Krudttønden i baghaven 1999, digital version 2010 - BA Forlag

tæller om et tilfælde af utroskab, hvor kvinden var blevet dræbt af den
krænkede ægtemand, mens hendes elsker nåede at flygte. Lear undrede
sig nu over at elskeren var vendt tilbage og at ingen rørte ham -
men forklaringen var igen enkel nok. Den kræn-kede havde dræbt
elskerens far i stedet. Ja men - hvad havde faderen dog gjort? spurgte
Lear. Niente! Ma sempre ci vuol qualcheduno ammazzato in queste
circonstanze; e così, abbiam preso il padre. Ingenting - lød svaret -
men én eller anden måtte dræbes, og så blev det far’en. Regnskabet
skulle afsluttes.
Udsnit af en Lear-tegning fra Monastir i
Makedonien.
Lear hørte også om Byron -
som han selv har læst
grundigt - og mødte endda
én der havde været med
ham i Missolonghi. Men da
hans historier syntes at
være en anelse for
vidtløftige skrev han dem
ikke ned. Erindringen levede
både om Byron - og om Ali
Pasha af Tepelena som på
dé kanter mest blev opfattet
som tyran.
Mændene i nord - og dé
mænd i syd der var i statens
tjeneste - måtte bære våben
... og dét gjorde de: Alle
gegere med respekt for sig
selv var kraftigt bevæbnet.
Men toskerne havde fået
våbenforbud pga revolter
mod de tyrkiske guvernører. Lear omtaler et oprør i det nordvestlige 89
under ledelse af en Zulíki, der imidlertid var blevet slået ned - og det
aldeles brutalt. De albanske herremænd der måske havde været
indblandet var blevet sendt i eksil, mens de menige oprørere enten var
blevet dræbt, indrulleret i hæren eller sendt til galejerne i
Konstantinopel. De der var blevet tilbage havde fået pålagt endnu
hårdere skatter end tidligere.
89 Måske i den nordvestlige del af toskerlandet?
74