Krudttønden i baghaven 1999, digital version 2010 - BA Forlag

Spørgsmålet om blodhævn og slægtsfejder kan føre til en diskussion
om hvad sociale traditioner er (i Albanien) og hvordan de opstår,
udvikler sig og ophører 202 . En tradition skal holdes i live for at eksistere -
og den vil kun blive holdt i live, hvis der er behov for den. En tradition
som blodhævnstraditionen kan derfor kun eksistere, hvis der er
personer der har behov for at følge den. Traditionen er ikke indlagt i
generne - hvor påtrængende den end forekommer, den er et kulturelt
udtryk og noget af dét der udgør en kultur. Den er gået i arv, men ikke i
biologisk forstand, og i det øjeblik der ikke længere er behov for den - fx
når den albanske stat fungerer mere effektivt - vil den efterhånden dø
ud, selv om det formentlig vil tage lang tid før den helt forsvinder.
Man kunne måske formode at en så grundlæggende tradition - og den
bagvedliggende slægts- og familiefilosofi - er “sat” af én form for dybdestruktur.
Men en social struktur eller en familiestruktur er ikke noget der
har sin egen vilje - så derfor kan denne struktur brydes når omstændighederne
og viljen er til det, men udryddelsen af blodhævnstraditionen
er ikke noget der kan ske isoleret, det forudsætter en gennemgribende
opbygning af en ny demokratisk stat og udvikling af nye
politiske mønstre.
Sålænge albansk politik er et bi-polært anliggende og en kamp mellem
parter der undertiden ønsker at udrydde hinanden, kan man ikke undre
sig over at der pågår blodhævnsfejder. Dels fordi de kan blive en del af
det politiske “spil”, dels fordi staten kan have svært ved at sætte sig
igennem og håndhæve et forbud mod sådanne fejder.
Opgør i Den Uafhængige Fagbevægelse
Drabet på Azem Hajdari har muligvis en vis forbindelse til et blodigt
opgør i Den Uafhængige Fagbevægelse, der fandt sted i Tirana i
slutningen af oktober '98.
Ved siden af den “gamle” kommunistiske fagbevægelse opstod der i
forbindelse med Hoxha-styrets kollaps en ny, konkurrerende
fagbevægelse, som imidlertid har været stærkt præget af uro og
magtkampe. I '95 dannede Azem Hajdari en oppositionsgruppe som
forgæves forsøgte at tage magten i organisationen. Én af Hajdari’s
tilhængere - Fatmir Musaku - vandt i '98 en retssag som gav ham
202 Dette vil jeg søge at tage mere grundigt op ved en senere lejlighed [se evt Albanske
Studier 1-2].
165