Krudttønden i baghaven 1999, digital version 2010 - BA Forlag

Zogu’s politik var dømt til undergang. Det var hans skæbne for nu at
bruge et gammelt ord.
Lars Wissing påviser at der fra Machiavelli’s tid er kommet et nyt
moment ind - hensynet til “publikum”. Man må formode at det er et
hensyn som kan have varierende betydning efter de nærmere
omstændigheder. Men for så vidt som “hensynet til publikum” spiller en
rolle, er det ikke nok at have den “rigtige” politik, den skal også
formidles så den bliver modtaget og accepteret af de rette.
Denne betragtning har givetvis en del for sig - og ganske særligt i dét
man kalder de udviklede industrisamfund, hvor befolkningens
økonomiske og politiske interesser udvikler sig på en lidt anden måde
end i det gamle bondesamfund eller i det tidlige industrielle samfund.
Hvis det er let at se forbindelsen mellem de grundlæggende økonomiske
vilkår man lever under og de politiske tilbud der gives, handler
det dog næppe så meget om illusionsdannelse som om at tilgodese de
basale økonomiske og politiske interesser.
For igen at bruge Ahmet Zogu som eksempel - så er der ingen grund til
at tvivle på at han gerne brugte alle tricks for at holde sig ved magten
og gennemføre dén politik han gik ind for, men han ville aldrig være i
stand til at overbevise mere end ca. halvdelen af befolkningen om at
det var hans politik der var den rigtige. Han måtte have militær magt for
at sikre at hans politik kunne gennemføres.
119