En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

More documents

Recommendations

Info

Aksum-perioden og bestod af et etiopisk kongedømme styret af den etniske amhara-gruppe. Ved hjælp af en portugisisk invasion have abyssinske krigsherrer fortrængt de muslimske bejaer fra det eritreiske højland, og Medri-Bahri fik status som vasalstat. De interne magtstrukturer i vasalstaten var præget af et aristokrati, som havde politiske og religiøse forbindelser til det etiopiske kongedømme, og magtforholdet skabte grobund for en slægtskabsorganisering, som kan genfindes i nutidens eritreiske højland. Imidlertid forblev Eritrea og det abyssinske kongedømme adskilte territorier, hvor sociale og økonomiske modsætninger konstant ledte til voldelige konflikter. Så sent som i 1770 observerede den engelske opdagelsesrejsende, James Bruce, at Eritrea og Abyssinien var separate lande, som ofte lå i krig med hinanden. Eritreas geografiske beliggenhed har haft en betydelig strategisk betydning som forbindelsesled mellem Afrika og Mellemøsten. Beliggenheden har op gennem de forskellige historiske perioder medført en rivalisering om territorialt herredømme og kolonisering af landet. I 1517 sendte Det Osmanniske Rige sin flåde ind i Rødehavet og etablerede en handelsstation i havnebyen Massawa. Senere udvidede tyrkerne deres baser til det centrale højland. Den tyrkiske invasionsmagt forblev i Eritrea og kontrollerede Rødehavskysten i de næste tre hundrede år. Situationen ændrede sig, da en egyptisk invasion rullede ind over Eritrea i det 19. århundrede. Denne gang skete invasionen fra vest, hvor egyptiske tropper besatte lavlandet i perioden 1823-1840. I øst betød åbningen af Suezkanalen i 1869, at den handelsmæssige betydning af Eritreas kyststrækning blev forøget, og snart havde det egyptiske militær overtaget tyrkernes dominerende rolle. Italiensk kolonistyre Enden på det egyptiske herredømme begyndte i 1869, da et italiensk handelskompagni gik i land på kyststrækningen ved Eritreas anden store havneby, Assab. Det officielle formål var at etablere en missions- og handelsstation. Gradvist befæstede italienerne deres stillinger og trængte længere 20 ind i det territorium, som de navngav Eritrea. Det eritreiske højland, som kortvarigt var blevet besat af Etiopien (1876- 1889), blev opgivet efter hårde kampe mod de italienske styrker. I løbet af 1890’erne, efter endnu en række militære kampagner mod den etiopiske hær, kunne den italienske konges udsendinge slutte endelig fred og erklære Eritrea for en italiensk koloni. Kolonistyret bragte for første gang alle indbyggerne i Eritrea under en og samme centralmagt. Ved at drage grænserne på tværs af etniske, klan- og religiøse tilhørsforhold lagde Italien grunden til den moderne nationalstat. Dannelsen af Italiens afrikanske koloni skete med samtykke fra andre europæiske kolonimagter i regionen. Således blev Eritreas grænser anerkendt af Fransk Somaliland og det britiske styre i Sudan. For at legalisere sin råderet over landet erklærede den italienske administration, at alle veje, broer osv. tilhørte kongen. Ligeledes tilkendegav kolonistyret, at det havde ejendomsret til land, der ikke var dyrket af fastboende bønder, land, som var ejet af adelen og kirken, land, som havde tilhørt uddøde klaner eller etniske grupper, land fra rømmede landsbyer og land, som ifølge sædvaneretten tilfaldt staten. Derudover blev alle jorde i det østlige og vestlige lavland beliggende mellem 350-850 m over havets overflade inddraget. Ved at reorganisere det nationale rum blev over 50 pct. af Eritreas areal annekteret af kolonistyret. Udstrakte og frugtbare jordlodder blev fordelt til italienske nybyggere, som i begyndelsen af 1900-tallet udvandrede til Eritrea på grund af fattigdom og overbefolkning i moderlandet. Omfordelingen af jord og den massive indvandring resulterede i, at eritreiske landbrugere mistede jord og blev reduceret til daglejere på de italienske plantager. I højlandet dræbte italienerne de lokale ledere, der ikke ville samarbejde. Samtidig blev den traditionelle magtstruktur tilpasset, så den kom til at tjene kolonistyrets interesser. Ekspropriationen foregik dog ikke uden modstand, og lokale bondeledere rejste sig mod det italienske herredømme. I Akele Guzai-provinsen i 1894 indledte Bahata Hagos et oprør mod den lokale garnison og tog kommandanten til fange. Revolten blev hurtigt knust, men andre eritreiske 21
oprørere fortsatte og dannede væbnede bander, de såkaldte shifta, der opererede i landdistrikterne og generede den italienske ordensmagt. I lavlandet blev kolonistyret i begyndelsen hilst velkomment som et alternativ til plyndringer og slaveri udført af abyssinske kongedømmer. Men prisen for italiensk ‘beskyttelse’ blev snart for høj. For eksempel brød Sheik Thala, en indflydelsesrig leder i Danakil, alliancen med italienerne og gik i opposition i 1895. Med tiden fik italienerne dog skabt forholdsvis ro i Eritrea og forstærkede grebet om kolonien. I 1930’erne var Eritrea blevet en udviklet koloni med en solid infrastruktur. Landbrugssektoren forsynede industrisektoren med råvarer, der blev forarbejdet og sendt til det italienske hjemmemarked. Store mængder bomuld, tropiske frugter og kaffe blev eksporteret til Italien. For at underbygge den eksportorienterede strategi havde italienerne introduceret mekaniseret landbrug. Det mest effektive landbrug var bomuldsplantagen nær grænsen til Sudan, hvor man årligt producerede 200 tons. Derimod gjorde italienerne meget lidt for at forøge produktionen af korn og grøntsager, som kunne tilfredsstille Eritreas indenlandske fødevarebehov. I 1935 have det italienske styre moderniseret byområderne med henblik på at kunne bruge Eritrea som springbræt for en videre militær ekspansion i overensstemmelse med Mussolinis drøm om et østafrikansk storrige. Industrialiseringen skabte en veludviklet eritreisk arbejderklasse. Arbejderne, der levede under apartheid-lignende forhold, var ansat til bygning og vedligeholdelse af militære installationer, værksteder, depoter, beboelsesbygninger, havnefaciliteter, jernbaner og veje. Men udfaldet af Anden Verdenskrig satte en brat stopper for Mussolinis fascistiske ambitioner, og Eritrea blev overtaget af de fremrykkende britere i 1941. Britisk protektorat Den britiske administration fik mandat til at forvalte landet, indtil de allierede kunne beslutte protektoratets fremtid. I tiden under og lige efter Anden Verdenskrig havde den eritreiske økonomi gunstige betingelser. Antallet af kvæg og geder steg, og den industrielle produktion tog fart. Vare- 22 eksporten gik især til Mellemøsten, hvor efterspørgslen var stor på grund af de begrænsede forsyninger fra det krigshærgede Europa. I takt med at de europæiske produktionsapparater blev genopbygget, aftog efterspørgslen på eritreiske produkter, og landet blev tvunget tilbage til rollen som råvareproducent. Briterne vedligeholdt ikke infrastrukturen og solgte bl.a. svævebanen mellem Massawa og Asmara. Samtidig med at den økonomiske depression satte ind, skete der en forholdsvis gennemgribende liberalisering af den eritreiske offentlighed. På baggrund af briternes ønske om at inddrage de indfødte i administrationen, gennemførtes reformer inden for retsvæsen, uddannelse, sundhed og nyhedsdækning. Eritreerne blev, i langt større grad end det havde været tilfældet under italienerne, inddraget i samfundslivet. Med et glimt i øjet opsummerer ældre eritreere, som har oplevet begge kolonimagters styreformer, forskellen således: “Under Italien havde vi arbejde, men fik ingen uddannelse, under England fik vi uddannelse, men havde intet arbejde”. Politiske partier blev tilladt, og den offentlige debat blomstrede med udgivelsen af flere aviser. Adskillige nationalistiske grupperinger blev dannet, bl.a. den Muslimske Liga, som blev ledet af Ibrahim Sultan. Det Liberale Progressive Parti tilhørte også den nationalistiske strømning og havde med Woldeab-Wolde-Mariam et meget fremtrædende medlem. Disse to grupper dannede i 1949 Uafhængighedsblokken, en alliance der krævede eritreisk selvbestemmelse. I modsætning til den nationalistiske politik, der krævede et selvstændigt Eritrea, blev der i 1941 etableret en folkelig organisation, hvis målsætning var at forene Eritrea med det etiopiske “moderland”. Det var en overvejende kristen gruppe, som blev økonomisk og politisk støttet af den etiopiske kejser Haile Selassie. I 1946 blev organisationen reorganiseret under navnet Unionspartiet. Dets generalsekretær, Tedla Bairu, stod for en ufravigelig linie, som krævede Eritrea indlemmet i det etiopiske storrige. Den koptiske kirke anbefalede på det kraftigste indlemmelsespolitikken, bl.a. ved at nægte at vie og begrave unionsmodstandere. Forholdet mellem den nationalistiske blok og unionstilhængerne blev mere og mere anstrengt. Det resulterede i voldelige episo- 23
Page 1 and 2: Eritrea - en politisk og økonomisk
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse 1. Geografi og
Page 5 and 6: 6 Eritrea - Byer og provinser Eritr
Page 7 and 8: en kun skifter lidt med årstiderne
Page 9 and 10: ket er arabisktalende og lever i de
Page 11: 18 Eritrea - Etniske grupper 2. His
Page 15 and 16: 30 Den etiopiske kejser, Haile Sela
Page 17 and 18: Ibrahim Totil. Det lykkedes de to l
Page 19 and 20: Nødhjælpsmaskineriet Gentagne tø
Page 21 and 22: 42 Ved krigens afslutning vendte ma
Page 23 and 24: havde karakter af udvikling i stede
Page 25 and 26: arbejde” i nær kontakt med lokal
Page 27 and 28: nemsnittet af civilbefolkningen, og
Page 29 and 30: Det andet formål drejede sig om at
Page 31 and 32: at regeringen handler i overensstem
Page 33 and 34: opposition til regeringen. Flere fr
Page 35 and 36: handling. Organisationen formidler
Page 37 and 38: sker ved at knytte individuelle bor
Page 39 and 40: Efter de første svære år efter s
Page 41 and 42: Reformer i den offentlige forvaltni
Page 43 and 44: virksomhedsovertagelserne ikke sker
Page 45 and 46: ikke ønsker, at der knyttes beting
Page 47 and 48: ceret eritreisk arbejdskraft til st
Page 49 and 50: Skolevæsnet er meget nedslidt og m
Page 51 and 52: 102 Den livsvigtige bestand af træ
Page 53 and 54: jorden var kollektivt ejet af lands
Page 55 and 56: fremgår af beskæftigelsestallet,
Page 57 and 58: I 1991 var der kun 245 busser til a
Page 59 and 60: yggerne har ordentlige sanitære fo
Page 61 and 62: antallet af indskrevne elever. Lær
Page 63 and 64:
partidannelserne vil styrke eller n
Page 65 and 66:
126 Eritreiske flygtninge har i år
Page 67 and 68:
evist begge landes modenhed og folk
Page 69 and 70:
udvikling. Fra en eritreisk synsvin
Page 71 and 72:
www På Internettet findes flere ak
show all

En politisk og økonomisk oversigt af Søren Walter Nielsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?