbrud og som følge af etableringen af de to nye
magtkoncentrationer: Den kommunistiske og den vestlige, for selv om
Sovjetunionen fik stigende international betydning op gennem '30erne,
var det først med 2' Verdenskrig at Sovjetunionen og den
kommunistiske verden kom til at betyde noget virkeligt alvorligt i
storpolitikken.
Men selv om en række grundlæggende sociale strukturer blev ændret i
Albanien på afgørende vis var der også strukturer der fortsatte:
Behovet for at have en “storebror” eller en patron som det ene - og
etableringen af et absolutistisk styre som det andet.
111